Skriv en kommentar
Den store finale
Per Fly slå allerede med spillefilmsdebuten Bænken sit navn fast med syvtommerssøm. Her var en mand, der lancerede en trilogi, hvilket kan være nok så farligt, fordi en sådan kræver kontinuitet og originalitet på samme tid. Bænken blev en voldsomt populær film, hvis hovedrollen Jesper Christensen drog samtlige tilskuere. Efterfølgeren Arven var lidt mere kynisk i kanten. Hvor Bænken havde sine små øjeblikke af lattermildhed, var Arven blottet for ”feel-good” sekvenser. Det er altid nemmest at lave film og enten fattige på bunden eller de riges kynisme på toppen. Flys trilogi skulle som bekendt have den klassiske klasseopdeling, som ramme – og med Drabet er turen kommet til den brede og i almindelig forstand lidt kedelige middelklasse. Den forløjede idyl middelklasse må altså udsættes for en omvæltning, for at man kan fortælle sin historie. Per Fly har valgt sin historie med omhu og fortæller den sammen med makkeren Kim Leona med en intensitet og retfærdighed overfor miljøet, som Mike Leigh kan fortælle om ganske almindelig mennesker i England.
Frelseren Carsten
Centralt i filmen er endnu engang Jesper Christensen. Han spiller en gammel idealist fra den yderst venstrefløj, der er gået fra at være marxistisk-leninistisk fanebærer til at være en vellidt lektor i samfundsfag på Skt. Annæs Gymnasium. Hver dag efter skolen henter han sin hustru igennem mange år. De tager hjem, besøger venner over rødvin, tager sig af sønnen, der har forladt reden eller går i teatret, som man nu gør helt pr. automatik, når man har været gift i 25 år. Carsten er blevet passiv. Måske derfor er han faldet for sin gamle elev, Pil, der meget aktiv på den postkommunistiske venstrefløj, der i høj grad hører til på Nørrebro. Pil har lidt af Carsten energi fra fordums tid, og Carsten mærker igennem Pil, at verden stadig kan frelses. Men først må man som bekendt frelse sig selv.
Når idyllen smadres
Per Flys film er ved Gud ikke den første film om den storkøbenhavnske middelklasse, hvor idyllen smadres af utroskab, incest og andre trivialiteter, som man kan læse om i aviserne hver dag. Denne gang bliver idyllen brudt på en anden og en mere ubehagelig måde. Pil og to venner fra miljøet har under en aktion mod en fabrik dræbt en politimand. De anholdes, tiltales og frikendes. Og her begynder det store tegnebræt at blive brugt med de grandiose tematikker som skyld, forbrydelse og straf. Carsten vågner af sin ægteskabelige dvale, vælger at støtte Pil igennem det værste og overtager på sin vis hendes problemer. Det er her filmen, når sin kerne. Carsten må som en anden Sisyfos vandre med problemerne til bjergets top, hvor han fejlagtigt tror de forsvinder. Det gør de ikke – de triller ned på den anden side og her efterlades Carsten efterhånden alene i sin vandring mod en bedre forståelse af den menneskelige natur og de principper vi bygger samfund på i dag. Til sidste mister han ganske simpelt det kølige overblik og falder stenhårdt til jorden.
Filmrealisme
Når film meget ofte må være overfladiske fortælling, der tenderer til underholdning, skyldes det at filmen som institution ofte indser at den menneskelige psykologi er mere kompliceret end hvad filmsproget kan kapere at fortolke. Men ind imellem foretages der endog meget hæderlige forsøg. Lars von Trier har igennem en stærk stilistik gjort sig nogle gode forsøg. Mike Leigh kan igennem kompromisløse manuskripter og blændende spil gøre det samme. Per Fly har med Drabet bevist, at han også formår den svære kunst, at inkorporere den menneskelige psykologi i en film uden stilistiske krumspring, så det ikke bare ligner – men er. Dette kræver en filmisk disciplin, som er meget sjælden i en dansk sammenhæng. Manuskriptet og dramaturgien er fuldstændig på plads. Der er ingen løse ender, og Fly falder for fristelsen at lade Drabet blive et kriminaldrama.
