Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I see dead people, stammede den forskræmte Cole (Haley Joel Osment) for over et årti siden i kultfilmen Den sjette sans (1999). Manden bag denne mageløse film og manden med det mærkelige navn, M. Night Shyamalan, blev overnight et pludseligt hit. Kollektive lovprisninger af filmens revolutionerende betydning og højtravende forudsigelser om gysergenrens længeventede genfødsel haglede euforisk ned over både filmen og dens ophavsmand.
Mangt og meget er hændt siden disse sværmeriske ord blev udsagt. Med lunkne film som Lady in the Water (2006) og The Happening (2008), for ikke at nævne den totale nedtur, Luftens sidste mester (2010), har den roste Shyamalan ikke just fået permanent adresse på laurbærrene.
Med Devil, der åbenbart er den første del i en planlagt trilogi, håber han måske at genvinde sin engang så eksklusive popularitet og estime. Well, det kan godt være, at ventetiden skal udsættes på ubestemt tid …
Fem tilfældige mennesker går ind i en tilfældig elevator. Der er intet usædvanligt ved det. Intet mystisk. Intet seværdigt. Da elevatoren pludselig går i stå, bliver de navnløse fem mennesker nødt til at interagere på godt og ondt. Mest ondt, viser det sig at være.
Måske det ikke er helt tilfældigt, at elevatoren stoppede uden grund. Måske de selv ikke er helt tilfældigt udvalgte. Måske den øjensynlige tilfældighed i virkeligheden dækker over en spekulativ planmæssighed. Alle bærer de nemlig på en grim hemmelighed, og måske det er på tide, at regnskabet gøres op … en gang for alle.
D for Devil
Når en film hæfter sig ved selv den mindste petitesse for at promovere sig selv så bredt som muligt - i dette tilfælde den skamløse overblæsning af M. Night Shyamalans navn - da ved man, at et eller andet er off. Et eller andet skurrer så forkert. En eller anden vil tage en ved snuden. Og jo, den grumme mistanke holder skam stik, for på trods af, at M. Night Shyamalans navn majer coveret til Devil overdrevet meget ud, ligesom hans berømte navn dukker op alle steder, man klikker ind på filmen på nettet, er den utilslørede virkelighed dog, at manden blot har stået bag grundidéen til filmen, uden altså at nærme sig hverken manus eller instruktion.
Til gengæld skal Devil forestille at være den tematiske prolog i en forventet trilogi, der går ind under det nervepirrende navn The Night Chronicles, og som Shyamalan er idémanden bag.
Selv om det er hjemmevante navne, der har udfærdiget Devils egentlige skelet, lugter filmen egentlig mest af gyseligt konventionelt same business as usual. Filmen er nemlig skrevet af Brian Nelson, der bl.a. har skrevet manus til den barske Hard Candy (2005) og instrueret af John Erick Dowle, der de seneste år mest har gjort sig bemærket med den tilpas modbydelige Quarantine (2008).
Skræmmepotentialet er derimod blevet noget nær udvisket i denne omgang, og denne anmelder undrer sig endnu over, hvem i alverden det var, der arkiverede denne film ind under gyser-etiketten, for gys er der ingen af! Thriller kan gå an, men gys … det må være din spøg. Denne manglende gyselige dagsorden er da også filmens tungeste klumpedump, for man sidder længe, alt for længe, og afventer det, der åbenbart aldrig indtræffer. Nemlig gyset!
Selve mordene foregår helt mørklagt, altså med lyset slukket, og selvom denne tilgang kunne have været ganske effektivt forfærdende vha. diverse lydeffekter og deslige, sker der nærmest nada, når lysene slukkes, og skærmen går i sort. Jeg mistænker ligefrem produktionen bag filmen for at have brugt disse sortskærmede stunder til at tage sig en doven morfar. Come on!
Unødvendigt at sige bliver denne genkommende mørklægningsrotation (der er fem mennesker, der helst skal blive til fem lig, som altså afføder fem mørke skærme, hver gang mordene indtræffer) hurtigt temmelig gabefremkaldende for ikke at sige direkte frustrerende.
Meningen er vist nok, at seeren skal bryde sit hoved med, hvem den skyldige er, samt hvem der bliver det næste lig, men ingen af figurerne er sympatisk nok til, at man gider anstrenge sig med det. Det hjælper heller ikke på det forventede hjernearbejde, at de anonyme fem mennesker oven i hatten er frygtelige stereotyper – den kolde, men attraktive golddigger, den skruppelløse, uudholdelige charlatan, den moraliserende og fordømmende gamling, det stille, indspiste muskelbundt samt den på overfladen hjælpsomme, men aggressive vagt.
Der er bestemt fine narrative tråde i Devil, ligesom man, meget imod sin vilje, ikke kan lade være med at følge med i elevatorens demarkerede drama. På trods af at reelle gysermomenter er ikke-eksisterende, en egentlig interesse fra seeren aldrig bliver aktiveret, og den grundlæggende spændingskurve aldrig får et nyk opad, er Devil alligevel ingen håbløs no brainer, der sløver dit forventningsfulde sind til katatoniske tilstande …
Shyamalan får næppe nogen filmisk oprejsning ved at lægge sit efterhånden prøvede navn til denne blandede fornøjelse … men til en sløv søndag under dynens døvende virkninger, synes Devil som oplagt tidsfordriv.
Universal Pictures.
Ekstramaterialet består af enkelte slettede scener, interviews med manusmanden og instruktøren samt en uddybende samtale med Shyamalan.
Ok, men ikke super. 3 ON-Z stjerner herfra!
