Skriv en kommentar
Som beskuer er det første, man bliver præsenteret for en civilisation, som vi kender den i Vesten: En infrastruktur, der er velfungerende med velfungerende veje, biler og trafik og højhuse. Derefter ser vi to personer, en mand der sidder på en trappe og en kvinde, der ligger og soler sig, de interagerer ikke, de er isoleret i hver deres verden - opslugt af deres mobiltelefoner.
En helikopter kommer flyvende med Australiens nationalflag, som hurtigt får undertegnede til at tænke på, hvad der ligger af symbolik i det flag, hvilket folk er Australien for, er det et land for alle - også de oprindelige folk?
Efter det kæmpemæssige flag, der fylder himlen ud, bliver billedet sort og titlen på filmen "Drømme fra Ødemarken" syner frem. Herefter introduceres vi til en enorm smuk ødemark, hvor en mandlig aboriginer bevæger sig syngende igennem naturen. Han synger på det oprindelige sprog, vi kan se i underteksterne, at han bl.a. synger: "No, I will never forget this country".
Senere møder vi Felicity, som er aboriginer og kvinde, og som har haft store alkoholproblemer, fordi hun har haft svært ved at finde sin plads som aboriginer. Hun siger på et tidspunkt: "I just want a better place for our people".
Der er nogle virkelig fine øjeblikke i dokumentaren, hvor man som beskuer kommer ind under huden på Felicity. Hun fortæller om sine sårbare sider - og det er der, det bliver interessant.
Vi møder hendes familie, og hun og hendes børn viser den skrøbelighed og udsathed, som de føler i og med de er aboriginere. Datteren er hvid, og man kan ikke umiddelbart se, at hun er aboriginer, men hun fortæller, hvordan australiere griner af hende, når hun siger, at hun er aboriginer.
De vil gerne bryde med de uhensigtsmæssige mønstre, som eksempelvis alkohol- og dysfunktionelle problemer. Eksempelvis fortæller søskendeparret; Olive og Casey, at selvmordsraten i Kimberly er en af de højeste i verden, og at det efterhånden er blevet almindeligt, at lokale begår selvmord, og de kender mange, der har begået selvmord. Folk glemmer dem, der begår selvmord, siger Olive.
Der er nogle virkelig autentiske øjeblikke, hvor man er som fluen på væggen i familien, og man ligeledes får lov at se de negative sider af deres familie. Felicity fortæller f.eks. om de ydmygende gange hun er blevet hevet med på politistationen, fordi hun havde drukket sig fra sans og samling. Som en del af dokumentaren, ser vi hjemmeoptagelser, filmet af børnene, hvor man ser børn rende rundt mellem de voksne, hvor man kan høre klirren fra flasker, ser voksne som drikker alkohol og en mand som ligger fordrukken og vånder sig.
Dokumentaren virker lidt fragmentarisk og rodet til tider, da den gaber over et stort emne, og derfor ville jeg ønske at den gik tættere på færre personer. Instruktøren kunne f.eks. have valgt blot at fokusere på Felicity og hendes familie og dykket et stykke dybere ned i hendes frustrationer og historie, og hvordan det påvirker hendes familie. Noget vi allerede får glimt af, men som vi ikke helt får lov at gå dybere ind i.
Jeg antager, at man på den måde vil kunne ramme nogle helt elementære vilkår for mennesker generelt, som alle kan spejle sig i.
Afslutningsvis, skal det understreges, at det er en yderst vigtig film, som leder til refleksion.
Den er både enorm smuk og tung.
