Skriv en kommentar
Når nu Lars von Trier tillader sig at spænde ben for Leth i denne film ved at lade Leth gennemspille sin kortfilmsklassiker fra –67 Det Perfekte Menneske ud fra von Triers præmisser, ja så kan vi vil også forsøgsvis drille von Trier en smule i en anmeldelse af DVD-udgaven af De fem benspænd.
Det er næppe Leth der er i terapi i De Fem Benspænd men von Trier, selvom von Trier flere gange forsøger at fastholde dette perspektiv overfor Leth. Hver enkel gennemspilning af Det Perfekte Menneske der kommer ud af mødet de to herrer imellem fremstår snarere som noget von Trier må i sit eget filmiske arbejde, end som øjenåbende for Leth, simpelthen fordi nedbrydningen eller tør vi sige dekonstruktionen af lærermesterens perle fra –67 snarere fremstår som en nærmen sig Triers filmiske univers end tilføjer Leths filmkunst nye facetter. Det kommer i virkeligheden tydeligst til udtryk ved, at De Fem Benspænd kun indeholder fragmenter fra den originale film – således har man faktisk ikke en chance for at forholde sig til variationerne af originalen; det lader sig kun gøre på DVD-en, hvor den originale film indledningsvist kan ses, hvis man klikker sig frem til ekstramaterialet. Eller hvis man kender originalen nøje. Altså, det er von Triers egen filmiske proces og univers der interesserer von Trier, ikke Leths.
Så hvor er det von Trier vil hen? Vil han på bedste infantile vis gøre Leths filmkunst til sin egen? Næppe. Snarere vil han gå i kødet på en basal filmisk inspirationskilde som Leth repræsenterer, og som von Trier på sin vis har forholdt sig til igennem hele sin produktion, sit oeuvre. Det samme forhold var vel på spil i Triers konfrontation med kulturradikalisten, forfatteren Klaus Rifbjerg i samtaleserien Store Klaus og Lille Lars. Von Trier fremstår derved som en endog særdeles levende filmkunstner der på samme tid insisterer på dialog og opgør med sin baggrund og sin inspiration. Mht. Leth handler det umiddelbart om de formelle krav de to herrer så at sige altid har arbejdet ud fra og den tematiske distance, den tilskuerrolle de begge ligeledes har arbejdet ud fra hver på sin måde.
Von Trier får undervejs fortalt, at det er mennesket bag det perfekte, han vil nå frem til gennem benspændene. Det er jo et særdeles sympatisk projekt, men man må dog undre sig over, at de to herrer så at sige ikke veksler ét ord om de færdige resultater. I stedet kontrollerer von Trier blot om benspændene bliver overholdt. Det centrale og seværdige i filmen bliver således von Triers oplæg, krav til Leth og hvordan Leth sætter dem i værk, altså den dokumentariske del.
Skal jeg være rigtig grov fremtræder nogle af benspændene som karrikaturer af von Triers filmiske udtryk. Fx i det første benspænd, hvor kravet bla. er, at der skal klippes for hvert 12. frame, d.v.s. hvert halve sekund. Det er ingen hemmelighed at von Trier siden Breaking the Waves har klippet bemærkelsesværdigt abrupt gennem ekstreme jumpcuts også i den enkelte indstilling. Men dog aldrig så ekstremt som Leth her tvinges til. Resultatet for Leths vedkommende er noget der kan minde om reklame eller musikvideo.
I det andet og mest interessante benspænd tvinges Leth til at opsøge det usleste sted han kan finde, for Leths og mange andres vedkommende Red Light-distriktet i Bombay, for at gennemspille Det Perfekte Menneske uden at vise den usle baggrund det menneske agerer i. Leth er ikke i stand til det, men viser baggrunden netop som baggrund. Scenen er fremragende, absurd – og så er det virkelighed. I forhold til von Triers filmkunst er scenen ubrugelig (det lå jo også i præmisserne), akkurart fordi det ikke lykkes det gode menneske Leth at gennemføre udelukkelsen; det er ikke muligt for Leth at gennemføre iscenesættelsen i en direkte konfrontation med elendigheden. Det siger noget om Leth men næppe noget om filmkunsten, der tværtimod på sin vis gennemfører scenen gang på gang. På den anden side kunne det måske give stof til eftertanke hos en stor kunstner som von Trier der efter sigende lider af rejsefobi og foretrækker nærliggende filmstudier. Og det er altså noget helt andet der er på spil, når von Triers skuespillere klager over terapeutisk mishandling, eller over at et affældigt æsel efter sigende må lade livet i hans kommende film Mandalay.
