Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På japansk betyder Okuribito – Departures’ originaltitel – at sende folk væk. Sådan noget for rejsebureauer, blandt andet. Det er da også et rejsebureau, den unge, sårbare cellist Daigo tror, at han har søger job hos, efter at han sammen med sin smukke hustru og støtte er vendt tilbage til både barndomsby og hjem.
Det er det imidlertid ikke. Det ved vi som tilskuere desværre allerede godt på grund af et ærgerligt og helt unødvendigt kronologibrud i allerførste scene. Dermed begår Departures én af sine meget få fejl.
Firmaet, Daigo – som forlader Tokyo, da hans orkester lukker og slukker – søger job hos og hurtigt ansættes i, lever af ordrer fra den lokale bedemand. Når der er dødsfald i byen, tager Daigo og hans mentorlignende chef ud til seancer foran de sørgende efterladte, hvor de vasker og gør den afdøde i stand. Hjælper folk så smukt ud på deres sidste rejse som muligt.
Et anstændigt hverv, turde man mene. Men Daigo tør ikke fortælle det sin hustru, Mika. Og da hun endelig finder ud af det, kalder hun det både skamfuldt og ulækkert. Døden er tabu, den rører man ikke ved på den måde.
Japanske Departures er en lille, undselig film om noget så stort som livet og døden, og alt det indimellem. Undselig, men ikke desto mindre årets bedste ikke-engelsksprogede film i 2008 ifølge Oscar. Det synes ikke helt urimeligt.
For Departures er en stærkt betagende film. Langsommelig i handlingen og dvælende i detaljerne og med evnen til at gøre hver eneste scene interessant. Det lever blandt andet gennem strålende skuespil og den varmeste under-underspillede humor. Det er hverken synderligt originalt eller uforudsigeligt. Ikke mindst Daigos uforløste følelser omkring sin far, der forlod hjemmet, da Daigo var bare seks år gammel, skriger på en forløsning. Og får det selvfølgelig. Forudsigeligt, men menneskeligt levende og stærkt rørende.
Sammen med tabuet omkring at italesætte døden og finde en mening med at arbejde med døden, er familien, forholdet mellem barn og forældre og erindringen tilbage til barndommen vigtige tematikker for Departures.
Nuvel, når vores bundsympatiske hovedperson på et tidspunkt, som i en drøm, sidder med sin barndoms cello på den grønneste bakke indhyllet i den reneste blåhvide bjergbaggrund med baskende duer og sentimentalt (men også smukt) soundtrack som følge, så er det for meget. Og ikke mindst et ærgerligt udfald (som med det førnævnte kronologibrud).
For det er ikke kendetegnende for Departures, der nok handler om store følelser, men som er så rig på nøgternhed, at det sjældent kommer i nærheden af det sentimentale.
Derfor er Departures en smuk, betagende film, der helt sikkert får et mindre publikum end den har fortjent.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD'en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af NTC A/S
