Skriv en kommentar
Indenfor electronica genren er Depeche Mode uden sammenligning den mest indflydelsesrige og populære gruppe der eksisterer. Som band har de gennem snart 30 år altid haft deres helt eget aftryk; trods en udvikling fra lys til mørk synth i 80'erne, til 90'erne der lånte fra tungere rock og remix kulturen de selv startede og nu op i det nye årtusind, hvor stilen er i genremæssig opbrud fra album til album. Bandets to blikfang og frontfigurer, Martin Gore og David Gahan, har haft gang i to soloprojekter og nu er Mr. Gahan altså ude med opfølgeren til den jævne ”Paper Monsters” fra 2003. Det nye album, ”Hourglass”, er imidlertid en flot og selvbevidst produktion der emmer af skabelyst. Måske vigtigst af alt viser albummet, at David Gahan kan selv.
Selvom det er Gahans album, er tydeligt fra første til sidste skæring at vi har at gøre med en 1/3 del af Depeche Mode. Den synth'et og pompøse lyd, med iørefaldende omkvæd og rock'et guitar er arketypisk DM, der umiddelbart trækker på ”Songs of Faith and Devotion”, ”Playing The Angel” og Gahans egen ”Paper Monsters”. Temaet på ”Hourglas” er heller ikke helt ukendt, hvor selvransagelse og søgen efter dybere mening i de højere himmelstrøg er en genganger, men sjældent har det lydt så modent og selverkendende som med nummeret ”Insolube”. Albummet starter indledningsvis rigtigt godt med ”Saw Something” og ”Kingdom”, pladens første singleudspil, men følgende er pladen nu en blandet pose bolsjer. Midten af pladen fra sang tre, ”Deeper + Deeper”, til nr. seks, ”Use You”, er alle relativt jævne sange - en jamsession der ikke rigtigt kommer nogen vegne. Der bliver rocket og plinget løs med guitar og keyboard, der i al sin kedsommelighed går hen og bliver temmeligt uvedkommende. De gode takter vises dog igen med den dybtfølte ”Insoluble” og højdepunktet ”A Little Lie” viser en kompromisløs David Gahan med fornyet saft og kraft. Hér fornemmer man dilemmaet i ønsket med at klippe navlestrengen til Depeche Mode og fastholdelsen af hvad han uundgåeligt altid vil være en del af – men også en cementering af hvilket enormt potentiale Gahan har, når endeligt han tør slå sig løs på egen hånd. Tilbage står man med et overraskende godt album, der trods super produktion og en iøvrigt flot udgivelse med ekstra DVD inkluderet, har iørefaldende fejl og overgange man sagtens kunne være foruden.
Trods den åbentlyse lydmæssige sammenligning med DM, virker det endeligt som om David Gahan har fundet sig selv og tør træde ud af Martin Gores skygge som altdominerende teknisk og sangskrivende institution. ”Hourglass” er et godt elektronica album som helhed, med fremragende bidrag som ”Saw Something”, ”Kingdom”, ”Insoluble” og den helt fantastiske ”A Little Lie”, men også par kedelige sange som ”Miracles” og ”21 Days”. Det er fortrøstningsfuldt at høre David Gahan med oprigtig mod på en solokarriere, der vil mere end blot udnytte sit gode navn – og ”Hourglass” er både en plade for Depeche Mode fans og dem der værdsætter god geding elektronica.
Ekstra materiale: 5/6
Depeche Mode har en sund tradition med at udsende deres materiale i bedst mulig kvalitet. Samtlige albums er fornyligt blevet remasteret og udsendt med Dvd, proppet med dokumentar og udover remasteret udgaver er der mulighed for at høre klassikerne i DTS 5.1. og Dolby Digital 5.1 ect. . En sådan lækkerbisken af en udgivelse, kan ikke forventes af så ny et album som ”Hourglass”. Alligevel får man en 19 minutters dokumentar om albummets tilblivelse, musikvideoen til ”Kingdom” og studiesessions med fem sange med. Det er ikke helt lige så lukrativ som Depeche Mode udgivelserne, der er bl.a. ikke DTS eller Dolby Digital spor, men når alt kommer til alt er ekstra Dvd'en imponerende og skulle sættet vurderes samlet, ville ekstra materialet trække en karakter op.
CD/DVDen er venligst stillet til rådighed af:EMI Music Denmark.
