Skriv en kommentar
The Bottoms
Rick Famuyiwa, instruktøren bag filmen, er selv vokset op det barske område af LA, som går under navnet ”The Bottoms”, hvor filmen udspiller sig – og det gør den, da filmen faktisk er optaget i det bandehærgede område. Det er også med udgangspunkt i sin egen opvækst, at instruktøren fandt inspirationen til filmen: Vi er alle produkter af det miljø, vi vokser op i – nogen formår at ændre det til noget positivt, mens andre forbliver i den stereotype rolle, som miljøet sætter for en. Det er netop, hvad den unge hovedperson, Malcolm (Shameik Moore), kæmper med og imod. Malcolm og hans to følgesvende, den lesbiske drenge-pige Diggy (Kiersey Clemons) og fyren Jib (Tony Revolori), vil bryde ud af den arv, der er lagt over dem i form af en usikker, utryg, kriminel og uuddannet barndom og opvækst. De vil alle tre på college, hvilket ikke er den gængse vej for de fleste af de unge i The Bottoms.
MOLLY
Den lyse fremtid bliver dog sat på en prøve, da den lokale narkohandler, Dom (A$ap Rocky), afholder fødselsdagsfest. Malcolm og vennerne tager afsted, da den meget lækre og tiltrækkende Nakia også kommer – Malcolm håber på en dans eller mere. Festen bliver dog afbrudt, da en narkohandel i baglokalet går galt, og politiet stormer festen. Der er stor tumult, men Dom formår at gemme handlen i Malcolms rygsæk, uden han ved det og genner ham ud af diskoteket, før politiet når at opdage det. Næste dag i skolen opdager Malcolm dog, at tasken ikke kun er fyldt med bøger og notesblokke, men en hel del kilo af det meget eftertragtede stof, Molly (MDMA). Han går først i panik, kalder på vennerne, som også er uforstående overfor situationen. Snart går alvoren og situationens sammenhæng dog op for dem, og derefter følger en lang, konfliktfuld og ikke mindst humoristisk mission for de tre unge mennesker.
Én ting er sikkert, og det er, at filmen bliver holdt oppe af de tre skuespilspræstationer. Især hovedpersonen, Malcolm, spillet af Shameik Moore, gør det fremragende. Han går rent ind, som den seriøse, lidt kiksede nørd, hvor hormonerne galoperer rundt i kroppen, som var det BLACK FRIDAY. Han gør et fremragende stykke arbejde, som teenagedrengen, der taber kæbe og mund, når en velskåret ung kvinde går forbi ham og ikke mindst, når han kommer med sine velformulerede forklarende udtalelser. De to andre unge mennesker, Tony Revolori og Kiersey Clemons fungerer også godt i filmen, da de tre har god kemi og er overbevisende som The Bottoms udskud, der ikke rigtig passer ind.
Fortællingen er i sin grundform også ganske udmærket. Der er ingen tvivl om, at det stadig den dag i dag er svært at være anderledes og ville noget mere og andet, når man vokser op i et kriminelt miljø. DOPE har dog desværre svært ved at komme helt udover ramperne, selvom den blev modtaget over al forventning til Cannes og Sundance Festival. Musikken er også leveret af selveste Pharrel Williams, hvilket også er tydeligt, da titelsangen blev ved at spille i mit hoved resten af dagen. Alligevel mangler jeg det ekstra, der ikke forhindrede mig i at tænke over tiden inde i den mørke biografsal. I midten af filmen, går den en smule i stå og mangler et andet drive, end karikerede bandemedlemmer, skæve hvide mænd og lækre latino kvinder. DOPE er dog ganske underholdene og er en noget blødere og mere humanistisk pendant til en anden aktuel film i øjeblikket: Straight Utta Compton.
