Skriv en kommentar
Da Jonathan Demme i 1991 instruerede en thriller ved navn ”Ondskabens Øjne” med Jodie Foster og Anthony Hopkins i hovedrollerne havde han næppe forestillet sig at hans film blev én af alle tiders bedste thrillere. Eller at den ville afføde ikke én, men to fortsættelser. I dag er Hannibal ”the Cannibal” Lecter allemandseje, og tanken om den distingverede massemorder med den kultiverede intense stemme kan sende kuldegys ned ad ryggen på de fleste.
Men Hannibals historie begyndte faktisk før Jonathan Demmes film fra 1991 – ja endog før bogforlægget udkom i 1988. For i 1981 havde forfatteren Thomas Harris udgivet bogen ”Red Dragon” (på dansk: ”Den Røde Drage”), hvor FBI-agenten Will Graham i sin jagt på den uhyggelige seriemorder Francis Dolarhyde må søge hjælp hos en anden seriemorder: ingen ringere end Hannibal Lecter.
I ”Den Røde Drage” havde Hannibal blot en mindre omend vigtig birolle, og det var først med Harris’ bog ”The Silence of the Lambs” (på dansk: ”Ondskabens Øjne”) fra 1988 at Hannibal blev en hovedperson; da sammen med den kvindelige FBI-trainee Clarice Starling. De to personer blev på forbilledlig vis skildret af Anthony Hopkins og Jodie Foster i Jonathan Demmes film fra 1991.
Men inden da var ”Den Røde Drage” blevet filmatiseret i 1986, instrueret af Michael Mann (der senere bl.a. skulle lave ”Last of the Mohicans”, ”Heat” og ”The Insider”) med William Petersen i rollen som FBI-agenten Graham og Brian Cox som Hannibal Lecter.
Efter at ”Ondskabens Øjne” blev så stor en succes i 1991 hungrede alle efter at få mere at vide om Hannibal og Clarice Starling, og Thomas Harris lod sig overtale til at skrive en opfølger, ”Hannibal”, der blev filmatiseret i 2001. Jodie Foster takkede nej til rollen som Clarice Starling (der i stedet blev spillet af Julianne Moore), men Anthony Hopkins vendte tilbage som Hannibal the Cannibal under Ridley Scotts instruktion. Da ”Hannibal” også blev en stor succes, valgte producenten Dino De Laurentiis derfor at genindspille ”Den Røde Drage” med Hopkins i rollen som Lecter.
Nu er den her så – ”Den Røde Drage” med Anthony Hopkins i rollen som Hannibal Lecter for tredje gang. En vis grad af sammenligning med Michael Manns film fra 1986 er uundgåelig, især fordi Manns film er en fremragende thriller der endnu idag kan ses for sine kvaliteter. Desværre må man nok erkende at ”Manhunter” fra i dag næppe vil blive betragtet som andet end et kuriosum, idet Anthony Hopkins af de fleste nu betragtes som den ”rigtige” Hannibal Lecter.
Lad det være sagt med det samme: ”Den Røde Drage” er en glimrende thriller – langt bedre end Ridley Scotts skuffende ”Hannibal” fra sidste år. Filmen forholder sig tro overfor bogforlægget, hvilket den har tilfælles med ”Manhunter, og det er netop en af grundene til at de to film minder så meget om hinanden. Det er også én af væsentligste problemer ved ”Den Røde Drage”, for har man set ”Manhunter” er der ikke mange overraskelser at hente i filmen.
Filmen begynder med en prolog (der ikke findes i bogen), der viser hvorledes FBI-agenten Will Graham (Edward Norton) i 1980 pågriber psykiateren Hannibal Lecter. Graham bliver hårdt såret, men det lykkes ham at stoppe Lecter. Retssagen mod Lecter og hvad der siden er sket for Graham redegøres der for i en flot montage af avisudklip, der kører under filmens fortekster, og man finder ud af at Will Graham siden har fået et nervøst sammenbrud og har ladet sig førtidspensionere fra FBI.
Dernæst klipper handlingen til ”adskillige år senere” hvor Grahams tidligere chef ved FBI, Jack Crawford (Harvey Keitel), ankommer til Grahams hjem i Florida. FBI jager en gal seriemorder, der ved fuldmåne myrder hele familier. Indtil videre er to familier blev myrdet, og FBI står på bar bund. Crawford er kommet for at bede Graham om hjælp: Graham var hans bedste mand fordi han på uhyggelig vis var i stand til at sætte sig ind i seriemordernes tankegang og udnytte denne indsigt til at fange dem.
Graham indvilger modstræbende i at hjælpe Crawford, og så går jagten ind på seriemorderen som pressen har døbt ”Tandfeen”. Men det går snart op for Graham, at han for at fange ”Tandfeen” må søge hjælp hos den bedste psykiater han nogensinde har kendt; den mand han selv har sat bag lås og slå: Hannibal ”the Cannibal” Lecter. Lecter foregiver at ville hjælpe Graham, men han sætter sin egen dødsensfarlige plan iværks, for at få hævn over den mand der viste sig at være lige så snu som han selv.
Ligesom i ”Ondskabens Øjne” er handlingen ikke udelukkende koncentreret omkring jagten på seriemorderen og om Hannibal the Cannibal; en del af handlingen følger også seriemorderen Francis Dolarhyde (Ralph Fiennes). Dolarhyde er en sørgelig skæbne: man finder ud af hvorledes han som barn blev misbrugt af sin bedstemor, og om hvordan dette har medført den personlighedsspaltning, der har gjort ham til Den Røde Drage. Men i filmen er Dolarhyde en sammensat person, og undervejs forelsker den ene del af ham sig i en blind kvinde, Reba (Emily Watson), og denne del af ham forsøger derefter at bekæmpe Dragen.
