Skriv en kommentar
Askepot havde to. Det var endda dem, der navngav hende Askepot. De var i puljen som de værste skurke, da jeg var barn og fik fortalt eventyr. To grufulde individer, der ikke havde sans for andre end dem selv. Det er min umiddelbare første reference, når jeg støder på ordene stygge stedsøster. Denne gang er der dog kun én, og det er såmænd ikke på grund af det hun siger og gør, men simpelthen hendes udseende. Elvira er nemlig temmelig grim og derfor nederst i hierarkiet i det samfund, hun befinder sig i.
Rollerne er byttet om. Tingene er vendt på hovedet. Alt hvad du synes, du kendte til Askepot, er blevet til en syret forestilling i hænderne på Emilie Blichfeldt. Med bodyhorror-titler i år som “The Substance” og “Together” fristes man til at mene, at ringen bliver sluttet med denne fabel. Elvira er den stygge stedsøster, der skal smukkeseres for at have en chance hos prinsen. Et brev til alle rigets skønjomfruer omdeles, og så starter ræset ellers. Elvira kan kun se stiltiende til, at hun får flået togskinnerne af tænderne, får syet nye øjenvipper ind i øjenlågene og med hammer og mejsel får rettet næsen til, da den ikke har den rette længde. Dette er dog blot nogle af de tvivlsomme kirurgiske indgreb, Elvira må stå model til.
Undervejs er der måske ikke meget fra Askepot-eventyret, der virker så genkendeligt, men det hele ender dog ud i bal på slottet og en mistet sko. Indtil da er “Den Stygge Stedsøster” en bizar omgang, hvor der også bliver skruet op for lummerheden i såvel replikkerne som i selve det visuelle. Denne drejning viser på obskur vis - og med en eventyrverden, der som altid skildres perfekt - hvor hungrende på ypperlighed vores samfund er blevet. Den norske film er til tider decideret kvalmende og ulækker, og måske det var derfor, at den ikke vandt det store publikum i landets biografer, hvor den gik kortvarigt.
Skuespillet præges også af et påtaget vanvid, som på sin vis fungerer og er helt efter planen. Holder man alle parametre op mod hinanden, så bliver “Den Stygge Stedsøster” nok et for makabert værk til, at man for alvor kan holde af den i længden. Og længden er også for lang. Den har simpelthen ikke kvalitetsmæssig næring til at strække sig ud over de 7 kvarter, som er tilfældet. Du skal dertil heller ikke have sart mave, hvis du skal overvære scenen, hvor foden rettes til for at passe i skoen. “Den Stygge Stedsøster” er både grum og syg, og du skal i hvert fald stille den væk fra børnehøjde.
