Skriv en kommentar
En socialrealistisk fortælling fra arbejderklassen, hvor Irene (Vera Farmiga) mor til to, hårdt arbejdende som kassedame i det lokale supermarked, og den lettere lalleglade mand Steve (Clint Jordan), hvis følelsesliv slet ikke harmonere med Irenes, er familiestatus. Et tiltagende stofmisbrug hjælper hende heller ikke, og hendes konstante angst for at børnene skal opdage morens forfald. Hun har brug for den sprække af lys og flugten som stofferne giver hende. Men en dag bliver det for meget, og hun vælger en afvænningsklinik.
Hun får hurtigt øje på en af de mandlige sygeplejersker, som hun har set før, Bob (Hugh Dillon), der besidder alt det hendes mand ikke evner. Hun slider sig igennem programmet, med de indlagte ryste- og svedeture. Bob og Irenes forhold skærpes til, og drømmen om det almindelige liv, begynder langsomt at være inden for rækkevidde, men virkeligheden vil noget andet!
En bemærkelsesværdi film, ærlig og godt skåret igennem to the bone, a straight story om livets fortrædeligheder blandt mindre godt stillede. Og en instruktør som det er klogt at holde øje med, med hendes kun anden film på listen, tidligere ”Snake Feed” (1997). Debra Granik evner at få skuespillerne op på kridtet, der også arbejder med sine skuespiller i method acting, og er tydeligt inspireret af blandt andet europæisk film, med den ro filmen tiltider byder på, giver scenerne en endnu bedre kant. Vera Farmiga er altid en formidabel fortolker af sine roller, og er sjældent set bedre end i denne fortrøstningsløse film.
Hun bliver godt hjulpet på vej af Hugh Dillon med flere. Imponerende er det, at instruktøren også i denne kun flankere de vigtige hovedroller med professionelle kræfter, resten er amatørskuespillere, der falder glimrende ind. Det hele blev gjort, på et minimalt budget.
Filmen er helt tilbage fra 2004, og glædeligt at Øst For Paradis har skaffet den hjem. ”Down To The Bone vandt både den dramatiske instruktions pris, og Vera Farmiga vandt den specielle/særlige Jury pris på Sundance Film Festivalen.