Hvordan Dolarhydes kamp med sin indre dæmon spænder af skal ikke afsløres her – ej heller de nærmere detaljer omkring den nye slutning filmen har fået, som hverken er med i ”Manhunter” eller i bogforlægget. Der er tale om en meget traditionel thriller-slutning, der dog er glimrende udført og derfor ikke virker plat eller tam.
Manuskriptet til ”Den Røde Drage” er skrevet af Ted Tally, der også stod for manus til ”Ondskabens Øjne”, og det er der endnu engang kommet en særdeles veldrejet thriller ud af. Tally kan sit kram, også selv om det hele er meget traditionelt thriller-materiale og en smule skematisk. Manuskriptet følger bogen meget nøje, men der er også skævet til Michael Manns manuskript til ”Manhunter”. Det samme gælder for Brett Ratners instruktion, og man sidder ofte med en underlig fornemmelse af deja vú, for der er dele af ”Den Røde Drage” som man vitterligt HAR set før.
Dette er som nævnt et af de største problemer ved ”Red Dragon”, for hvis man har set ”Manhunter”, så er der ingen overraskelser at hente i filmen – på nær slutningen, der er lidt anderledes, og så selvfølgelig et par af de obligatoriske ”shockers” i filmen.
Der hvor forskellene mellem de to film træder tydeligst igennem er i skuespillet. ”Manhunter” er meget båret af skuespillet, til tider på historiens bekostning, mens ”Den Røde Drage” er meget mere historie-drevet. På den måde er ”Den Røde Drage” på nogle måder en mere velfungerende film end ”Manhunter”. Omvendt er figuren Will Graham mere interessant i ”Manhunter” fordi han der er mere kompleks. Omvendt er Ralph Fiennes i rollen som seriemorderen Francis Dolarhyde meget mere interessant i ”Den Røde Drage” end Tom Noonans fremstilling af Dolarhyde i ”Manhunter”.
Skuespillet er godt over hele linjen: Edward Norton gør en god figur som eks-agenten Graham, Anthony Hopins trykker på ”gentag” i sin fremstilling af Hannibal (men det gør ikke noget, han er jo præcis som vi forventer han skal være), og Ralph Fiennes yder en god præstation som den uhyggelige Dolarhyde. De øvrige skuespillere udfylder deres roller i udmærkede, omend rutineprægede præstationer: her tænkes især på Harvey Keitel som Grahams chef Jack Crawford og Emily Watson som den blinde kvinde som Dolarhyde forelsker sig i.
De mindre birollepræstationer er også fine. Philip Seymour Hoffman er god som snagende tabloid-journalist og det er sjovt at gense Anthony Heald som den sleske forstander på det sindssygehospital hvor Lecter holdes indespærret (Heald spillede samme rolle i ”Ondskabens Øjne”). Ligeledes er det sjovt at gense Frankie Faison som sygeplejeren Barney, ligeledes ansat på sindssygehospitalet. I ”Den Røde Drage” er hans rolle nærmest en cameo, men den er sjov fordi samme skuespiller har spillet samme rolle i alle de tre Hannibal-film med Anthony Hopkins. Af samme grund havde jeg gerne set Scott Glenn spille rollen som Grahams chef Jack Crawford, for da havde kontinuiteten mellem ”Den Røde Drage” og ”Ondskabens Øjne” været komplet. Harvey Keitel gør dog et udmærket job i rollen, og da Crawford på ingen måde er bærende for filmen er det et langt mindre problem end udskiftningen af Jodie Foster med Julianne Moore var det i ”Hannibal”.
Instruktionen er præcis og udviser stor forståelse for thrillerens virkemidler, styrker og svagheder. Det kom som en glædelig overraskelse for undertegnede at Brett Ratner, der tidligere har stået for mere letbenede produktioner som ”Rush Hour” 1 og 2 (1998 og 2002) og ”Family Man” (2000), var istand til at iscenesætte en velfungerende thriller.
Skal der peges på én ting i filmen, der skurrer lidt så er det tidsbilledet. ”Red Dragon” foregår ”adskillige år senere” end 1980 – det slås fast i begyndelsen af filmen. Men vi ved at den foregår inden ”Ondskabens Øjne”, der som bog kom i 1988 og som film i 1991. Altså skulle ”Den Røde Drage” foregå et sted i slutfirserne eller, hvis man kun regner i filmuniverset, lige i begyndelsen af 1990’erne. Men dette mærker man ikke rigtigt, for ”Den Røde Drage” kunne lige så godt foregå i dag. Man savner med andre ord fornemmelsen af, at filmen foregår for over 10 år siden. Dette er dog et meget lille problem i det større billede, men det kunne have været sjovt hvis der havde været lagt lidt større vægt på det.
Konklusionen er, at ”Den Røde Drage” er en på alle måder uhyre velfungerende thriller, hvilket hviler på at de tre hovedfaktorer – manuskriptet, instruktionen og skuespillet – alle fungerer. Har man ikke set ”Manhunter” kan man glæde sig til en glimrende film. Har man set ”Manhunter” kan man glæde sig til gensynet med en glimrende historie i nye klæder. Alle, også de, der ikke har set ”Manhunter”, skal bare være forberedt på at man har set alting tidligere, for ”Red Dragon” er en traditionel thriller i ordets bedste forstand. Men det gør ikke noget, for så længe det er godt udført er det nemlig ikke at kimse af!
Bon appétit!
