Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Bodilprisen 2023...
Spansk Doña Zine...
Robert Nominerin...
Franske Filmmandage
Fejø Film Festival

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Bamse
Bamse billede

Meter I Sekundet


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Dogtooth

24. februar 2011 af Caroline Livingstone

5 stjerner Skriv en kommentar

Dogtooth billede

Den udfordrende Dogtooth vil ikke please de brede folkemasser, men hvis du investerer din tid i den, venter en uhyggeligt bizar og sort satirisk oplevelse der vil berige, røre, og ryste dit inderste.

Det er før skrevet at ”Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig”, og sætningen har aldrig været mere sand end i Giorgos Lanthimos’ seneste værk Dogtooth. Det kan roligt siges at ingen dysfunktionel familie har været det på helt samme måde, som den vi i præsenteres for her.

At beskrive handlingen i Dogtooth er som at beskrive duften af en Beethoven CD. Det er ikke lige den mest frugtbare metode at gå til værket på. I begyndelsen virker filmen grænsende til det ikke-narrative, men ved hjælp af ganske få oplysninger, gisninger, og lidt fantasi, kan man efterhånden stykke scenariet sammen.

Filmen fremstiller en familie, der udgøres af et forældrepar og deres tre voksne børn, to døtre og en søn. Faren holder i samråd med moren og børnene isoleret i deres hus og have, gennem diktatorisk kontrol af deres viden og færden.
Faren har plantet opfattelsen i dem, at verden udenfor er farlig og ligefrem overflødig. Hjemme underholdes børnene (for netop børn er hvad de behandles og opfører sig som) med hjemmeskoling og lege. Hjemmeskolingen består hovedsageligt af indtalte bånd, hvor forældrene hver dag lærer børnene nye ord, og tillægger dem arbitrære betydninger. Her kan nævnes: ”Et hav er en lænestol, med armlæn af træ.” Legene går eksempelvis ud på, at finde frem til en forælder der blæser i en fløjte mens de har bind for øjnene. Den af børnene der vinder, får et klistermærke.

Den eneste kontakt med den omkringliggende verden er, når faren en gang ugentligt henter en af sine ansatte på sin fabrik, så sønnen kan få opfyldt sine seksuelle behov.
Pigen hyret til denne tjans hedder Christina, og er den eneste navngivne karakter i filmen. Familien henviser til hinanden som henholdsvis far, mor, søn, ældre datter og yngre datter.
Det er også gennem Christina, at al handling og udvikling udspringer, når hun bringer nye ord, ting og metoder ind i familiens lille indspiste andedam. Forældrene forsøger at forklare de nye ord på deres vante vis: ”En zombie er en lille gul blomst.” ”En kusse er en stor lampe. For eks: Her er mørkt, nu hvor kussen er slukket.” Men når Christinas indgriben i farens totalitære regime breder sig, får det konsekvenser. Og vil børn der har levet i anormalt eksil hele livet nogensinde kunne mærke at noget er galt?

Handlingen i Dogtooth fremstilles ikke gennem de klassiske Hollywood konventioner. Filmen udgør oftest af fremdriftsforladte tableauer eller stemningsbilleder fastlåst i ubehagelige, mareridtsagtige tilstande.
Den kan betragtes som værende tættere beslægtet med absurd teater, eksperimental musik og lyriske digte end en filmfortælling i traditionel forstand.
Den abstrakte form har dog sin særegne æstetik. De amputerede replikker skuespillerne leverer, er til tider nærmest poetiske og filmens absurditet skaber sin helt egen humor med sortsviende satire, hvor man som publikum ikke ved om man skal grine eller græde.

Det visuelle niveau bruges til tider metaforisk, og især de søgende indstillinger af børnene med bind for øjnene, der løber efter lyden af forældrenes fløjte er særligt sigende.
Den hyppige brug af haven med de barnagtigt uvidende karakterer og familiens isolering fra samfundet kan både virke som en apokalyptisk science fiction historie såvel som en mytisk Paradis fortælling vredet af led.

Filmen er meget teknisk gennemført med et formsprog, der virker som om, karaktererne selv har udviklet fra bunden og specielt til lejligheden. Det akavede kamera med kuriøse billedbeskæringer bidrager til at fremmedgøre publikum overfor filmen og familiens univers, der har sin helt egen logik, som seeren ikke er - og ikke kan blive – en del af.
Man må konstant orientere sig i de vildledende replikker, obskure handlinger og lange passager med tavshed, som til tider, og til tider ikke, motiveres senere i filmen.

Men Dogtooth skal ikke afskrives blot som et eksperiment for eksperimentets skyld. For som ikke-handlingen skrider frem, tegnes et mønster, der godt nok er abstrakt, men stadig kan vise flere forskellige billeder, alt efter hvordan det beskues. Der kan både drages sammenligninger med børneopdragelse i hjemmet, og diktaturer med total befolkningskontrol. Det er altså absolut ikke en film om ingentingets ingentinghed, men kan tolkes bl.a. i henhold til løsrivelse, forældreforhold, overbeskyttelse, opvækst, magtmisbrug og demokrati.

Visse film siges at blive med seeren efter man har forladt biografen - Dogtooth tæger sig fast, og slipper ikke før, den har suget alle fortællerforventninger ud af én. Det er ikke en film for alle. Det er ikke en film man skal se alene for nydelsens skyld, eller underholdningen eller indlevelsen. Men det ér en film man skal se for udfordringens skyld.

Titel: Dogtooth
Original Titel: Kynodontas
Premieredato: 24. februar 2011
Instruktør: Giorgos Lanthimos
Skuespillere: Christos Stergioglou, Michele Valley, Aggeliki Papoulia, Mary Tsoni, Hristos Passalis, Anna Kalaitzidou.
Spilletid: 94 min.
Selskab: Boo Productions, Feelgood Entertainment, 2009
Genre: Andet
Link: http://www.dogtooth.gr/
Familiens tre børn spilles utroligt gennemført af: (fra venstre) Hristos Passalis, Aggeliki Papoulia, Mary Tsoni.
Familiens tre børn spilles utroligt gennemført af: (fra venstre) Hristos Passalis, Aggeliki Papoulia, Mary Tsoni.
Filmens billeder er både dragende, æstetiske og makabre. Her ses sønnen jagte det hans far har fremstillet for ham som det største fjendebillede. Katten.
Filmens billeder er både dragende, æstetiske og makabre. Her ses sønnen jagte det hans far har fremstillet for ham som det største fjendebillede. Katten.
Ligeså bitter, bizar og ubehagelig, ligeså fortryllende lyrisk og humoristisk er Dogtooth.
Ligeså bitter, bizar og ubehagelig, ligeså fortryllende lyrisk og humoristisk er Dogtooth.


banner
Overskrift Højre Block
Regnen skyller a...
Den blinde mand ...
Babylon
Willow (Disney+)
The Pale Blue Ey...
Ét år, én nat
Operation Fortun...
Boy From Heaven
White Noise (Net...
Copenhagen Cowbo...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...