Skriv en kommentar
Det er svært ikke at se Thomas Vinterbergs film i lyset af kollegaen Lars von Triers igangværende amerika-trilogi; dels er Dear Wendy en parafrase over USA´s mildest talt problematiske forhold til våben, og dels er manuskriptet af von Trier. Og ligeså iøjnefaldende er det stiliserede setup centreret om hovedgaden i en lille amerikansk by. Fjern kulisserne og tegn byen op med kridtstreger, og vi har en gentagelse af Triers studieby Dogville. Men mens von Trier virtuost udnyttede en teatralsk minimalisme og af den vej fortalte så det gjorde indtryk, er manuskriptets formelle distance til handlingen og til personerne, ikke mindst hovedpersonen Dick (Jamie Bell), så tydelig at den hele tiden truer med at tage luften ud af Vinterbergs realisme. Og det på trods af den fremragende fotograf Anthony Dod Mantles sikre realistiske stil. Man mangler simpelthen den Vinterbergske gnist, hans indfølende, realistiske fingeraftryk som vi så det i De Største Helte og Festen. Til sidst sidder man nok tilbage med en følelse af, at her er sagt noget væsentligt, men netop kun sagt, ikke vist.
Historiens parafrase er slående: I en lille fattig amerikansk mineby, Estherslope, et eller andet sted imellem 1950-erne og i dag – går den unge Dick rundt og keder sig. Han har ingen venner, og han har ikke nosser nok til at arbejde i minen ligesom sin far. Dicks selvrespekt kan ligge på et meget lille sted. Han er erklæret pacifist – en holdning der vel retfærdiggør hans ”slaphed”. En dag kommer han imidlertid i besiddelse af en revolver og fra da af vokser hans selvtillid, han retter bogstavelig talt ryggen og kan uden at blinke tage imod mændene, når de kommer op fra minen. Han får også vennner ligesom sig selv – fyre og en enkelt kvinde der af en eller anden grund, fx pga. et handicap er udgrænset i forhold til de ”rigtige”, ”normale” og ”sunde” borgere. De danner klubben The Dandylines der dyrker våben og samtidig erklærer sig som pacifister. I den nedlagte mine skyder de ind i mørket, vedligeholder deres våben, bliver eksperter i våbenbrug og skudsår m.m.m. og udvikler efterhånden en tøjstil og ritualer der binder dem sammen i et slags cowboybroderskab. De er pacifister med våben. Selvrespekten vokser betydeligt blandt medlemmerne. Da den sorte Sebastian (Danso Gordon), der til forskel fra de øvrige medlemmer vitterligt har skudt og dræbt et menneske og ikke kunne drømme om at kalde sig pacifist, inviteres ind i klubben, opstår problemerne.
Vinterberg og Triers angreb på den amerikanske men vel også vestlige pacifisme er til at få øje på – vi angriber fx Irak for fredens, menneskerettighedernes og demokratiet skyld. Historien fortæller meget direkte om, hvordan skrivebords-pacifisme umærkeligt men sikkert slår over i sin modsætning, imens ideologien uanset hvor groteske former den antager, bæres frem i triumf lige til den sidste blodige begivenhed. Filmen fortæller, hvordan det ”fredselskende” folk selv udvikler sine voldsdyrkende bander – myten om den uendelige bandekrig udenfor døren giver fx købmanden i lillebyen stadige angstanfald, og det på trods af at der ved gud intet sker i byen. Netop intet sker, byen er blottet for sanselighed, den køres hver dag med elevatorerne godt og grundigt ned i de dybeste mineskakter med de hårdtarbejdene mænd. Kedsomheden er lammende, også for filmens tilskuere, og derfor er en så herlig scene som den hvor en ung kvinde stolt viser sine bryster frem næsten chokerende både for pacifisterne og tilskuerne. Ligesom man vågner op og ser et menneske når den sorte fyr kalder dandiernes pacifisme for syg – og i øvrigt har tag på kvinderne. Så hellere give sin skyder et pigenavn (man mindes med ubehag Kubricks Full Metal Jacket).
Når det ikke rigtig lykkes for Vinterberg at få filmen til at fænge, er det fordi de unge mennesker i store dele af filmen lader os kolde. Selvom man kan nære sympati for dandiernes fællesskab, er den psykologiske indføling i de enkelte medlemmer begrænset af den trierske stilisering. Deres mere og mere groteske gøren og laden konfronteres stort set først til sidst med sovebyens trods alt alt andet end sovende politiopbud, og det er synd for det er nemlig i de sparsomme konfrontationer at historien lever og den kradse kritik får kød og blod. Fx når Dick konfronteres med den lokale betjent Krugsby spillet af en veloplagt Bill Pullman.
Vinterberg fortæller på filmens flotte webside (se nedenfor), hvordan han lod sig udfordre af Lars von Trier til at forene dennes eksperimenterende, stiliserede filmform med sin egen intuitive søgen efter menneskelighed og liv. Som ekperiment er Dear Wendy bestemt værd at se, ligesom Triers udfordren af Jørgen Leth i De Fem Bespænd var det – udfordringen forløser dog ikke rigtig noget, men virker netop mere som benspænd for den talentfulde instruktørkollega Thomas Vinterberg.
