Skriv en kommentar
Amélie (Audrey Tautou) vokser op omgivet af en neurotisk mor Amadine Poulain (Lorella Cravotta), og en far (Rufus), der som den praktiserende læge, fejldiagnosticere Amélies hjertebanken, for at være et skrøbeligt et af slagsen. Amélie bliver skånet for livets hårdhed, overbeskyttet, og må derfor tage tilflugt i den uvirkelige fantastiske. Et barn med omsorgssvigt. Moren dør, da hun får en canadisk selvmordsturist i nakken fra et højhus.
Amélie er flyttet hjemmefra, og hun ønsker et se livet mere posetivt, og derfor beslutter hun at være en slags skytsengel, at hjælpe verden, og de underkuede og triste. Hun får et arbejde på en café, og her griber hun skjult ind i de andres liv. Hun finder en dag en æske med gammelt legetøj og beslutter at finde dens ejermand, efter længere tid lykkedes det, afleveres den anonymt. Det hele foregår i det skjulte, og inderst inde er det måske fordi hun har det svært ved det kropslige, nærkontakten.
En grønthandler Collignon (Urbain Cancelier) i nærheden af hendes bopæl, rakker ustandseligt ned på hans lidt udviklingshæmmet medhjælper, og en dag bliver det Amélie for meget, da han tilsyneladende er hendes underbo, og tilfældigvis har han glemt nøglen, som sidder i døren, et heldigt sammentræf. Amélie kopierer den, og nu går hendes plan ud på at generere denne grønthandler amøbe mest muligt, ved at sætte højttalerne anderledes, et indkode frække numre på telefonen, og slette de andre, købe de samme slags morgensko, bare et nummer mindre, og smider de gamle ud. Hipolito eren gammel forfatter, og bor også i ejendommen, her synes Amélie at få visdommens klarhed. Det hele summer af det fabelagtige, hendes liv synes næsten at have mening.
En dag møder hun den unge Nino (Mathieu Kassovitz), der holder til ved pasautomaten i stationshallen, hvor han samler stumper af iturevet potrætter fra automaten. Hun går videre som om intet var hændt, men noget er der sket inden i hende, og har svært ved at komme af med følelsen. Igen kommer hun forbi, som om hendes rute automatisk er henlagt gennem stationsbygningen. En dag beslutter hun sig for at stjæle en af hans mapper. De aftaler møder, emn hun gemmer sig og har svært ved at stå frem og afklærer sin kærlighed, overfor Nino, den kærlighed som altid har såret ved sit fravær.
Endnu en fantastisk film af Jeunet, der også stod bag de vidunderlige film “Delicatessen” og “De Glemte Børns By” i samarbejde med Caro. Derefter begik han den til dato bedste Alien film “Alien 4, The Resurrection”. Her er der også det fantastiske timing i billedsekvenserne, der ikke lader beskuren tilbage, man indleves i hans obskure og fantasifulde filmunivers. Dog e selve historien ikke helt afklaret nok, den virker lidt tynd, som at han vælger noget så alvorligt som omsorgssvigt, blandes kortene ikke helt, når den også vil være sjov, på den tragisk komiske facon, og med tanker på de fornævnte film, har den ikke samme tilgang og energi. Audrey der spiller Amélie gør det med en boblende person, der tegner det perfekte billede af en uskyldighed, der prøver at redde verden, men tilsidst indser at det er bedst at redde sig selv også. Men absolut en film der er værd at se for de enestående kameravinkler, og de rytmiske filmklip, der giver filmen en tydelig og behagelig rytme.
