Skriv en kommentar
Musicals har altid været konstante klassikere igennem tiderne i Hollywood. Lige fra lyden til film blev opfundet, har man haft en trang til at inkorporere sange i film, og dette har vist sig ofte at være en opskrift på succes. På det seneste har stort set alle musicals vundet et hav af priser, og det er nok ikke tilfældigt, at en film som Dreamgirls har fundet sin vej til biograferne i netop denne periode. Det er nemlig nu, at de fleste Oscar-nominerede film rammer de danske biografer, og Dreamgirls er kommet ud i præcis den rette tid for dette. 8 Oscar-nomineringer er det blevet til, og selvom Dreamgirls ikke er nomineret i nogle af de helt store kategorier, er jeg ikke i tvivl om, at den vil snuppe priserne i nogle af de små.
Dreamgirls er baseret på Broadway-musicalen af samme navn, der igennem længere tid har været en kæmpe succes. Både musicalen og filmen tager udgangspunkt i Motown-musikken - mere bestemt Diana Ross & The Supremes. Dette er dog på ingen måde en film, der skildrer nogen historie biografisk. Den leger med en fiktiv tanke om en forsvunden tid, og selvom der er masser af referencer til virkeligheden, er den slet ikke nær den sande historie.
The Dreamettes er 3 unge piger med en drøm om at blive kendte musikere. Under en talentkonkurrence opdager Curtis Taylor dem, og giver dem en chance for at synge på en turné med den middelmådige stjerne og kvindebedårer Jimmy Early. Der går dog ikke lang tid, før Taylor opdager at The Dreamettes har et større talent og en større chance hos det brede publikum end Early, så de bliver splittet op. I The Dreamettes har Effie den store stemme, men da udseendet sælger, vælger Taylor at sætte den kønne Deena i fronten. Med det nye navn Deena Jones & The Dreams vælter de sammen verden. Effie er dog langtfra tilfreds med, at skulle synge i baggrunden, da hun er kvinden med talentet, og dette skaber flere problemer end gruppen kan holde til. Taylor jagter en ny lyd, og denne bliver udført uden Effie, men med en ny ung og smuk pige til bandet.
Dreamgirls starter i et ganske roligt og behageligt tempo, og uden at proppe for mange unødvendige sange ind, er første halvdel klart filmens stærkeste. Her er masser af spændende bihistorier med udgangspunkt i The Dreamettes’ kamp til toppen samt deres kærlighedsliv. Den ene Dreamette-pige ved navn Lorrell forelsker sig hurtigt i den gifte Jimmy Early, imens Effie forelsker sig i Curtis Taylor. Der er masser af intriger, som alle Danielle Steel fans bedst kan lide dem. Man skal dog ikke meget længere end 15 minutter ind i filmen, før man opdager at filmen mangler en egentlig hovedperson. Den røde tråd med bandet som en enhed, og denne enhed som hovedperson, forsvinder fuldstændigt da Effie forlader bandet samt filmen i et langt stykke tid. Hele filmen falder fuldstændigt fra hinanden og hvad man først følte, var filmens drivkraft, bliver hurtigt til filmens svageste led. Dreamgirls er nemlig smækfyldt med klicheer, faktisk så mange at man hurtigt mister interessen for filmen, og her hjælper det bestemt ikke, at den eneste person i filmen vi føler sympati for, forsvinder ud af historien. Alle mennesker begår fejl, og dette er en meget vigtig faktor for filmen at pointere, men uden en egentlig forløsning i alle karakterernes fejltagelser, får vi aldrig den nødvendige sympati eller forståelse for dem. Filmen er fyldt med unge talenter, der anstrenger sig for at gøre sit bedste, og filmteknisk er der ikke meget at beklage sig over, men historien er for tynd og klicheramt og karaktererne alt for uforløste.
Nu til sangene. De fleste sange i filmen foregår egentligt på scenen, og teksterne i disse afspejler noget der foregår i historien. Dette er såmænd en god idé, selvom teknikken ved at skifte fra f.eks. Jimmy Early der øver en sang, til Jimmy der synger sangen foran publikum, med en glidende overgang med kameraet halvvejs inde i sangen, bliver overbrugt. De få gange at folk synger direkte til hinanden, som man nu bedste kender det fra musicals, virker derfor egentlig unødvendige og urealistiske. Man bør have holdt sig til en af formlerne, i stedet får vi lidt af hvert, og dette er en noget ujævn oplevelse. Sangene i sig selv er rigtigt gode, selvom man kan undre sig over, at de ofte holder sig til musical-stilen, i stedet for at give det en snert af Motown-rytmer. Hele 3 af filmens sange er blevet Oscar-nomineret, og det ville være meget underligt hvis ikke en af dem vandt.
Dette er instruktøren Bill Condons første store film. Med indie-filmene Gods And Monsters og Kinsey fik Condon et navn i Hollywood, og nu prøver han sit talent af i musical-genren. Condon har fået skabt en flot men hul film, men med de mange priser filmen allerede har høstet, har han fået en masse anerkendelse. Skuespillet er generelt rigtigt godt. Jamie Foxx (Ray, Jarhead, Miami Vice) skuffer dog i sin rolle som Curtis Taylor. Den ellers gode skuespiller blegner nærmest i samvær med filmens andre skuespillere, og dette er nok første gang jeg har oplevet en så sløset og middelmådig præstation fra hans side. Sangerinden Beyoncé Knowles (Austin Powers In Goldmember, The Pink Panther) afprøver sine evner med at underspille sin rolle som Deena succesfuldt. Den første halve time bemærker man hende næsten ikke, og hendes præstation bliver først mere markant når rollen kommer til sit. Både Jennifer Hudson som Effie og Eddie Murphy (Frækkere End Politiet Tillader, Bossen Og Bumsen, Dr. Doolittle) som Jimmy Early er blevet Oscar-nomineret for deres biroller. Hudson er bedst kendt for sin deltagelse i American Idol hvor hun ikke vandt, og det er en fryd at se hende på skærmen. Hudson overspiller bestemt sin rolle i ny og næ, men hendes stemme er fantastisk, og man er ikke i tvivl om, at den forkerte vandt American Idol i den sæson hun deltog i. Murphy spiller sit livs rolle, man har aldrig set ham på denne måde før, og man vil sikkert heller aldrig se det igen. Murphys præstation er alene grund nok til at se filmen.
I sidste ende er der for mange ting der taler imod Dreamgirls. Filmen er for lang, ufokuseret og uden hjerte og sjæl. Er du helt vild med musicals, er der sikkert mere end nok til at glæde dig i denne film, men er du generelt kritisk overfor film, vil du ikke kunne lade være med at finde filmens fejl og mangler. Filmen har fortjent mange af de priser den har vundet, for det tekniske håndværk er i orden, men filmen er som et flot maleri uden nogen bagtanke.
