Midt mellem de to giganter “Arrow” og “The Flash” er et andet spin-off dukket op i det såkaldte Arrowverse. “DC’s Legends Of Tomorrow” er det perfekte spin-off, der allerede nu holder et mere konsekvent kvalitativt niveau end sine forgængere. Ikke ulig Justice League og Teen Titans er Legends Of Tomorrow en samling superhelte. Der hvor serien dog virkelig skiller sig ud, er med sin direkte underlige og skævt humoristiske indgangsvinkel. Og nå ja, tidsrejser er altid underholdende, og dem er der masser af.
Netop som vi efterlod vores helte i sidste sæson, havde de virkelig dummet sig, og ødelagt en tidslinje så meget, at Rip Hunter fyrede dem og snuppede deres tidsmaskine. Som tredje sæson går i gang, stjæler de tidsmaskinen tilbage igen for at besejre en såkaldt tidsdæmon, og finde seks magiske dimser for at kunne gøre det.
Ja, “DC’s Legends Of Tomorrow” er langt ude. Det kommer faktisk konstant længere og længere ud, og det er netop derfor, at det kan overraske og underholde. Det gør ting, som man normalt ikke må gøre i serier og film, og den gør det godt. Tredje sæson er en naturlig forlængelse af de første to sæsoner, og tør jeg sige det? Faktisk er det den bedste sæson til dato - måske endda i hele Arrowverse. Der er stadig karakterer fra både “The Flash”, “Arrow” og endda “Supergirl” der dukker op i ny og næ, men ulig de to førstnævnte, kan du sagtens se serien uafhængigt af de andre serier. Dette er en klar fordel, for både “Arrow” og “The Flash” har flere jævne og/eller deciderede dårlige sæsoner iblandt dem.
Tredje sæson af “DC’s Legends Of Tomorrow” bliver endda lidt småpolitisk i en episode, hvor både Lyndon B. Johnson og Barack Obama står for skud - bogstaveligt talt. Der er sågar en muslimsk superhelt blandt gruppen. Det er små kommentarer som disse, der hæver serien over tom underholdning, men selv uden substansen, ville dette være en anbefalelsesværdig serie, da tonen og seriens sammensætning er lige i øjet. Kommentarerne er dog prikken over i’et, der hæver den et ekstra niveau, og tredje sæson byder på endnu mere af den slags end førhen. Hele vejen igennem er det bare konstant mere af alt det gode. Jeg glæder mig allerede til næste sæson.
Billede & Lyd - 5/6
Billedet er skarpt, farverigt og detaljeret. De mørke scener lider ikke overlast, og billedet er renset godt for gryn. Lyden er også en imponerende størrelse, hvor alt dialog tydeligt kan høres imens effekterne og musikken brager derudaf.
Ekstramateriale - 5/6
4 episoder der krydses sammen med de andre Arrowverse-serier havde næsten været nok, men samtidig er der 4 featurettes der sammenlagt overskrider en times spilletid. Her kommer man måske ikke så meget ind på produktionen, men forstår bedre skuespillerens dynamik indbyrdes. Derudover er der er Gag Reel, som understreger at det ikke har været en kedelig produktion samt en håndfuld slettede scener, der måske ikke tilføjer det store, men alligevel udvider forståelsen en smule.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.