Skriv en kommentar
Alt tegner tilsyneladende normalt da den ukrainske kvinde Irina spørger portneren i et lejlighedskompleks om arbejde som rengøringsdame. Vi bliver dog mere skeptiske, da kvinden tilbyder at give ham 30 % af sin løn for at arbejde i lige netop denne bygning. Mystikken om Irinas baggrund skærpes – og vi bliver forfærdet – da hun får nogle meget dramatiske flashbacks om sin tid i Ukraine, hvor hun blev holdt som sexslave og slået og voldtaget på daglig basis.
Den Anden Kvinde – eller La Sconosciuta som den hedder på italiensk – er skrevet og instrueret af den italienske mesterinstruktør Giuseppe Tornatore som også lavede den uimodståelige og fantastiske Nuovo Cinema Paradiso (Mine Aftener I Paradis, 1988). Tornatore er mest kendt nu til dags for filmen Malèna fra 2000. Tornatores film er smukke og sympatiske, men med Den Anden Kvinde har han lavet en anderledes hård film – og det klæder ham meget.
Hans store erfaring som historiefortæller – bl.a. fra teatret og div. dokumentarfilm – fornægter sig ikke i filmen. Irinas flashbacks er en hård reminder til seeren om, at hun bærer rundt på stor smerte, men lidt efter lidt forstår vi, at hendes fortids dæmoner har fulgt hende til Italien. Det står klart, at det var en blodig afsked dengang i Ukraine. To sideløbende katten-efter-musen-scenarier udspiller sig. Det ene hvor det optrevles, hvad der er så vigtigt for Irena i netop dette lejlighedskompleks i Trieste, og det andet hvor hendes tidligere bøddel har fundet hende og et blodigt opgør er forestående.
Historien er mesterligt fortalt, og det er glædeligt at se, at Tornatore kan kombinere sine personers sympatiske og medmenneskelige træk med deres brutale og voldelige side. Ofte i disse thrillers overtager volden bare filmen, og personerne bliver karikerede. Især Irina-karakteren har en stor dybde. Hun har oplevet så meget, men hun kan gemme smerten væk, og da hun bliver barnepige for familien Adachers lille pige, oplever seeren Irinas ømhed og spirende kærlighed.
Med Irina i den altdominerende hovedrolle er skuespillet troværdigt og underspillet. Alle karaktererne har på sin måde inciterende bagtanker med alt, de foretager sig, og derfor tror man med det samme på dem. Der er en latent historie i dem alle, men i denne film er det Irinas figur, der udfolder sig.
Den Anden Kvinde er nok en anelse for lang, og slutningen burde blot være antydet, men det er stadig fortræffelig film der virkelig kryber ind under huden på seeren. Denne seer var i hvert fald bjergtaget, og herfra får film 5 stjerner ud af 6.
