Skriv en kommentar
Man kan finde så mange gode kvaliteter i film. Nogle film har genialt skuespil, mennesker der overbeviser dig om at noget fiktionelt virkeligt er ved at ske. Så er der filmene, hvor manuskriptforfatteren tager dig på en overraskende rejse, dem hvor selve fortællingen er, hvad der holder dig tryllebundet.
Desværre leverer den nyeste fortolkning af Alexandre Dumas fortælling om de tre musketerer ingen af disse to elementer. Manuskriptet er noget smårodet vrøvl, som ikke giver meget mening for hverken karaktererne eller plottet. Skuespillet er alment dårligt mest grundet nogle helt frygtelige replikker. De skuespilsmæssige highlights var Milla Jovovich, Orlando Bloom og Freddie Fox, der alle gør et glimrende job til at overspille deres respektive roller så man næsten glemmer, hvad det er for noget vrøvl de skal sige.
Heldigvis er der et tredje element, der kan være vigtigt i film: visuelt spektakel. Og det har De Tre Musketerer utroligt meget af. Filmen har en scene, hvor et luftskib nødlander på taget af Notre Dame kirken, giver en vis forståelse for, hvad filmen består af. Filmen er farverig at se på, og kampscenerne er koreograferet til at udnytte skuespillerne og slowmotion ganske fænomenalt.
Naturligvis havde filmen været bedre hvis skuespillet havde været fantastisk, replikkerne geniale og plottet spændene hele vejen. Desværre kan den ikke levere på disse punkter, men at den stadig ikkeer spild ens tid, siger meget om det visuelle element i filmen. Filmen bliver vist i 3D og selv om det ikke er dårligt på nogen måde, så kunne man have håbet på noget mere spændende. Paul W. S. Andersons sidste film, Resident Evil: Afterlife (Nummer 4 for dem der har tal på det.) brugte 3D virkelig godt og den fik en til at føle, at man ikke bare havde briller på for syns skyld. Desværre levede De Tre Musketerer ikke op til denne standard og jeg tror, jeg vil påstå, at man ligeså godt bare kan se den i 2D.
Min største anke ved filmen er den samme som jeg finder i ældre udgaver af filmen: Aramis, Porthos og Arthos er alle potentielt spændene roller som fuldstændig drukner i fortællingen. D’artagnan, Buckingham, Milady og Rochefort stjæler helt billedet fra hvad der burde være tre helte.
I virkeligheden er det her en film, som jeg burde hade. Der er alt det galt som den moderne hollywood lider af. Til gengæld viser den også helt fantastisk hvorfor man bør overveje en tur i biografen fra tid til andet - der er simpelthen ingen sammenligning med det spektakel, man kan opleve.
