Skriv en kommentar
Brad (Will Ferrell) har et ønske om at blive far, men desværre kan han ikke selv få børn. Men Brad møder Sarah (Linda Cardellini), som har to børn fra tidligere. Brad gør alt, hvad han kan for at blive accepteret af børnene, og han bliver meget rør,t hvis børnene bruger ordet ’far’ om ham. Brad ser en stor forskel på at være Father (far) eller Dad (rigtig far).
Brad bliver meget glad, da datteren inkluderer ham på en tegning for første gang, og så er det lige meget, om hun har tegnet Brad med en kniv i øjet. Børnenes biologiske far, Dusty (Mark Wahlberg), melder sin tilbagekomst efter at have været fraværende i længere tid og derfor har far og stedfar aldrig mødt hinanden.
Dusty er den seje, veltrænede, motorcyklende og uansvarlige far, som børene selvfølgelig elsker. Derimod er Brad mere normal med et fast arbejde og samme rutiner, som fremstår forholdsvis kedelig i forhold til Dusty. Der opstår en konkurrence mellem far og stedfar om, hvem der kan være den bedste far overfor børnene. Børnenes mor Sarah er klemt imellem de to fædre, hvis interne konkurrence spidser til; hvem kan give den bedste gave, hvem kan fortælle den bedste godnathistorie og hvem skal med til far-datter ballet?
Wahlberg og Ferrells roller er meget stereotype. Ferrell leverer sig selv som en god nørd, mens Wahlberg spiller muskel-faren med lethed. Desværre bliver Linda Cardellini sat på sidelinjen mens fædrene slås. Deres udspil mod hinanden er til tider lidt forudsigelige men ekstremt morsomme. Jeg følte mig godt underholdt til trods for filmens forudsigeligheder og klicheer. Daddy’s Home er utrolig forudsigelig, utrolig stereotyp og utrolig underholdende, hvis man altså er til denne her drengerøvs-humor, som filmen stinker af.
