Skriv en kommentar
Systemet er under lup i den nye norske film "De Usynlige", instrueret af Erik Poppe, der mest af alt føles som en norsk Per Fly film, men det behøver jo ikke nødvendigvis at være en dårlig ting, og "De Usynlige" har da også mange interessente elementer, der giver et kritisk indblik i det moderne retssamfund.
Jan Thomas(Pål Sverre Valheim Hagen) bliver løsladt efter 8 års fængsel. Dømt for mordet på Agnes(Trine Dyrholm) søn, er Jan afvist af samfundet, og søger at komme tilbage. Jan Thomas er en genial pianist og via sine talenter, får han jobbet som organist i en lille kirke. Han begynder at falde for præsten Anna(Ellen Dorrit Petersen) og deres forhold udviker sig hurtigt, og Jan vælger ikke at fortælle om sin blakkede fortid. Agnes har samtidig utroligt svært ved at komme videre. Jan Thomas erklære sig aldrig skyldig, og det er derfor umuligt for Agnes at hade ham eller tilgive ham, når hun ikke har fået en afklaring på hvad der er sket. Agnes er lærer, og en dag kommer hun og hendes skoleklasse på udflugtsbesøg i kirken som Jan Thomas arbejder i, og Agnes genkender ham med det samme. Da hun så samtidig ser ham med præsten og hendes lille søn Isak bliver det for meget for hende, og det ripper op i det hele igen.
Som sagt minder "De Usynlige" meget om for eks Per Flys "Drabet" der omhandler flere forskellige personers skæbner i forbindese med mord, og hvordan retssystemet ikke er bygget til at hjælpe de forskellige personer på et mere personligt plan, og derfor egentligt bare udskyder disse problemer via fængsel. Disse film er genre dramaer, og selvom "De Usynlige" har et lidt andet plot, minder den meget om noget man har set før. Skuespillet er godt, specielt fra debutant Pål Sverre Valheim Hagen der spiller Jan Thomas, der i forbindelse med filmen lærte at spille klaver og var midlertidigt indsat i et svensk fængsel. Trine Dyrholm er på velkendt territorie, men er stadig god. Resten af skuespillet er udemærket, uden at de mange roller er specielt spændende.
"De Usynlige" er en udemærket film, den virker lidt for velkendt, men hvis man ikke har set alt for mange af den slags drama film, vil man nok finde filmen rigtig god. Gode præstationer, interessente temaer, gode sociale kommentare, men instruktør Erik Poppe formår ikke rigtigt at løfte værket, så det føles specielt.
