Skriv en kommentar
Westernkærlighed
Slaven Django (Jamie Foxx) bliver uventet købt fri af den tyske tandlæge Dr. King Schultz (Christoph Waltz), der er undercover dusørjæger og Django bliver gjort til et frit menneske. Schultz skal bruge Django til at finde de eftersøgte Brittle Brothers, som kun Django kan genkende og de to indgår en aftale om at hjælpe hinanden, da Django til gengæld vil finde sin kone, der blev solgt væk af hans tidligere ejer. Det er dog ikke helt lige til, da Djangos kone nu ejes af plantageejeren Calvin Candie (Leonardo DiCaprio), der har sin helt egen slavehobby.
Quentin Tarantinos niende film er en herlig tilbagevenden til den uddøende westerngenre, en gammeldags og næsten uddateret genre som stadig i ny og næ får tilført hjertemassage og bliver genoplivet. På mange måder er Tarantino en åbenlys respirator til at genoplive westerngenren i form af hans filmhistoriske forkærlighed som er smuldret ind gennem intertekstualitet og hans ultravoldelige “in-your-face” fortællerstil, der har gjort ham til et amerikansk ikon gennem film som Pulp Fiction (1994), Kill Bill 1 & 2 (2003 & 2004) og Inglourious Basterds (2009). Og volden er jo nærmest synonym med westerngenren.
Django Unchained er en blanding af både den amerikanske western og den italienske spaghetti western. Med både den grandiose billedskønhed og sikre fortællerstil a la Ford, den symfoniske episke storslåethed a la Leone og de pludselige blodige udbrud af brutalitet og glamourisering af vold a la Peckinpah, styrer Tarantino filmen på sikker grund og tilfører sin populære groteske humor.
Tarantino, en moderne Griffith
Da D.W. Griffith i 1915 producerede sit kontroversielle mesterværk Birth of a Nation blev han kritiseret for filmens portrættering af de sorte, men måske endnu værre hans herodiske skildring af Ku Klux Klanens racistiske gerninger. Omend der nok var noget om sagen dengang, florerer der øjeblikket en heftig debat i USA om, at Tarantino skulle være racist efter udgivelse af Django Unchained.
Flere mener, at Tarantino tværer datidens slaveri ud i ansigtet på folk og tilmed koger underholdning på det, der tilsammen virker anstødende. Både måden at sorte bliver pisket og sprogbruget er blevet krititseret (især dens hyppige brug af ‘N’-ordet) og flere stiller spørgsmålet, om Tarantino i virkeligheden er racist. Bland andet har instruktøren Spike Lee offentlig beskyldt Tarantino for at være ‘respekløs mod hans forfædre’.
Griffith valgte året efter at følge sit kritiseret mesterværk op med Intolerance (1916), som et slags svar på tiltale, men om Tarantino vil gøre det samme er nok usandsynligt, men kunne i den grad være interessant.
For Tarantino Fans
Django Unchained følger i tråd med Tarantinos tidligere film, hvor sort humor, vulgært sprog, voldelige og blodige udbrud indkapsles i den ene absurde scene efter den anden i et herligt postmodernistisk overdrev iscenesat i klassisk westernstil. Der er ingen tvivl om, at man skal kunne lide Tarantinos film, for at finde fornøjelserne i Django Unchained. Det er vold, blod, sjov og ballade.
DiCaprio, Fox, Waltz og Jackson giver hver især deres helt specielle finurlige karakterstik til deres respektive roller, der gør Django Unchained absurd og komisk. Fox og Jackson har som bekendt begge samme hudfarve som Spike Lee og de forsvarer Tarantinos film. Begge spiller nogle alsidige og frie tænkende eksslaver og begge har noget at skulle have sagt. Så det er ikke i filmens præmis, de bliver undertrykt.
Racistisk eller ej, Django Unchained skildrer fortidens slavehandel i et kunstigt univers, som kun Tarantino formår. Det er ikke meningen, at det skal tages seriøst. For selvom realiteterne omkring Lee’s forfædre var virkelige, brutale og utilgivelige, foregik de på ingen måde som i Django Unchained. Men ligesom Muhammed-tegningerne bevæger man sig altid ud på dybt vand, når man blander betændte emner med humor. Men Tarantino går aldrig længere ud end til navlen.
