Skriv en kommentar
En fjer i hatten
Jakob (Jan Dieter Schneider) er byens belæste særling i bondebyen Schabbach. Han virker selvlært gennem hans altoverskyggende interessere for bøger, som han må læse i smug for faderen, der med selvfølgelighed insisterer på, at drengen skal hjælpe til i marken. En doven karl er, hvad Jakob er! Men Jakob bruger bøgerne som virkelighedsflugt og drømmer om at drage til Brasilien og bosætte sig sammen med en indianastamme. Han har allerede lært flere indianersprog til formålet. Noget som selvfølgelig er aldeles ubrugeligt ude i 1840’ernes tyske landbrugsmarker.
Men Jakob bruger sin indianerviden til at kue pigen Jettchen (Antonia Bill), der med et hakkeslag falder for hans anderledeshed: ”der er ingen som dig i Schabbach”. Og det har hun ret i. Men det viser sig, at det er kærligheden, når den gør mest ondt. Jakobs bror Gustav (Maximilian Scheidt) nupper hans udkårne for næsen af ham, gør hende gravid og tvinges til at gifte sig med hende. Med et bliver Jakobs håb og drømme brast.
Die andere Heimat afdækker livet i den fiktive midttyske landsby Schabbach i 1840’ernes bondesamfund præget af hungersnød, fattigdom, sygdom, børnedødelighed og fejlslagne høster. Mange bønder i omegnen har fået nok og lægger deres opvækst og familie bag sig og begynder at udvandre til andre frodige egne i verden. Midt i den lille osteklokke er Jakobs skæbne fanget.
Hjemstavn-krønike
Den tyske instruktør Edgar Reitz har nærmest dedikeret halvdelen af sit liv til sine Heimat saga-fortællinger, der også har givet ham den største opmærksomhed, anderkendelse og gennemslagskræft som instruktør i specielt Tyskland, men også i resten af verden. ”Hjemstavns”-krønikerne har nu fået en prequel til Reitzs serie-triologi. I 1984 kom de første 11 afsnit i den over 15 timer lange Hjemstavn (Heimat - Eine deutsche Chronik / A Chronicle of Germany), som i 1992 blev efterfuldt af Den anden hjemstavn (Die zweite Heimat - Chronik einer Jugend / Chronicle of a Generation) med 13 afsnit og en spilletid på over 25 timer, og igen i 2004 med Hjemstavn 3 (Heimat 3 - Chronik einer Zeitenwende / A Chronicle of Endings and Beginnings) med 6 afsnit på næsten 12 timer, og til senest i 2006 med den to timer lange Heimat Fragments: The Women (Heimat - Fragmente: Die Frauen).
Hjemstavns-serierne er en slags ”den tyske svar på Matador”, dog langt mere monumentale og omfattende. De tre første Hjemstavn-sagaer spænder fra henholdsvis 1919-1982, fra 1960-1970, fra 1989-2000 og den sidste fra 1999-2000 og 1960’erne. Die andere Heimat – En fortælling om længsel (Chronik einer Sehnsucht) går helt tilbage til midten af 1800-tallet og filmen kan derfor sagtens ses som et selvstændigt værk, der prædaterer Reitz tidligere hovedværker.
Underspillet udvandringsproblematik
Som de foregående Hjemstavns-krøniker er Die andere Heimat ligeledes en tidsrøver. Rietz siger det til en vis grad selv, når han omtaler filmen. ”En af effekterne ved at lave ’Die andere Heimat’ var virkelig at forsøge at få publikum til at sætte deres eget liv på pause for et øjeblik og opleve den anderledes rytme, som gjorde vores forfædre i stand til at overleve. Inderst inde er det måske stadig vores hjertes sande rytme.” I de næsten fire timer som filmen varer, bliver dit liv i den grad sat på pause, men det er bestemt ikke en dårlig ting.
Die andere Heimat skildrer det aggregate samfund og kultur, og fortæller ikke meget set i en nutidig kontekst, men udelukkende fortiden skildret i fortidens tempo. Adstadigt og selvsikkert tillader filmen sig at dvæle ved detaljer, som er sjældent set i nutidens film. Det er derfor mere et historisk udpluk af bondesamfundet i midt 1800-tallet, end en egentlig narrativ fortælling. Der er dog masser af handling i Die andere Heimat! Reitz giver selvfølgelig resonans til nutiden i hvordan datidens vestlige beboere selv udflyttede og blev indvandrere i et fremmet land, ligesom så mange mennesker fra andre kulturer i dag forsøger at indvandre mod den vestlige verden i håb om et bedre liv eller for blot at kunne overleve.
Die andere Heimat er visuelt smuk med velkomponerede æstetiske flotte sort/hvide billeder og drømmende kamerabevægelser, der betagende opfanger livet i bondesamfundet og karakterernes kvaler på den mest ærlige og grufulde måde. Næsten fuldstændig ufiltreret. Skuespillet er rørende, kompromisløst og selvsikkert og den banale skæbnehistorie om længsel og braste drømme holder næsten hele vejen igennem de 4 timers spilletid. Det er små lyspunkter i filmen, også bogstaveligt talt ved de sort/hvide billeder momentvis bliver opbrudt af farvede genstande: en lysende guldmønt, et lilla tapet, en grøn rosenkrans og tyske flag. Det er smukt, betagende og episk.
Så episk at hovedkarakteren flygter
Man bliver dog ikke helt draget ind. Vores hovedkarakter Jakob, som så gerne vil flygte fra sin verden, flygter pludselig ud af filmen i timevis… Var det ikke hans historie? Eller er det en historie om landsbyen og landbrugssamfundet? Andre gange gentager historien sig selv, men det er selvfølgelig med til at skildre det ensformige liv i bondesamfundet. Det ofte skingre lydspor trækker en issyl gennem marv og ben med metallisk lyde og organisk musik, der nogle gange virker overbrugt end decideret nødvendigt.
Die andere Heimat er i den grad en oplevelse værd, men kommer ikke op siden af for eksempel Béla Tarrs Hesten fra Torino (2011), der skildrede bondesamfundet endnu mere nøgternt, betagende og charmerende. Dertil er 4 timer måske en lige en tand for langt, men det er dejligt at se, at der fortsat eksisterer instruktører derude, der tør gå andre veje og langt væk fra hvad vi ellers ser i biografen. Så tak endnu engang, Reitz, for den gode episke oplevelse.
