Skriv en kommentar
Stakkels Conan. Narret af kyniske tv-chefer, frosset ud og røvrendt. Frataget sit tv-program, sit publikum og sin værdighed.
At show business kan være en ubarmhjertig branche, må komikeren Conan O’Brien sande i begyndelsen af 2010. Et halvt år tidligere er hans drengedrøm gået i opfyldelse, da han afløser Jay Leno som vært for NBCs legendariske talkshow The Tonight Show. Men nu er det slut. En strid om seertal og sendetidspunkter er endt i skilsmisse og et forlig, der betyder, at Conan er tvunget til at holde sig væk fra TV de kommende seks måneder.
Og det er en hård én at sluge, når man hedder Conan O’Brien og lever af at optræde og bade sig i folkets opmærksomhed. Det er en vred, skuffet og bitter mand, vi her møder. Men det er også en mand, der ikke er indstillet på at lade sig kue. Selv samme dag, som han får forbud mod at optræde på TV, beslutter han sig nemlig for at tage på en landsdækkende turné. En turné, der skal sikre, at han får lov til at optræde, og en turné, der skal sikre, at han genvinder sin stolthed.
I ”Conan O’Brien Can’t Stop” følger vi forberedelsen af ”The Legally Prohibitet From Being Funny on Television Tour”. Vi er med i tourbussen, og vi er med til den evindelige række af ”after parties”, autografskrivninger og møder med hengivne fans. Det satiriske hævntogt bringer Conan tværs over guds eget land, fra Eugene, Oregon, til Atlanta, Georgia, og hvor end han kommer, bader han sig i folkets jubel.
”You were like Hitler out there. But in a nicer way,” siger Conans personlige assistent til ham, efter at han har optrådt på musikfestivalen Bonnaroo i Tennesee.
Jo, Conan har masserne i sin hule hånd. De elsker ham, og NBC tog fejl, åbenbart.
De gode hensigter til trods er den halvt jødiske Conan O’Brien ikke synderlig begejstret for at blive sammenlignet med Hitler. Han foretrækker at sammenligne sig selv med helt andre personligheder, som da han i begyndelsen af filmen siger ”I might be a genius, or I might be the biggest dick ever. I might be both. Patton was. Napoleon was”. Selv når hans selvværd og selvtillid er i bund, er de megalomane tanker aldrig ret langt væk. Conan O’Brien er som et barn fanget i en langlemmet voksens krop. Et barn, der konstant skal være i centrum og siger hvad som helst, for at få folk til at grine af sig. Ofte er det sjovt, hvad der kommer ud af munden på ham. Ofte er det mere irriterende og ligegyldigt.
Problemet er, at det virker som om, at manden bag filmen, instruktør, fotograf og klipper Rodman Flander, ikke har turdet luge ud i sit materiale og prioritere det vigtigste. I stedet for at lave en sammenhængende film med en egentlig dramaturgi, har han valgt at tage en lille smule med af det hele med. Det er som om, at logikken har været, at alle de optagelser, hvor Conan siger noget bare tilnærmelsesvis sjovt, møder ekstatiske fans eller andre kendisser, har skullet være med i filmen, uanset om de gavner fortællingen eller ej. Filmen er derfor i perioder som en lang montage af halve scener, som vi aldrig når at involvere os i, inden vi er videre til den næste. Showet, som det vel egentlig burde handle om, får vi kun brudstukket fra. Om det virkelig er så underholdende og sjovt, som alle i filmen synes at mene, giver filmen os ikke rigtig nogen mulighed for selv at tage stilling til.
Det er ærgerligt, for Conan O’Brien er en sjov mand. Han er sjov, når han knytter næven mod himlen og råber ”aaaarhh, paparazzi” mod det fly, der krydser flere hundrede meter over ham. Han er sjov, når han i euforien efter en optræden spørger sit sidekick Andy Richter, om han har noget kokain, og han er sjov, når han laver prank calls til rapperen Nas. Der er massevis af sjove scener i ”Conan O’Brien Can’t Stop”, men de drukner desværre i alt for mange halvsjove og halvlunkne scener.
Filmen om Conans jubelridt gennem USA virker mere som et partsindlæg, der skal genrejse hans status, end den virker som en helstøbt fortælling. Folket stryger ham med de røde hårlokker. Han får sin katarsis og genvinder sin stolthed og popularitet. Til sidst faktisk i en sådan grad, at han er ved at bryde sammen under byrden af konstant at skulle skrive autografer og lade sig fotografere med sine fans. Conan sejrer i en sådan grad, at det næsten er for meget.
Ja, show business kan være en ubarmhjertig branche. Stakkels Conan.