De garvede og de nye
Jesper Christensen har endnu engang bevist, at hans præstation i Bænken ikke var en engangsforestilling. Det er jo i princippet ret nemt at spilde en fuld stodder med indre kvaler. Nu har han ikke fuldskaben at læne sig op ad, men ikke desto mindre er Jesper Christensen nærmest fænomenal sikker i rollen. Sammen med Pernilla August, som er langt bedst i de små film, gør han et stensikkert ægtepar – og der er endog meget rørende scener, hvor Carsten under sønnens klassiske koncert bryder sammen. På den anden side finder vi to andre biroller, som Carsten hele tiden må tage stilling til. Beate Bille, der spiller Pil, er et fund. Hendes ulempe er, at hun er gudesmuk – og som sådan kunne være brugt i en stereotypisk rolle. Hun får tilføjet lidt autonomt venstrefløjslook og er som grebet ud af gaden på Nørrebro. Desuden bærer hun skylden og fortrængningen med bravur og kan i stil minde om et andet ”offer” i dansk film, nemlig Dreyers mirakuløse figur Jeanne d’Arc spillet af dansepigen Maria Falconetti. På den anden side har Per Fly ansat sin kone, Charlotte Fich, kendt som Ingrid Dahl i Rejseholdet, som hustruen til politimanden, der omkommer under aktionen. Hun har solgt hele publikumet i en af filmens stærkeste scener, hvor hun af to politibetjente får overbragt de tragiske nyheder. Scenen er filmen udefra igennem vinduer, og trods dette beskyttende skjold går scenen direkte i hjertet takket være Fichs formidable spil. Scenen minder meget om Sean Penns ditto i The Pledge, hvor Jack Nicholson i et hav af skrigende kalkuner må fortælle et ægtepar, at deres datter er død. Fichs lille, men væsentlige rolle i filmen er noget af stærkeste, man hidtil har set på dansk film.
Den uforløste forløsning
Der hvor film bliver rigtigt gode, er hvor de ikke falder for fristelsen til at bilde tilskueren ind, at livet er lutter lagkage med oplagte løsninger på et hvert tænkeligt problem. Det er naturligvis ubehageligt at blive mindet om, at verden i bund og grund er et sted, hvor tragedien kan ramme når som helst uden at nogen bliver draget til ansvar. Her fuldendes Drabet, der med sin dramaturgi, fremdrift, stil og sit skuespil ender med at blive en helstøbt film, der må betegnes som et mesterværk på de præmisser, den sætter for dagen. Med Drabet melder Per Fly sig ind i en kreds af danske mestre, der efter min mening kun tæller Dreyer og Trier. Med hele trilogien har han bevist, at han endnu ikke har begået ”fejl”. Per Fly stiller tre relativt simple spørgsmål, men kommer ikke med tre relativt enkle svar. Der er en forløsende uforløsthed over hele trilogien, som bare bliver god, bedre, bedst. Der er mange eksempler på instruktører, der med har begået storfilm en enkelt gang, men når Per Fly i den grad er blevet stærkere ud fra det mesterlige udgangspunkt i Bænken vidner det om en særstatus ikke alene i dansk film, men også som en af de største internationale instruktører i vores tid. Der er ikke mange, der kan lave mesterværker i et klassisk filmsprog. Martin Scorsese, Steven Spielberg og Mike Leigh kan, Clint Eastwood har gjort det, Sean Penn har vist det en enkelt gang, og Per Fly gør det som det mest naturlige. Rent og ”udogmatisk” fuldender han rejsen igennem nutidig dansk mentalitetshistorie, der gav os Bænken, Arven og nu afsluttes med den bedste af de tre, Drabet. Set på den ikke særligt billige baggrund, må Drabet modtage seks stjerner af en ydmyg anmelder. Tillykke Per Fly – Du har skrevet et af de bedste kapitler i den danske films historie. Flere film fra din side – ja tak.
