Skriv en kommentar
Endnu en live action genindspilning er over os, og ganske som det var tilfældet med eksempelvis “Skønheden og Udyret” og “Løvernes Konge”, så er hensynet til kernepublikumet så stort, at den nerve, som ellers gerne skulle være den centrale del for dramaet, er krympet i vask. Her skal det handle om Den Lille Havfrue, som var et stort Disney-animationshit i 1989. Naturligvis baseret på vores egen H.C. Andersens klassiske eventyr om den unge havfrue, der drømmer om et liv på landjorden. Men som antydet, så er magien atter engang decimeret og ikke ret mange betvivler, at den tegnede streg er Disneys stærkeste kort.
Halle Bailey spiller havfruen Ariel. Den nysgerrige, grænsesøgende og mest rebelske af Kong Tritons døtre. Sammen med fisken Tumle og mågen Skralde, så udforsker hun dybet på kryds og tværs og seneste forbudte påhit drejer sig om menneskene på landjorden. Selvom “havet er skønt”, så er der altså noget særligt over de tobenede væsner, som agerer noget anderledes og dermed også ret dragende på en havfrue som Ariel. Et stort skib i havsnød bliver Ariels skæbne, da den ombordværende Prins Erik er på vej til at lide druknedøden, da skibet krænger midt over og synker. Han reddes dog i land af Ariel, som forelsker sig hovedløst i Erik, som dog knap er ved bevidsthed, da Ariel er nødt til at fortrække til havets blå igen.
En parallel drages fra havet til land, for mens Ariel forbydes af far Triton at have mere med mennesker at gøre, så advares Erik også af sin dronningemoder om at opsøge den pige, som angiveligt bor i havet. Havfolk og landfolk er ikke skabt til at være sammen, og fordomme fra begge lejre er til at få øje på. Hverken Ariel eller Erik kan få modparten ud af hovedet, og særligt Ariel, som drømmer om en fremtid på fast grund, er klar til et kontroversielt bytte. Havheksen Ursula, som af Triton er henvist til den mørkeste del af havet, foregiver at ville hjælpe Ariel i jagten på kærlighed. Ariels stemme gives i pant til Ursula, som til gengæld ustyrer Ariel med et sæt ben. Nu kan Ariel færdes på land og opsøge Erik. Ingen aftale med en skurk uden løgn og bedrag, og Ariel sættes i en kattepine, som hun ikke kan løse alene.
En så velkendt historie som Den Lille Havfrue, behøver jeg nok ikke at undlade at spoile, for mon ikke du, som læser disse linjer, er ganske klar over, hvordan det hele ender? Det gør så også, at rettergangen ikke rigtig kan overraske. Dog er det efterhånden en generel svaghed hos Disneys adaptioner af egne værker, at det hele bliver for strømlinet og dermed udramatisk, som ellers var fint udviklet i de animerede originaler. Her hjælper sange og grafik altså ikke kun. Jo, havets dyb er ganske flot og fortryllende. Minderne fra Avatar - The Way of Water er ikke langt væk. Og ja, guderne skal vide, at skuespillerne godt kan synge de velkendte sange. Hvad pokker er det så, der mangler?
For min part, så er Melissa McCarthy som Ursula helt fejlcastet. Hun er simpelthen ikke dyster, ond eller uhyggelig nok. Måske det er hendes komiker-baggrund og slap-stick-movies, som får mig til at stå lidt af. På samme måde er Triton simpelthen for pæn. Javier Bardem fejler ikke noget, men som en bastant hersker af havet og overbeskyttende far, så er hans virkemidler og retorik alt for svag. Vores hovedkarakterer Ariel og Erik kan man nok ikke forlange mere af, men helheden mangler simpelthen noget intensitet. Disneys genindspilninger er desværre ikke uforglemmelige, selvom kunsten er at skabe mesterværker. Altså, historierne er der jo intet i vejen med, men forløsningen lader stadig noget tilbage at ønske. Man kunne have håbet, at Rob Marshall kunne løse opgaven fra instruktørstolen. Manden er jo ekspert i musicals, men heller ikke han sikrer nogen form for fuld plade. Derfor kan jeg ikke skrabe flere muslinger sammen end 3 styks.