Det tredje benspænd er at stille Leth frit, d.v.s. Leth tvinges til at give Det Perfekte Menneske af i dag helt uden formelle krav. Det kommer der en rodet, igen reklameæstetisk, affære fra Bruxelles ud af.
Det fjerde benspænd er at lave tegnefilm, en genre både von Trier og Leth åbenbart afskyr. Hvorfor får vi egentlig aldrig at vide. Leth kommer elegant igennem øvelsen ved simpelthen at lade en af tegnefilmsbranchens virtuose drenge så at sige tegne vha. computer ovenpå udvalgte stykker fra Det Perfekte Menneske og andre film fra Leths store produktion. Baggrunden skinner mao. igen igennem det der skulle være en nedbrydning af det lethske univers.
Det femte benspænd står von Trier selv for. Og det skuffer fælt. Han lader sin eminente klipper Camilla Skousen klippe illustrativt i alt det dokumentariske materiale, imens Leth på lydsiden læser et brev op skrevet af von Trier selv i Leths navn, stilet til – von Trier. Redundansen er enorm. Men hvad værre er, afsluttes De Fem Benspænd pga. den illustrative billedside med en flad slutning i forhold til Leths foregående bestræbelser, men først og fremmest i forhold til von Triers projekt. Vel kan en sådan reportageagtig slutning ses ironisk, som en effektfuld og ultimativ nedbrydning af Leths og også von Triers kunstneriske bestræbelser, ja som en slags halvhjertet kasten handsken i ringen fra von Triers side i forhold til det særdeles talentfulde offer, Leth. Reportagen fremtræder dog flad, fordi den, ironisk eller ej, fremtræder uden antydning af den von Trierske eller Lethske filmkunst - var det virkelig det von Trier ville frem til; at plædere et kunstnerisk fald der vitterligt aldrig fandt sted hos Leth. Det er der sørme ikke meget perspektiv i!
Dog, von Triers konklusion, sådan som den fremstår i brevet til ham selv er god og værd at lægge sig på sinde; mennesket er hele tiden til stede hos Leth! Det forhold gælder akkurat de to herrer fremragende filmkunstnere Leth og von Trier; at uanset hvor formel eller distant deres kunst ved første øjekast kan forekomme er sanseligheden altid til stede. De magter begge spændingen mellem det sanselige og det sublime. Det er stort!
Lars von Trier er uden tvivl en af filmkunstens helt store instruktører i dag, men efter at have set De Fem Benspænd må man igen, og ja måske mere end nogensinde før spørge instruktøren om, hvor den egentlige dialog bliver af. Dialogen kommer så sandelig på sin vis til udtryk i de mesterlige spillefilm, men i dokumentarfilmene, ligesåvel som i interviewene med instruktøren lader den vente på sig. Og i stedet præsenteres vi for selviscenesættelser der nok kan være underholdende, men egentlig ikke rækker længere end en slags intellektuel Billedblads-nyfigenhed, hvor man i virkeligheden aldrig får noget at vide, endsige bliver klogere. Når nu instruktøren Lars von Trier insisterer på dokumentarfilm omkring sit virke, kunne det være herligt om seriøsiteten slog igennem. Om han virkelig konfronterede den blufærdighed der gang på gang ligger som en uudfoldet undertone i det dokumentariske trier-materiale. Tør von Trier konfrontere sin egen blufærdighed, foran kameraet? Se det ville være et benspænd der forslår. Tør von Trier tage den udfordring op?! Leth overlevede derfor på sin vis De Fem Benspænd – let.
I DVD-materialet kan man ikke undgå at spørge til noget af alt det der er klippet væk i mødet mellem de to mestre. Her er ikke en meter! Dertil går von Triers iscenesættelse måske også?! I stedet kan man more sig over en herlig bid, hvor Leth opsøger en woodoo-præst på Haiti, hvor Leth er bosat, for på afstand at gøre von Trier ikke blot mere medgørlig men simpelthen mere åben. Scenen er på samme tid helt i tråd med den trierske selviscenesættelse og et pletskud i den lisså trierske blufærdighed.
Derudover skal selvfølgelig Leths perle af en kortfilm fra –67, Det Perfekte Menneske fremhæves – den balancerer herligt mellem satiren, sanseligheden og det sublime. Se den endelig inden De Fem Benspænd.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
