Skriv en kommentar
Pierre Niemans (Jean Reno) er den erfarne politimand fra Paris. Han er kaldt til universitetsbyen Guernon, hvor en bjergbestiger har fundet liget af en bibliotikar. Men det er ikke noget helt almindeligt mord. Liget bliver fundet hængt op ad en bjergside, bundet sammen i fosterstilling, og med hænderne amputeret, og øjnene pillet ud. En sag der virkelig ryster det lille univeristetssamfund.
Samme dag, 300 km fra Guernon bliver den nye unge fare-elskende politibetjent Max Kerkerian (Vincent Cassel) kaldt ud til en forholdsvis simpel sag. Nogle har tegnet hagekors på det eneste mausoleum der er på kirkegården. Det er graven til et barn der døde som 10 årig for 20 år siden. Han forsøger at gå ind i mausoleumet, men bliver tilbageholdt af kirkegårdsgraveren, der synes han skal have forældrenes tilladelse til af gå derind. På vejen væk derfra går turen forbi den lokale skole, der har haft indbrud, men ikke har fået noget stjålet. Ved nærmere eftersyn opdager man dog at der er revet nogle sider ud af en bog, og nogle gamle klassebilleder er også væk.
Niemans efterforsker stadig mordet i universitetsbyen, og har i mellemtiden fået hjælp af Fanny Ferrerira (Nadia Fares) – bjergbestigeren som fandt det første lig. Hun er ekspert i laviner, og hun hjælper Niemans hen til det sted hvor hun fandt liget. Kerkerians efterforskning leder ham forbi nogle højreekstremister, og senere leder jagten på en hvis Lada ham til Guernon, og før de ved af det, er både Niemans og Kerkerians sager smeltet sammen.
De Blodrøde Floder er fransk film når det er bedst. Det er en thriller i højeste klasse, der har alle elementer der skal til for at være en rigtig god film. Den minder mig af og til om ”Seven”, og det er da ikke den dårligste sammenligning man kan få.
Jean Reno beviser endnu engang at han mestrer action filmene. Endnu engang giver han sin rolle dybde, troværdighed og tyngde. Jean Reno er ganske enkelt genial. Han beviser at han hører hjemme i enhver fransk actionfilm, og det endda til trods for at han er ved at opbygge sig en karriere i Hollywood, hvor han også gør sig godt, men han er nu stadig bedst i de franske film. I ”De Blodrøde Floder” leverer han en utrolig god præstation som den garvede betjent der absolut ikke er interesseret i at arbejde sammen med andre.
Og da slet ikke Kerkerian, som lige så suverænt spilles af Vincent Cassel. Ham lagde jeg første gang mærke til i actionbraget ”Dobermann”, og jeg må sige at han i hvert fald ikke er blevet dårligere siden da. Han spiller også meget troværdigt, og har et fantastisk samspil med Jean Reno. Som en lille fodnote, kan jeg fortælle at Vincents far Jean-Pierre Cassel i ”De Blodrøde Floder” spiller lægen Bernard Chernezè.
Derudover er jeg nødt til at nævne Tonio Descanvelle og Olivier Rousset, som spiller 2 betjente i Sarzac. De er simpelt hen for sjove, og giver en ellers dyster film sine muntre øjeblikke.
Musikken er et helt specielt kapitel for sig. Det er Bruno Coulas der har lavet den, og den er blevet meget vellykket. Den understøtter handlingen perfekt, og er velvalgt i de forskellige situationer. Et mesterværk af manden der har lavet musik til godt 60 film.
Instruktøren er Mathieu Kassovitz, som har fået lavet en film i allerhøjeste klasse. Den er på en gang mådeholden og dristig, ja nærmest svulstig og overdreven god. Han har virkelig formået at få det bedste ud af bogen som er skrevet af Jean-Christophe Grangé. Det er for i øvrigt første gang at Kassovitz instruerer en film han ikke selv har lavet manuskript til.
”De Blodrøde Floder” er som nævnt en uhyggelig god film. Den er anbefalelsesværdig til alle der kan lide en god thriller med en snert af humor. Den kan varmt anbefales, og tro mig, det gør ikke spor at den er fransk !!!
