Det eneste som bare fordrer en smule uhygge i denne sammenhæng er det forholdsvis flotte omslag med et kroget træ ”pyntet” med afskårne kropsdele. Men det er så også det...
To par tager en tur til en skovhytte. De får dog lige en advarsel fra den lokale politimand om at tingene på disse kanter er ganske ubehagelige, da en seriemorder ved navn ”Træ-kirurgen” huserer. En galning der dræber uden at blinke, og parterer sine ofre som siden kommer til at udsmykke skoven. En aften banker det på døren og da denne åbnes vælter en hårdt såret mand ind af døren i den lille hytte. Blandt de fire i hytten, er Paige uddannet sygeplejerske og hun går straks i gang med at hjælpe den nyankomne. Det viser sig dog at det er en meget dårlig idé...
Handlingen lyder som noget man har set før – men det har man ikke! Jeg tror simpelthen ikke at nogen før har oplevet så amatør-agtig en udførelse. En kamera-føring af en kaliber, så selv fulde onkel Poul ville være stolt over at have skabt en lignende konfirmations-video. Replikker og skuespil på absolut bundniveau. Blodsprøjt som er så fast at jeg overvejer at opsøge bestillingsnummeret på selvsamme maling. Håbløse og uinteressante karakterer og en komplet ligegyldig og nerveforladt jagt i skoven. Her har hverken været stunt-man eller -woman forbi, og det minder mig i den grad om de gamle tv-dage, hvor Krystle og Alexis sloges i serien ”Dollars”. Det var også noget med at rykke i hår og bide og nive og kradse!
Rollelisten tæller navne som Sophie Linfield, Sam Hazeldine og Gordon Alexander i de bærende positioner. Hvem? Spilletid på godt og vel en time og 10 minutter, hvis vi skærer rulleteksterne fra. Ja, mere var der ikke at berette om. Der er absolut ingen symmetri i løjerne. Karaktererne skifter hele tiden ham: Pludselig er de sure, så er de glade, så er de overgearede, så er de rolige og så er de panikangste. Selv når næste offer snubler i skoven (klassisk bøh-trick) foregår så unaturligt akavet og slow motion-agtigt, så selv en baby ville have genvundet balancen i stedet for at gå på røven.
For at man ikke skal kede sig ihjel blandt de 5 skæve beboere i hytten, så skal der også lige fyldes ud med figurer som for eksempel en irsk nomade som tåger rundt i skoven og blot kan fortælle at hun sgutte er bange for dyr og mørke. Dertil sker der et utilsigtet mord, hvor offeret får most fiskemadding i munden som ultimativt mordvåben. Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om at filmen nok er tænkt som en parodi, men det er faktisk desværre ikke sandheden.
Her er jeg så tæt på at uddele 0 stjerner som man overhovedet kan være. Men af princip, så undlader jeg dette, da alt visuelt på over en time som udgangspunkt har haft en intention om at have noget på hjerte. Det skal dog ikke skjules at Kelly Smith har spildt min tid i uhørt grad og at gennemsynet af ”Don't Let Him In” i sig selv var det største mareridt.
Filmen her kandiderer kraftigt til den værste film jeg nogensinde har set. Så for at slutte som jeg startede, så skal du altså ikke lade dig lokke af det fine omslag, som tydeligvis har været dyrere at fremstille end de øvrige produktionsomkostninger og lønninger tilsammen!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.