For fjerde år i træk uddelte Danida i foråret deres Verdensbilledelegat i ti portioner a 40.000 kroner. Legatmodtagerne blev udvalgt blandt flere hundrede ansøgninger, og skulle med pengene rejse ud i verden for at dokumentere forholdene i den tredje verden. Det er der blevet gjort meget ud af, men til trods for at alle muligheder stod åbne, vendte de fleste hjem med ret traditionelle indslag. Afgørelsen på den konkurrence som også hører med faldt i fredags i København, hvor en jury bestående af flere forskellige branchefolk bl.a. journalistikprofessoren Peter Harms Larsen, Rektor ved Danmark Filmskole Poul Nesgaard og Nyhedernes egen Trine Sick. De gik også efter det traditionelle og journalistiske – og lod dermed film være film. For filmiske finurligheder var der ikke mange af. De fleste hold havde gået efter en skæv historie, der kunne sættes i relief til den danske hverdag.
Blandt indslagene skal to film fra Afrika nævnes, som de bedste, hvor både journalistik og filmisk tække blev markeret. Den ene Den gamle mand og søen, skildrede en fisker og bådbygger ved Lake Malawi, der med et livligt gå-på-mod fortalte om forholdene ved søfiskeriet i netop Malawi. En anden, Min mors fisk, fortalte gribende og i interessant filmiske vendinger om et særpræget begravelsesritual i Ghana, hvor man designer kister efter den afdødes ønsker. Filmen følger en afdød ældre dame til graven, og det med en intensitet, som ikke mange almindelige dokumentarfilm tør. Generelt var der dog ikke noget at råbe hurra for i forhold til de traditionelle indslag, hvor flere af dem faktisk mindede mere om TV-indslag fra Nyhederne end filmiske undersøgelser. Dog var der to film, der skilte sig lidt ud fra mængden. På med jernskjorten var en utraditionel og noget poppet skildring af en wrestler fra Guatemala, der også fungerede som bodyguard. Nok var den utraditionel, men synes alligevel ikke rigtig at ville fortælle noget som helst. Omvendt filmisk insisterende og poetisk var Maskulinismus, som skildrede Moso-folket i det sydvestlige Kina. Moso-folket lever i et matriarkat, og som den eneste film havde den overladt det til tilskueren at finde frem til et egentligt resultat. Den var ikke som de andre anmassende og belærende. Den stod som det lige forsagte sorte får i hjørnet og levede sit eget liv – og var i øvrigt ret beset den eneste ”filmiske film” blandt de ti indslag. Det får man som bekendt ikke altid priser for – men forsøget kunne godt være honoreret fra juryens side. Historierne var alle interessant – men historien og dramaturgi gør ikke alt. Langt fra.
På trods af det var vinderen Open Court kun udpeget for sin historie om en skilsmissesag i det fattige Indien. Andenprisen gik til Vejenes dronning, om en kvindelig lastbilchauffør i Palæstina. Filmen var også ret interessant, men faldt fuldstændig sammen i brugen af Google Earth programmet som en ramme for fortællingen. Tredjepladsen gik til førnævnte Den gamle mand og søen.
Innovisio som sammen med Danida havde arrangeret fremvisningen af filmene i både København og Århus, havde af uransagelige årsager valgt at holde event i en konferencecenter, hvor tilskuerforholdene var skandaløse og elendige. Allerede under første film kunne man konstatere at kun de to første række i salen kunne se hele lærredet, som der i øvrigt var to af. Det er nu ganske simpelt for dårligt at byde folk, der har rejst jorden rundt for at filme at deres film ikke bliver vist under ordentlige forhold. Man må håbe at forholdene på Journalist Højskolen på fredag er bedre. Man skal endelig dukke op fra kl. 13-17, hvor det vil være muligt at høre om alle holdenes oplevelser. Noget som man i øvrigt savnede meget i København. Filmene var alle god kvalitet, traditionel eller nyskabende, men arrangementet var amatøragtigt og direkte pinligt. Synd for legatmodtagerne.
