Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg har altid levet efter en meget bestemt filmisk tese - alle gyserfilm er underholdende. Ligegyldig hvor dårlig en gyserfilm end er, indeholder den en form for underholdning. Om det er i kraft af ufrivillig komik, opfindsomme drab, overdrevent brug af blod, finurlig make-up på monstre eller isnende uhygge, har tesen indtil nu (for den meste) holdt skik. Og tro mig - jeg ser mange film, og en stor del af dem er netop gysere. “Cherry Tree” er dog ikke en god gyserfilm. Den famler efter et egentligt standpunkt, og ved ikke rigtigt om den skal gå efter det uhyggelige, ulækre eller begge dele. Men den er dog stadig underholdende.
Faith er ikke ligefrem den populære pige i klassen, så når den nye hockeylærerinde Sissy tager hende under vingen, tager hun godt imod. Når Faiths fars sygdom udvikler sig til det negative, lover Sissy tilmed at kurere ham. Sissy er nemlig heks. Det eneste Faith skal gøre, er at blive gravid til gengæld. Men hvad er det, der vokser inde i Faiths mave?
“Cherry Tree” er på alle måder en klassisk fortælling, vi har hørt mange gange før. Den er heller ikke fortalt på en ny måde, så der er egentligt intet nyt under solen her. Faith er underhunden der er nemt at holde med og holde af, men hendes beslutninger og udvikling gør, at vores sympati hurtigt forsvinder. En virkelig ærgerlig retning for en karakter, der sagtens kunne have fungeret, og faktisk reddet filmen i sidste ende. Ikke mindst fordi skuespillerinden Naomi Battrick faktisk er glimrende. Hendes evner ender dog som spildt potentiale i denne fortælling. Hendes modspil, Anna Walton som Sissy, har dog ikke evner, der rækker længere end en meter. Denne form for ubalance er alt-ødelæggende for en film, der egentlig gerne vil være karakterdreven.
Halvvejs igennem går det dog fuldstændigt galt. Da graviditeten sætter ind, forsvinder al troværdighed, og kun mystikken holder publikum moderat interesserede i filmen. Det var i hvert fald den eneste årsag til, at jeg ikke spolede lidt i filmen. Instruktøren David Keatings hensigt er at skabe en forstyrrende film fyldt med gru, ubehag og uhygge, og her må man sige, at han har fejlet. Selvom filmen følger en velkendt formular ikke langt fra de klassiske Hammer-gys, er filmens høje tempo og mangel på troværdighed, hvad der får korthuset til at falde sammen. Der er ganske enkelt ikke meget tid til fordybelse og opbyggelse af stemning, og den grinagtige slutseksvens sætter et konsekvent punktum for instruktørens mange mangler.
Underholdningsniveaet bevares trods alt fra start til slut, men af svingende årsager. Starten er stærk, midten dårlig og slutningen elendig - men der er masser af ufrivillige grin undervejs.
Ekstramateriale - 2/6
Der er skam en featurette, der går bag om kameraet. Instruktøren virker glad for sit produkt, og har høje tanker om resultatet, imens skuespillerne roser filmen til skyerne. Mest af alt virker featuretten som en forlænget reklame, men det er da meget sjovt at se, for meget filmens cast og crew er ude af trit med virkeligheden. Derudover er der en bunke trailers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
