Skriv en kommentar
Den uplettede beskuer
Obligationssælger og spirende forfatter Nick Carraway (Tobey Maguire) flytter til 1920’ernes New York og bosætter sig i et beskedent hus ved siden af den mystiske og velhavende Jay Gatsbys (Leonardo DiCaprio) enorme palæ. På den anden side af bugten bor Nicks kusine Daisy (Carey Mulligan), der er gift med den utro aristokrat Tom Buchanan (Joel Edgerton), hvor sidstnævnte hiver Nick med til nogle heftige drikkegilder.
En dag modtager Nick, som den eneste, en personlig invitation til et af Gatsbys ugentlige og heftige privatfester for byens vigtigste personer. Nick og Gatsby indleder et uventet venskab til hinanden, men snart beder Gatsby om en tjeneste: Han vil møde Daisy, som han tilsyneladende kender fra fortiden. Pludselig drages Nick ind i de velhavendes overfladiske verden med bedrag, umulige drømme og indsnævrede tankegange.
Det røde gardin blafrer igen
Mark Anthony Luhrmann eller i folkemunde; Baz Luhrmann, er ikke en filminstruktør, som producerer film på samlebånd, men derimod en person, der giver sig til at vælge sine projekter med omhu. I hans 21-årige lange filmkarriere er det blot blevet til fem film. Hans lovpriste ”Red Curtain”-trilogi med Strictly Ballroom (1992), Romeo + Juliet (1996) og toppen af kransekagen Moulin Rouge! (2001), der blev efterfulgt af middelvaren Australia (2008).
Specielt gennem ”Red Curtain”-trilogien beviste Luhrmann sig som en original instruktør med sit helt eget personlige fingeraftryk, hvor han blander det victorianske og vulgære med nutidens popmusik og intensiverede filmsprog. Hvor det traditionelle Shakespeare-stykke Romeo og Julie blev kraftigt moderniseret men bibeholdt sine originalreplikker, blev kabaretklubben Moulin Rouge poppet op med musik af Nirvana, Christina Aguilera og Pink! Luhrmann har tydeligvis en forkærlighed for genreblandinger på tværs af tid og sted.
Citizen Luhrmann
Orson Welles mesterværk Citizen Kane (1941), som ofte er anset som en af verdens bedste film, og F. Scott Fitzgeralds roman ”Den Store Gatsby” er førhen blevet sammenlignet med hinanden på grund af deres slående ligheder. Charles Foster Kane og Jay Gatsby er begge overordentligt velhavende rigmænd, der har arbejdet sig op fra ingenting og kommet i besiddelse af store summer penge, men uden rigtig at have fundet lykken. De er begge ensomme og fortabte mennesker, der mangler noget i livet, der ikke kan købes for penge. De ejer begge landets største palæer og lever ekstravagante liv, men er forpinte over noget fra fortiden, som selv ikke bjerge af penge kan lave om på.
Men lighederne mellem Welles’ Citizen Kane og Luhrmanns Den Store Gatsby stopper her, inden man begynder at sammenligne Carey Mulligan med en slæde! Den computermættede filmfotografi og den overflødige 3D når ikke Gregg Tolands dybdeskabende og velkoreograferet billeder til sokkeholderne.
Den første halve time med Luhrmanns svimlende kamerabevægelser hen over kunstige vandholdige landskaber, flyvende gennem tegneseriebygninger for på forunderlig vis at ende i ufokuserede nærbilleder, får Den Store Gatsby i begyndelsen til at ligne et plastikunivers, der er et hån mod klassisk filmfotografi. Det føles forceret, som om Luhrmann forsøger at ramme sin dengang nyskabende stil fra Moulin Rouge, men ender selv med at være fanget i fortiden som Jay Gatsby selv!
Ligeledes spædes filmens aristokratiske 30’er univers op med moderne pop- og rapmusik (for eksempel Jay Z og Kanye West), men denne Luhrmannske stilidé glider, sammen med de svimlende kamerabevægelser, langsomt i baggrunden og glemmes. Den Store Gatsbys plastikunivers bibeholdes, men der fokuseres efterhånden mere på historien end på det smarte og kække overflødighedshorn af visuelle tricks. Pludselige når vi ind til hjertet af historien.
Underholdende plastik trods alt
Den Store Gatsby holdes oppe af sin imponerende rollebesætning. DiCaprio og Maguires drengede udstråling, uimodståelige blå øjne og altid sublime spil, skal nok få de fleste ind i biografens mørke. Mulligans ynde passer perfekt ind i 30’ernes starlet-univers og smelter som altid de flestes hjerter. Men i virkeligheden er det måske Edgertons sleske og dobbeltmoralske Tom Buchanan, der er en af filmens største oplevelser.
F. Scott Fitzgeralds historie om Den Store Gatsby danner et solidt fundament for Luhrmanns filmatisering, mens Luhrmanns ekstravagante plastikunivers til tider skæmmer den halvvejs moderniseret fortælling. Filmen er desværre tre spytklatter for lang og ender ud på grænsen til det overromantiserende, men bevæger sig alligevel over middelkarakteren, fordi den til trods for sine skavanker fortsat er underholdende. Der findes adskillige guldkorn af scener, som både vil få dig til at trække på smilebåndet eller røre din indre romantiker.
