Skriv en kommentar
Over 20 år efter at Francis Ford Coppola vandt de Gyldne Palmer i Cannes, har han endelig fundet lejlighed til at genklippe filmen til dens endelig udseende. Dommedag Nu har siden 1979 været et mesterværk, men lad det være sagt med det samme, at filmen bestemt ikke er blevet dårligere end det første udkast.
En række af mine favoritscener i filmhistorien er samlet i denne flotte film. Den første er startsekvensen. Man ser et flot panoramabillede af at smukt skovbryn i den vietnamesiske jungle. Lyden (synthesizer, for øvrigt) af helikoptere ryger fra den ene højttaler til den anden. The Doors klassikeren “The End” begynder med afdæmpet fred. “This is the end, my beautiful friend, the end”. Pludselig farer ilden, galskaben og krigen ud i ansigtet på os, da napalmen smadrer den før så fredfyldte skov. Sådan bliver det ved indtil helikopterlyden billedmæssigt overtages af en ventilator i loftet på et ensomt værelse, hvor vores unge helt Willard ligger i en whiskydøs. Han kigger ud mellem persiennerne og tænker nøgternt “Saigon, shit. I’m still only in Saigon”.
Willard spilles afdæmpet og køligt af Martin Sheen. Han er efterretnings-kaptajn, og sendes derfor dybt ind i den cambodianske jungle for at “sætte en stopper for oberst Kurtz”, som har taget krigen i egen hånd med en hær af indfødte. Kurtz (Marlon Brando) er med andre ord blevet vanvittig i en i forvejen vanvittig verden, og dette er et af filmens bærende temaer.
Vi møder andre herligt vanvittige personager på vejen op ad floden. Robert Duvall spiller løjtnant Kilgore i cowboyhat (som i Dr. Strangelove), der iværksætter udryddelse af en landsby, fordi dens strand er perfekt til surfing. Hvem glemmer oberstens fantastiske ridt i helikopteren henover landsbyen med Wagners Valkyrie-opera i højttaleren som led i en psykologisk krigsførelse? Da stranden er indtaget meddeler en fornøjet Kilgore, at han elsker duften af napalm om morgenen.
Hvordan skal man holde 197 minutters film ud for at se Marlon Brando onde ansigt? Det er let nok. I løbet af filmen bygges hans karakter op, og da vi endelig ser ham første gang, ser man kun sider af hans ansigt eller hans skaldede isse. Pludselig flytter han sig dog ind i lyset og vi ser hans sande jeg. Han siger til Willard at han hverken er soldat eller snigmord, men en
stik-i-rend-dreng, der er blevet sendt af købmanden. Marlon Brandos portræt af Kurtz er så ondt, at det får Dracula, Hannibal the Cannibal og Frankenstein til at ligne Teletubbies, og det udelukkende skabt på baggrund af storartet skuespil og en drillende lyssætning.
Willard får bugt med Kurtz i en scene, hvor klippes mellem Willards mord og offerslagtningen af en okse, en lille hilsen tilbage til Sergej Eisensteins montage-klassiker “Strejke” fra 1920’erne. Men selve afslutningen må man selv fortolke sig frem til. Indtil videre har der været tre afslutninger på filmen i diverse video- og biografudgaver. Nu hvor filmen endelig er færdig, har man taget alle tre og smeltet dem sammen i dobbeltkoperinger, så slutningen er lige så åben, som den altid har været.
Ud over Marlon Brando, Robert Duvall, Martin Sheens fremragende indsats, så skal man nævne at Harrison Ford dukker op i en lille rolle, og at en kun 16-årig og meget slank Lawrence Fishburne spiller den grønskolling, der er obligatorisk i Vietnam-film. Dennis Hopper spiller en krigsfotograf, der er på kanten af et nervøst sammenbrud hvert øjeblik. De nye scener er medvirkende til at give filmen flere dimensioner, hvilket som sagt ikke skader. Et godt eksempel er Willards besøg hos franske kolonister, der nægter at forlade Cambodia. De giver en ekstra historisk dimension, som filmen ellers manglede.
Filmen vandt “kun” to Oscar-statuetter. Men den ene, til fotografen Vittorio Storaro, vil stå tilbage som en præstation, der bliver svær at overgå. Sjældent har billedsiden i en film af den længde været så imponerende ren i sit udtryk. Francis Ford Coppolas mesterværk skal selvfølgelig have sine 6 stjerner, fordi man ikke kan give 7. Det er omsonst at sammenligne den med andre krigsfilm i historien og den er også langt bedre end andet, der på det sidste har fået 6 stjerner.
Derfor kunne det også være lækkert, hvis DVDen var spækket med alle mulige dejlige dokumentarfilm, der faktisk findes. Men man nøjes med at vise traileren for Redux-udgaven og en ubrugt udgave af en alternativ slutning, hvor Kurtz’ jungletempel bliver sprængt i stumper og stykker. Det er omtrent ligeså skuffende som at få trefarvet is oven på den overdådigste middag. To stjerner til ekstramateriale Men selve DVDen er spækket med rædsler, som skal stå på hylden hos enhver, der bare prøver at have en nogenlunde respektabel samling.
Filmen er venligst udlånt af SandrewMetronome.
