Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For ca. et års tid siden døde zombiemesteren over dem alle, George A. Romero. Romero var med til at sætte zombiegenren på filmlandkortet og formåede med især Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985) at skabe både uhygge og samfundskritik. Der var rent faktisk et formål med Romeros fortællinger, og han forsøgte da også selv senere hen at udvide universet med de mindre gode Land of the Dead (2005), Diary of the Dead (2007) og Survival of the Dead (2009). Der har også været gentagende forsøg på at genindspille Romeros tre mesterværker og især Zack Snyders udgave af Dawn of the Dead fra 2004 er efter min mening ret succesfuld. Day of the Dead har både fået en opfølger med Day of the Dead 2: Contagium (2005) og et remake med Day of the Dead (2008). Her i 2018 forsøges der så igen, og endnu en gang uden held. Day of the Dead: Bloodline er himmelråbende tåbelig og en decideret skændsel i mod genren.
Zoe (Sophie Skelton) læser medicin, da der en dag bryder inficerende virus ud og gør folk til kødædende zombier. 5 år senere følger vi den overlevende Zoe, der arbejder som læge på en godt beskyttet militærbase. Her forsøger hun at finde en kur i mod zombievirussen, og da der en dag dukker en zombie op, der har bibeholdt noget af sine menneskelighed ser Zoe muligheden for endelig at redde menneskeheden.
Lad os starte med sammenligningen. Romeros Day of the Dead var en klaustrofobisk og uhyggelig film, der foregik i en soldaterbunker, hvor omverdenen nærmest ikke var en del af historien. Den var en kritisk kommentar rettet direkte i mod Den Kolde Krig, hvor folk var bange for de altødelæggende atomvåben, og zombierne var desuden også et billede på de mange soldater der var vendt hjem fra Vietnam-krigen; fyldt med krigens rædsler og PTSD. Romero brugte faktisk sine zombier og sin historie til noget reelt. Day of the Dead: Bloodline forsøger blot at underholde, og her fejler den altså bare big time.
Når zombierne bider i folk så eksploderer folk nærmest med blod og indvolde; et forsøg på at forarge skaber hermed nærmest en komisk reaktion, fordi det er så overdrevet. Hovedkaraktereren Zoe er noget af det mest irriterende jeg længe har set. I sine forsøg på at skabe den her kur, tager hun så mange idiotiske og egoistiske valg, at folk konstant dør omkring hende pga. hende. Man sidder inderligt og håber på, at hun selv vil blive bidt eller spist.
Og så til filmens mest latterlige plotdel. I starten af filmen, da Zoe er medicinstuderende, tager hun hver uge en blodprøve fra en patient ved navn Max (Jonathan Schaech). Max er decideret syg i hovedet, stalker Zoe og forsøger at voldtage hende. Han bliver dog bidt af en zombie og formodes til at starte med at være død. Men nej, for da Zoe og en række soldater en dag tager tilbage til Zoes gamle skole for at hente noget medicin, er Max der stadig (han har åbenbart bare blevet og overlevet som en zombie på den skole i 5 år!). Max gemmer sig under soldaternes bil og sniger sig ind i på anlægget, hvor han altså stadig stalker Zoe. Max vil ikke slå Zoe ihjel, for han er jo bare en klam zombiestalker, der af en uforklarlig grund har bibeholdt noget menneske i sig. Jamen i guder, hvor er det latterligt fundet på! Det føles nogle gange som en parodi på genren, men skuespillerne er ekstremt seriøse i deres fremtoning, så det er næppe for sjov.
Day of the Dead: Bloodline er en virkelig ringe film. Lad nu være med at lave de her remakes, når det skal gøres så udueligt. Find nogen der kan skrive et ordentlig og realistisk (inden for genren) manuskript og så brug de penge på det, som det kræver at lave sådan en film. Ellers bare lad være. Og til folk der ser film: lad være med at se det her makværk!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
