Skriv en kommentar
Den seneste film af den canadiske instruktør Jean-Marc Vallée Demolition (2015) handler både i bogstavelig forstand og i overført betydning om ødelæggelse, men også om genopbygning.
Som amerikansk mainstream film har den en interessant intro-scene. Et ægtepar, begge i begyndelsen af trediverne, diskuterer hverdagsagtige småting i bilen bl.a. at køleskabet lækker vand. Ægtemanden Davis (Jake Gyllenhaal) bliver bedt om at fikse det. Han lytter ikke rigtig efter, men gentager, hvad konen siger, så hun tror, at han lytter efter. Dialogen mellem dem i bilen er effektiv. På cirka fem minutter, mens de sidder fast i morgentrafikken, når vi at få et hurtigt indblik i deres samliv.
Så pludselig midt i morgentrafikken boom...og Davis' liv ændrer sig for altid. Der veksles mellem krydsklip og hurtige close-ups af blod fra menneskekroppe. Et underliggende lydspor af hjertebanken forstærkes i takt med det hektiske tempo på et hospital. Efter dette crescendo kommer der decrescendo, og tempoet går helt i stå. Davis er næsten alene i stilheden på hospitalsgangen og vil trække en chokolade m&m pose fra en slikautomat. Kameraet dvæler et kort øjeblik ved m&m posen, som hænger fast i maskinen.
Davis er en succesrig finansmand, som gennem svigerfaderen, Phil (Chris Cooper) i en ung alder har arbejdet sig hurtigt op til en prestigefyldt position i banken. Både karrieren og den omsorgsfulde, smukke kone Margot (Polly Draper) er tydeligvis ikke noget, som Davis har skulle kæmpe for. Begge dele kom belejligt til ham.
Efter den tragiske bilulykke er Davis tvunget til at se ind i sig selv. Noget han ikke har gjort i 10-12 år. Han har længe ikke kunne føle noget for nogen eller noget. Han kommer faktisk i tvivl, om han egentlig kendte og elskede sin kone. Alle hverdagsrutinerne hvor han hver morgen stod op kl.5.30 for at morgentræne og blive klar til finansverdenen, hvor han konstant jonglerer rundt med tal forfra og bagfra, har fået ham til at glemme, hvem han selv var.
Sangen af M. Ward “Watch the snow” er velvalgt og rammende for Davis’ psykiske deroute og genfundne livsgnist: ”I am not the man you think I am…40 years I have been working at this tv, editing room….now give me back these years”. Davis gennemgår en følelsesmæssig dannelsesrejse. Sammen med den enlige moder, Karen Moreno (Naomi Watts) og hendes søn Chris Moreno (Judah Lewis) begynder han at mærke livet igen og se de ting, som i virkeligheden betyder noget. Han bliver nødt til at vise sin sårbarhed for at kunne knytte stærke relationer og ikke blot surfe på overfladen. Stærke relationer bliver nøglen til, at han finder sig selv og livsgnisten.
Budskabet i Demolition er tydeligt. Det hjælper at skille, splitte alting ad og samle det igen på en anden måde. Filmen deler samme tema med Vallées tidligere film Wild (2011), Dallas Buyers Club (2013), Café de Flore (2011), hvor hovedpersonen/hovedpersonerne må kæmpe for at nå til en ny erkendelse.
En indvending mod Demolition fra undertegnede er dog, at den ikke kommer helt under huden. Heller ikke skuespilpræsentationerne, med undtagelse af Chris Cooper. Den bliver for ’glat’, kunstig og vil så gerne være dyb og behandle store eksistentielle tematikker om tab, individuel smerte og erkendelse. Ærgerligt. Havde store forventninger, da jeg gled ned i biografsædet men jeg gik derfra en smule misfornøjet.
