Skriv en kommentar
”…31. marts 1889…”
Spørg hvilken som helst romantiker, hvilken by der er kærlighedens by over dem alle, og du vil få næsten samme svar hver gang, Paris i Frankrig.
Kan man forestille sig Paris uden Eiffeltårnet? Næppe, men der er naturligvis også en tid i verdenshistorien hvor franskmændene har været uden symbolet alle kender, og det er delvis tilblivelsen og kærlighedshistorien bag, der bliver skildret i denne romantiske film.
Filmens historie foregår i to tidsperioder. Lad os kalde den ene for fortiden, og den anden for fremtiden.
Vi starter med fortiden, år 1860 for at være helt præcis.
Filmen følger en ung mand, Gustave Eiffel (Romain Duris) der arbejder med at bygge broer, bogstavelig talt.
Her møder han rigmandsdatteren Adrienne (Emma Mackey) og de forelsker sig i hinanden, trods klasseforskelle. Deres hemmelige forhold kommer ikke alles næse forbi, men de lever alligevel på en lyserød sky, indtil en dag hvor Adrienne, lige pludselig er væk uden at have givet lyd fra sig.
Gustave beskylder omverden for at have drevet hende væk, men der er ikke noget at gøre, livet må fortsætte.
Vi skruer tiden frem til fremtiden.
Gustave en succesfuld Ingeniør og arkitekt, og efter at have afsluttet arbejdet med opførelsen af Frihedsgudinden, er han på jagt efter sit næste projekt, noget han kan give Verden og Frankrig og gøre det til et symbol. Den franske regering vil have noget spektakulært til verdensudstillingen i Paris, og det vil han give dem, koste hvad det vil.
Gustave er en optaget mand, optaget af sit arbejde, optaget af sig selv, og ser ikke hvad der sker omkring ham i privaten. Dette ændres brat da han ved et tilfælde støder ind i en gammel ven, Antoine (Pierre Deladonchamps).
Hvad Gustave ikke ved er, at Antoine er gift med en gammel kending fra fortiden, den smukke, sofistikerede og mystiske Adrienne, der har knust hans hjerte i hans unge dage.
Chokket over det efterlader Gustave i et adrenalin sus, hvor han lover højt og helligt, at lave et kæmpe tårn i storbyen Paris, der skal forene klasserne, så håbløse forelskelser, som hans egen, måske ikke knuser hjerter længere. Han ved nemlig ikke hvad der gik galt imellem ham og Adrienne, han gisner kun om hvad det kunne være, men virkeligheden er en anden.
Gamle følelser blusser op og problemer er uundgåelige for Gustave og Adrienne, der på den ene side prøver at leve livet som de altid har gjort, og på den anden side kæmper imod deres ulykkelige skæbne.
Men fortiden vil ikke slippe sit greb på dem, samtidig med at Paris og Frankrig er blevet lovet et tårn på 300 meter, der ikke lige er til at lave uden økonomiske og fysiske udfordringer.
Spørgsmålet er så, vil den gamle forelskelse overvinde alle andre udfordringer?
Vil de give efter for kærligheden og forenes, og bliver det uden at gå på kompromis?
Nogle gange skal man nemlig tabe, for at vinde nogle ting.
Eiffel er en simpel historie, som man har set så mange gange før, hvor klasseforskelle er afgørende for unges skæbner. Det er vigtigt at sige, at det fremfor alt er en kærlighedshistorie, end en historisk film.
At den er kombineret med opførelsen af Eiffeltårnet, gør den mere spændende og speciel end den gængse kærlighedsfilm. Der spekuleres i om kronologien og detaljerne i virkeligheden er, som det er skildret.
Men Gustave og Adrienne har i virkelighedens verden haft et kærlighedsforhold til hinanden, og annonceret et bryllup der blev aflyst af Adriennes forældre.
Man ved ikke hvornår fiktionen træder til i historien, men det er heller ikke vigtigt, instruktøren og skuespillerne formår at underholde seerne, og det er det vigtigste i filmen.
Det bringer mig tilbage til min første sætning, ”…31. marts 1889”.
Det er afslutningen på filmen og starten på et af verdens største symboler, dagen hvor Eiffeltårnet blev færdigt og åbnede op for offentligheden.
Eiffeltårnet betyder virkelig meget for mange mennesker, både franskmænd og alle andre håbefulde og håbløse romantikere, om man vil det, ved det, eller ej.
Inden jeg smutter, vil jeg lige spørge om en ting.
Hvad er Eiffeltårnet formet som?
Godt gættet.
Salut!
