Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På 60-års dagen for Vel d’Hiv, som var det franske politis berygtede massearrestation af jødiske familier i juli 1942, bliver den amerikanske journalist Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) bedt om at skrive en artikel om denne sorte dag i Frankrigs historie. Under sin research finder hun frem til en frygtelig hemmelighed – den hjerteskærende historie om den 10-årige jødiske pige Sarah, der gemmer sin yngre bror i garderobeskabet, inden familien brutalt bliver hentet af politiet. Hun låser skabet og kommer nøglen i lommen, overbevist om, at hun vil komme tilbage om få timer. Men timerne bliver til døgn, og Sarahs desperation vokser. Julia føler sig kaldet til at skrive om pigens skæbne, og undervejs begynder hun sætte spørgsmålstegn ved sit eget liv.
Selvom De Kaldte Hende Sarah i biografmørket sikkert havde potentiale til at være både dybfyldt og vedkommende, bliver filmen lettere uvedkommende og langtrukken hjemme i sofaen. Den nutidige historie med Julia Jarmond som jounalisten, der forsøger at opklare sandheden bag tragedien, er både uinteressant og man føler aldrig rigtig med hende på hendes rejse. Det interessante ligger utvilvsomt i fortidens tragiske begivenheder om hvordan den lille pige Sarah og hendes forældre kommer i koncentrationslejr og om hendes naive håb om, at hun har reddet sin bror fra den sikre død.
Kristin Scott Thomas’ 2009 Julia bliver alt for emotionelt involveret i sin artikel og sin research og det kommer til at virke lettere urealistisk, at hendes liv vil forandre sig så markant på grund af en jobopgave. Hun er uden tvivl den eneste, som kan se potentialet i historien, og vi bliver aldrig rigtig delagtigjort i det. Vi føler ikke, hvad hun føler og tænker. Hendes rejse kombineres med hendes privatliv, som bliver sekundært for fortællingen. Hendes ydre og indre kamp for at få opklaret myseriet og sandheden om enkel families skæbne udner 2. Verdenskrig, føles malplaceret. Først hen imod slutningen af filmen, når Julia møder Sarahs efterladte familie, tilføres en vis portion spænding og troværdig dramatik i den del af fortællingen.
Sarah’s historie derimod er ti gange mere interessant. Hele omdrejningspunktet med at hun gør sin bror en bjørnetjenste med at skujle ham inde i et skab, da det franske politi kommer for at hente familien, er forfærdeligt tragisk og bidrager til suspens og dramatik. Samtidigt følger vi hendes opvækst og voksendom og hvordan hun med blødende hjerte formår at stifte familie med mand og børn trods Sarahs dårlige odds.
Dermed bliver krydsklippene mellem det interessante og barske (fortiden) og det uinteressante og banale (nutiden) en mærkelig blanding, hvor man på den ene side venter i spænding på udfaldet, mens på den anden side overvejer at slukke for filmen.
De Kaldte Hende Sarah fortæller om franske forbrydelser mod de franske jøder under verendeskrigen. Der er efterhånden fortalt et utal af historier fra krigens rædsler på ligeledes mange forskellige faconer. Filmen har masser på hjertet og forsøger både at være dramatisk og følelsesmæssig involverende, men desværre er det kun halvdelen af filmen der fungerer. Julias egen kamp for at få tilværelsen til at fungere bliver ubetydelig i forhold til resten. Det kommer desværre til at føles som om, at man sidder og zapper mellem en god og dårlig fransk film.
SF/Fox.
