Skriv en kommentar
Heltene er sat på pension. Erstatningskravene og upopulariteten blev simpelthen for stor. De må holde sig skjult og leve kedelige, almindeliggjorte liv. Sådan ligger landet i middelmådighedens Vesten ifølge De Utrolige.
Almindeliggørelsen dvs. menneskeliggørelsen af superheltene og deres superbørn gør filmen virtuost til udgangspunkt for deres superevner. Mors, Elastigirls evne til at strække sig ud i umådelig længde og i alle former for at skabe ro på hjemmefronten er velkendt. Pubertetspigen Violet, gør sig, som pubertetspiger jo gør, usynlig og skaber et kraftfelt af usårlighed omkring sig. Drengen Dash løber, som drenge jo gør, fra det hele med en vældig fart. Og far, Incredible er jo som fædre er, meget, meget stærk. Taget ganske bogstaveligt, er det alt sammen uvurderlige evner, når verden skal reddes. Ja, selv babyen gør, som babyer jo gør, og er derfor på trods af alle forestillinger om babyers uformåenhed uvurderlig (hvordan, det må man selv gå i biografen og nyde, endda i slutscenen).
Temaet behandles markant anderledes end, hvad vi er vant til i kommercielle (animerede) spillefilm. Vi er ikke vant til den næsten politiserende tone, når det med vægt vises, hvordan det moderne, vestlige samfund pensionerer sine helte i middelmådighedens navn, fordi vi jo alle er helte. Det er så meget mere sikkert - og tandløst - at tale i klichéer. Temaet gennemspilles endda med konstant fokus på et næsten midaldrende forældre/heltepar. Der skal nok være de børn og unge der specielt i filmens første halvdel forvirres over den konsekvente fokusering på familie- og arbejdslivets trivialiteter, fremfor ungdommelig action. Men bare rolig, filmen har alt det bulder og brag, man kan ønske sig, efterhånden som middelmådigheden i skikkelse af den i barndommen skuffede superheltefan, nu infantile hævner Syndrom bekæmpes. Og med baggrund i de let genkendelige karakterer og deres trivielle hverdag med så meget større effekt. At forældrene og deres børn altid er helte i overflodssamfundet, er altså ikke så sikkert endda, ifølge filmen. Der skal handling til. Tag den!
Atter engang forundres man over computerteknologien, der for hver computeranimerede film sætter nye standarder for, hvad man kan. Bevægelse og tekstur er igen, igen imponerende. Hver gang tror man, at nu må målet da været nået. Men sandheden er den, at mediet er i rivende udvikling. Og så bruger denne film endda sine virtuose, tekniske virkemidler i nøje overensstemmelse med sin historie. På samme måde er det mere en kunstnerisk konsekvens, end et spørgsmål om teknologi, når figurerne i scene efter scene bemægtiger sig rummet på en måde, man ellers kun finder i liveaction. Timingen er virtuos. Her finder vi vaskeægte karaktertegning. Der er simpelthen kommet en ro ind i scenerne, som nok skal falde nogle for brystet, men som de fleste forhåbentlig vil forstå at nyde i fulde drag. På samme måde stiliseres scenerierne, når det er nødvendigt for at fortælle med vægt, fremfor at imponere ved pragt.
Alt i alt fornemmer man, at det ikke kun er Pixar Animation Studios (Toy Story, Monsters Inc., Find Nemo), der har gjort det utrolige igen, men at der står en personlighed bag. Bag den vægtige, og nærmest politiserende historie, den virtuose karakterudvikling og de altid betydningsfulde og facinerende scenerier står instruktøren og manuskriptforfatteren Brad Bird. Han stod også bag nyklassikeren Drengen og Jernkæmpen (-99) og første sæson af The Simpsons (-89) – og så lægger han for øvrigt i den amerikanske udgave af De Utrolige stemme til den vældigt effektive modeskaber Edna ´E´ Mode, der, ligesom instruktøren, ikke et sekund er i tvivl om, hvordan superheltefamilien skal klædes på til kamp. Bird er auteur – en betegnelse for en instruktør, hvis personlige, kunstneriske talent brænder igennem lærredet. Her tales ikke ned, men op til publikum. Hurra for det!
Kort sagt: De Utrolige er ikke blot en utrolig visuel oplevelse, men har også noget utrolig vigtigt på hjerte, som man kan tage med, når man møder sine børn eller sine forældre. Heltene bliver til, når vi har fået nok af vores middelmådighed!
