Så er CPH PIX gået i gang, og On-Z er med endnu engang. Dette års forsinkelse med artiklen skyldes, at der er gået et eller andet galt med kommunikationen. Akkrediteringerne i år blev udskudt pga. en ny hjemmeside skulle lanceres, og jeg fandt ud af for blot få dage siden, at min akkreditering var gået igennem. Derfor er mit program også nu en anelse udskudt, og selvom selve festivalen er godt i gang, kommer jeg først i gang i morgen med festivalens mange godter. Dem er der nemlig mange af i år. Endnu engang fortsætter CPH PIX med at blive mere ambitiøs end nogensinde før, og kun ledet af enkelte få folk og hovedsageligt styret af frivillige, kan man kun beundre, at de har fået så mange fantastiske film og initiativer på programmet igen i år. Hvis det fortsætter med denne opadgående søjle, er der ingen, der kan sige, hvordan festivalens størrelse og program ser ud blot få år fra nu. Hvem ved – måske bliver CPH PIX en af Europas førende festivaler i fremtiden? Hjertet og drivkraften er der i hvert fald intet i vejen med.
CPH PIX fortsætter på selvsamme måde med mange af de samme programmer som sidste år. Hovedkonkurrencen New Talent Grad Pix som fokuserer på debutfilm af interessante nye instruktører, hvor vinderen bliver belønnet med 30.000 Euro. I juryen sidder Benjamin Heisenberg, Jackie Raynal og Marianne Slot med magten. I publikumsprisen lanceret af Politikken, hvor din stemme er altafgørende, får vinderen en rigtig dansk biografpremiere. Udover dette er der en række programmer, der fokuserer på alt fra forpremierer, velkendte instruktørers nye film, dokumentarfilm, 3 film af samme instruktør, musikfilm, japanske film, britiske film, italienske film, rumænske film, et retrospektiv med en polsk instruktør, gyserfilm og slet og ret ren galskab. Der bør være noget for enhver smag, om man er til vanvittig anime, stillestående europæiske film eller endda blot ganske almindelige blockbusters.
At skulle opsummere programmet og filmene i en artikel, er en forholdsvis umulig opgave, uden at miste tråden og derved interessen hos læseren undervejs. Så stort er CPH PIXs program i år, der tilmed løber over længere tid end før. Heldigvis har jeg allerede set en håndfuld på årets Berlin filmfestival, og kan derfor allerede nu komme med lidt anbefalinger til dem, der har problemer med overblikket. ”The Turin Horse” er en sort/hvid film af mesterinstruktøren Bela Tarr. Skudt i 30 scener over 2,5 time og med blot et par monologer og en enkelt dialog, er dette en enorm stille film. Bygget over en Nietzsche-filosofi, er der dog horder af stof til eftertanke. Dette kombineret med utroligt flotte billeder og en unik stemning gør, at hvis du er til kunstfilm, er der ingen vej udenom dette vidunder. I den helt anden boldgade har vi ”Hobo With A Shotgun” hvor titlen nærmest siger alt selv. Bygget over en falsk trailer til ”Grindhouse” af Tarantino og Rodriguez, slår den både de to ”Grindhouse” film samt det andet spin-off ”Machete” i store mængder hvad angår kreativitet, tempo, blod og humor. Det er en splatterfilm i den komiske ende, men sjældent har jeg moret mig så godt under en film. ”The Stool Pigeon” er en glimrende Hong Kong actionfilm dog uden den store opfindsomhed. Den starter måske lidt forvirret, men den sidste halve time er enorm intens, og filmen er værd at se blot for dette. Som genrefilm af den skuffe, er den ligeså bestemt værd at se.
Mit program er ret spækket de næste par dage, og jeg tager mange chancer imellem. Af de film som jeg personligt anser som de vigtigste, får jeg set ”Cold Fish” (fordi jeg er stor fan af instruktøren Sono Sion), ”13 Assassins” (fordi jeg elsker en god Takashi Miike film, og dette skulle være en af hans bedste), ”Super” (fordi voldelige superheltefilm aka ”Kick Ass” er lige mig), ”Troldjægeren” (fordi den trods det fjollede præmis har fået enorm god omtale) og ”Robot” (fordi Bollywood er det eneste sted på Jorden pt., hvor man kan finde old-school Hollywood filmmagi). Der er mange flere film, der bør nævnes, men jeg stopper her, inden jeg begynder at kede jer. Jeg skriver en artikel igen om en lille uges tid, hvor jeg vil nævne de film, jeg har fået set, og hvordan CPH PIX har klaret presset indtil da. Til sidste kommer en lignende artikel når festivalen er slut, hvor jeg lige opsummerer de resterende film, jeg har fået set, og naturligvis også nævner vinderne. God festival!
