Skriv en kommentar
Der står 'The Classic Saga Returns' på DVD-boksen. En påstand, som ikke kan være baseret på resultatet og slet ikke på den skæbne, der er blevet tidligere forsøg på at producere film, baseret på universet. Nuvel, for den rollespilskyndige skal jeg ikke afvise at der vil være masser af scener og sammenhænge, hvor man kan genkende centrale del af spilmekanikken i Dungeons & Dragons. Figurgalleriet, brugen af magiske formler, indkøb af udstyr til en farefuld rejse og så videre.
'The Book of Vile Darkness' er titlen på et supplement til 3. generations-reglerne for D&D. Et modul, som rummer beskrivelser af magiske formler, væsener og scenarier med et stærkere element af ondskab og uhygge, end det mere politisk korrekt regelsæt tidligere havde rummet muligheder for. Perspektiv i supplementet går desværre fuldstændigt tabt i filmatiseringen.
Den unge Grayson Azriel tager del i en ceremoni for at blive indviet i den orden, der fortsat dyrker lysguden Pelors. Denne orden har som målsætning at forhindre Lord Shathrax og mørkets kræfter i at bemægtige sig verden. Indvielsen mislykkes. Imidlertid bliver selskabet overfaldet, Graysons far bliver bortført og da Grayson kommer til sig selv, sætter han efter bortførerne.
Nu begiver en D&D-helt sig sjældent afsted helt på egen hånd, så som det nu hører sig til, finder Grayson sammen blandt andet med troldkvinden Akkordia, Bezz, der som necromancer kan tale med og udøve kontrol over de døde. Figurer, der er så skåret så éntydigt efter D&D-grundregler, at der ikke er blevet plads til karakter og nuancer. Undervejs mod målet giver selskabet sig ud for at komme landsbyen Silver Keep til undsætning i kampen mod frygtindgydende drager, mens figurerne i virkeligheden har ganske andre, mere skumle hensigter.
Det er en vigtig forudsætning for, at den fantastiske historie 'glider ned', at den bliver præsenteret med en passende sans for fantasy-genrens indre logik og virkemidler. I 'The Book of Vile Darkness', virker det desværre som om figurerne er castet tilfældigt og som om et alt for begrænset budget til special effects bliver brugt allerede under forteksterne. Desuden bliver kameraet ført uden fornemmelse for spænding og detaljer, ganske som klipningen er udført uden sans for, hvornår et closeup kunne understrege en vigtig pointe i historien.
Peter Jackson har med Ringenes Herre vist, hvordan en fantasy-historie kan fortælles med nervepirrende spænding, storslået dramatik og ikke mindst humor. Man kan indvende, at sammenligningen er urimelig, når udgangspunktet for Jacksons film var J. R. R. Tolkiens litterære værk. Jeg vil nu mene, at det netop er problemet, at 'The Book of Vile Darkness' nok fungerer som supplement til rollespil, men som film trækker det lidt for tydeligt på en tradition uden at have den fornødne pondus. Det er ikke nok at dynge virkemidler op, hvis de ikke bliver brugt med fornemmelse for nerve i plottet og for føromtalte spænding, dramatik og humor.
Det er svært at finde forsonende træk ved denne film. Det skulle da lige være, at den med sine omkring 85 minutter – hvorfra skal trækkes den indledende fortællerstemme, der ridser historiens svulstige præmisser op – er prisværdigt hurtigt overstået.
Der ikke noget ekstramateriale.
