Skriv en kommentar
For Danny vejer hverdagen som et åg af teenageangst, der kommer sig af at han jo bare er den forsagte nørd på kanten af den sociale afgrund. Klassens hårde kerne af drenge kan akkurat tolerere ham, fordi han har en hjerne at forhandle med. Beklageligvis er det den samme hjerne, der forhindrer ham i at lytte til hjertet. Noget Dannys rebelske lillebror William ikke har besvær med. Hvad det er fuldt af, løber Williams mund over med og den udskriver checks, som kun hans kondisko kan dække. Men naturligvis indhenter Dannys barske klassekammerater ham og Danny skal vælge. Desværre vælger han at fedtspille og det skader brødrenes forhold.
Men alle de problemer krymper, da dommedagen på bedste monstermaner pløjer gennem landet og durk ind i Dannys familie. Faren bliver flået ud af vinduet imens moren er prisgivet en uvis skæbne i byens storcenter, og katastrofen efterlader brødrene alene med hinanden og deres uløste konflikter. Deres mission: at finde vej gennem de monsterhærgede forstæder til storcenteret og undervejs tilbage til hinanden.
Stærke replikker til stærke børneroller
Det er et fandenivoldsk temperament og en veloplagt tone, som Dannys Dommedag bereder os. Omgående bider man mærke i børnenes replikker, der rabler ud af dem med samme djærve humor som hos figurer i en roman af Dennis Jürgensen. Vi er hverken i dansk films anstrengende familiefedtede folkekomedier eller de tilsvarende forstokkede hverdagsdramaer, men i et langt mindre udtrådt terræn, når bemærkninger som “Smut med dig fedberg, du har din egen mad”, “Luk røven Rufus” eller “Husk at trække ud, når du er færdig med at skide” langes over desken. Forfriskende er det. Ligesom børnenes karakterpsykologier.
Man mærker at manuskriptforfatter Søren Grinderslev har skildret teenagere før og at hans forståelse af dem her er yderst instinktiv. Det er samtidig noget instruktør Martin Barnewitz og et velvalgt cast har formået at oversætte til troværdige, naturlige og spritfriske præstationer. Spillet mellem William og Danny er filmens kardinalpunkt og leverer al den ønskelige karakterkonflikt mellem Dannes voksne alvor og Williams sammenbidte trods. Men også de andre børn leverer; deres spil er spækket med nærværende energi og timing, der udløser både bevægende og lattervækkende momenter. Her er der tilløb til en original ungdomsfilm ligeså meget som en gedigen katestrofefilm.
Svage Voksne
De voksne karakterer er desværre svagere. Den selvbestaltede enmandshær i skikkelse af Peter Gantzler er værst og trækker folkekomiske tråde ind, hvor de ikke har noget at gøre. På samme måde er Lars Mikkelsen og Camilla Bendix alt for ferske og ekspositionelle figurer, som plottet på den ene side har berøvet en selvstændig personlighed, men på den anden side klogeligt valgt at undereksponere til fordel for drengene. Det her er børnenes film, og det boner heldigvis ud i den respektivt fordelte skærmtid.
Originale Monstre
Monstrene er veldesignede og originale, og filmen formår at snige dem ind i både anede glimt og bragende bøh-chok, sådan at væsnerne bevarer både deres mystik og skræmmeeffekt. Det skal dog siges, at plakat-designet spænder en smule ben for netop den, når den afslører monsterets omrids i titlen. Det er dog noget, som man glemmer, fordi plottet langt hen ad vejen er så velskåret og tempoet dygtigt afmålt. Langt hen ad vejen. For Dannys Dommedag glider ud af takt efterhånden som plottet netop tykner. Den misser nogle af sine målchancer, når det kommer til forløsninger af konflikter eller actionscener mod slutningen. Her i handlingens 11 time falder også flere af replikkerne til jorden, og det gumpetunge truer oplevelsen.
Endelig må man erkende, at en katastrofefilm på et budget har sine begrænsninger. Den kan ikke vise storslåede apokalyptiske panoramaer i et væk, men må sætte drypstop på den grafiske side og skrue op for forestillingsevnen. Det ved holdet bag Dannys Dommedag. Ligesom monstrene, afslører de kun dommedagsscenariet i glimt og fylder så ud med effektlyde og storytelling for resten af pengene. Det er mestendels gode valg, men tiden Danny og William tilbringer i kælderrum og barrikaderede klasseværelser bliver desværre så lang, at man ikke kan undgå at føle sig snydt for det som traileren lover.
En film for familien men IKKE en familiefilm
Alt taget i betragtning er "Dannys Dommedag" en helt igennem god og solid filmoplevelse for hele familien. Men det er ingen "familiefilm". Dertil er den for indlevende og loyal overfor sit emne. "Dannys Dommedag" er for unge, med unge og føles lidt som om den var lavet af unge. På den fede måde. Og i den forstand er filmen i øjenhøjde med sit publikums forestillingsevne og -verden - noget som vi skal tilbage til pionererne fra DRs B&U redaktion for at finde eksempler på. Måske tegner det her til indmarchen af ny generation af Karsten Overskov'er og Dennis Jürgensen'er. Man kan kun håbe.
