Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Her er en film, som har sparet på budgettet næsten alle steder, hvor der kan, men ikke dog på ordene, så man skulle tro da den startede, at man nu skulle i gang med at hygge sig med en film i stil med Before Sunrise/Sunset, men det må jeg desværre sige at det er den langt fra.
Filmen handler om den unge og søvnløse Frankie (sødt spillet af Ione Skye), der ikke har kunne sove de sidste par år fordi forældre døde i en trafikulykke. Hun lever derfor i en slags drømmeverden i håb om, at hun en dag skal møde Prince Charming og vække hende af denne tilstand og bringe hende tilbage til livet. Hun er dog på trods af dette omgivet af gode venner og forslår derfor sin bedste ven Allison (lidt for fjollet spillet af Jennifer Aniston, som var bedre i fx Edward Burns’ She is The One), at rejse til Hollywood og prøve at finde lykken der. Dette bliver sat på en prøve da hun møder den unge forfatter, med skriveblokering og en meget fast kæreste, David (kedeligt spillet af Mackenzie Astin), som hun beslutter at hjælpe ud af hans problemer inden hun rejser, men er det ikke egentlig ikke hendes egne, hun ser muligheden for få løst ??? Hun går desværre hen falder pladask for ham, selvom han ikke i første omgang ikke er til mere end en omgang filosofisk stimulering. Udover denne historie, er der bl.a. historien om hendes bedste mandlige ven Rob’s (George Clooney look a like spillet af Michael Landes) problem med at fortælle faderen, at han er bøsse og andre af livets små og store problemer, der druknes i hovedfortællingen om Frankies og Davids forelskelse.
Ideen med at fortælle en slags omvendt Tornerose historie er fin nok, hvis ikke den var druknet i talrige citater, kedelige og ikke mindst forudsigelige sidehistorier. Den lægger op til en god omgang lystig romantik, men man falder i søvn, for dialogen bliver hurtig ensformig og lyder så monoton i stil med en metronom på overarbejde. Man har også prøvet at løfte stemningen bl.a. ved hjælp af lidt kreativ musikvalg og både have en del i Sort/hvid og en del i farve, men det lykkes heller ikke rigtig for dertil er lyden simpelt hen for dårlig og billedsiden for kedelig. Så disse små tricks går let hen over hovedet på de fleste, selvom man som musik og filmkender hurtigt fanger de små hints, der forsøges at gives her og der på denne måde.
Skuespillerne gør, hvad de kan for at løfte denne film over gennemsnittet. Det lykkedes kun for enkelte af dem, da deres figurer er kedelige og ligegyldige, da først vores heltinde forelsker sig og filmen totalt koncentrere sig om det lykkelige par og instruktøren glemmer alt om sine sidefigurer og først de sidste 5 minutter husker hun lige, at runde deres historier af, for man skal jo bl.a. ikke bagefter stå og tænke Hvad skete der med Rob og hans far ???
Selvom det af og til kan være fordel i talefilm, at filmens forfatter og instruktør er samme person, syntes jeg ikke helt, det er lykkedes Tiffanie DeBartolo at få personerne til at blive levende og genkendelig, så vi kan identificere os med dem. Hvis der nu havde været lidt mindre citater og lidt mere humor kunne det nok have reddet denne film mange point.
For at du måske bedre kan forstå hvad jeg mener vil jeg henlede din interesse og blik mod på instruktører, som fx Eric Rohmer og hans 4 årstidsfilmeventyr (en for hver årstid) og filmen My Girlfriend’s Boyfriend, som alle 5 handler om kærlighed og venskaber på en meget naturlig og samtidig underholdende måde. Hvis vi skal tage en af de lidt mindre alvorlige, men meget morsomme film vil jeg gerne fremhæve Kevin Smith’s Clerks, som foregår i og omkring en kiosk og videoudlejning, lidt på samme måde som denne film foregår på en cafe og skildre en meget lille gruppe menneskers tanker og oplevelser indenfor et lille tidsrum. Som eksempel på 2 rigtig romantiske talefilm vil jeg gerne fremhæve de her fornyelig anmeldte film på ON-Z, Before Sunrise / Before Sunset af Richard Linklater, som beskriver 2, der er bestemt for hinanden, men mødes på 2 forskellige tidspunkter i livet, hvor de begge er optaget til anden side. De har mange spændende samtaler og på trods af at der reelt set det kun er disse 2 mennesker, vi hører og ser snakke sammen, bliver man alligevel så grebet, at tiden bare flyver af sted i deres selskab, da dialogen, kemien og spillet mellem de to hovedpersoner aldrig er kedeligt og virkelig er fængende og realistisk. Filmene kan enten ses samlet eller hver for sig. Hvad disse og de andre ovennævnte film slutter med, vil jeg naturligvis ikke afsløre, men jeg kan godt love, at du går ikke upåvirket fra nogen af disse film, og det er uanset, om du er til franske eller amerikanske film.
Her kommer lidt om selve DVD’ens tekniske kvaliteter:
Video
Kvaliteten er god gennemsnits kvalitet uden større problemer, hverken i de sort/hvide- eller farvesekvenser. Den er holdt i meget anonyme farver og kan flere steder i sin design godt minde lidt om en 40/50 film og det er sikkert bevidst for der er jo masse af referencer til den tid. Billedet vises i Anamorphic Widescreen 1.85:1.
Audio
Du har mulighed for at vælge mellem at høre talen på Engelsk Tysk og Italiensk og i et meget kedeligt Dolby Digital 2.0 spor, der ikke er meget liv i, selvom lydsporet krydderes godt med diverse sange fra 40/50’erne samt et par enkelte sange fra 90’erne så vi ikke helt tror vi er tilbage i tiden.
Menu og Tekster
Menuerne er simple og meget kedelige uden musik og de eneste valg du kan foretage dig er: valg lyd dvs. det sprog som skuespillerne skal tale (Engelsk Tysk og Italiensk), og så hvilket sprog underteksterne (diverse europæiske) skal være. Selvom filmen rent faktisk er kapitelopdelt, har du ikke mulighed for at vælge en bestemt scene som man ellers er vant til, da en separat menu til dette er sparet væk.
Ekstra Materiale
Ekstra Materiale er der intet af på denne disc, hverken i tekst , billede eller lyd. Ikke en gang en håndfuld trailers er der blevet plads til, så det må virkelig have gået hurtig, med at få denne dvd på gaden.
Konklusion
Lad det være sagt med det samme, at dette må bestemt være en af de mest skrabede film jeg nogensinde har smidt i min DVDafspiller. Ikke nok med at dvd’en totalt er blottet for alt, hvad man normalt finder på disse skiver, som fx direkte scenevalg eller en lille ”Making of …” også filmens historie og manuskript er så gabende tomt og da det for det meste kun består af citater fra diverse filosofer og forfattere gør nok at de fleste seere står af efter de første 5 minutter.
Ikke fordi talefilm er generelt er kedelige film, men filmen er, som sagt tidligere, bare blottet for den poesi som fx Eric Rohmer har i sine årstidseventyr eller de i sidste uge her på Cinemaonline omtaltalte Before Sunset/Sunrise af Richard Linklater, men også humor som i fx Kevin Smiths Clerks eller dybde, som sidste års meget oversete My Life Without Me af Isabel Coixet.
Det er en film, som har været længe undervejs og det kan desværre mærkes og selvom jeg er normalt fortaler for de små og smalle film, må jeg denne gang som sagt melde pas og ønske både holdet foran og bag kameraet bedre held næste gang.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
