Skriv en kommentar
I 1951 får sygeplejersken Gert (Ellen Hillingsø) til opgave, at styre et børnehjem på Grønland under ledelse af den danske stat. De 16 udvalgte grønlandske børn på hjemmet, er vendt hjem efter et års dannelse i Danmark og skal være forbilleder for den grønlandske befolkning. Det hele er led i et socialt eksperiment den danske regering har iværksat for, at få Grønland ud af fattigdom og op på lige fod mod Danmark.
Filmen skildrer den autentiske historie om dette eksperiment, der aldrig kom til at gå efter planen. Planen var at disse udvalgte børn skulle blive den sociale elite på Grønland og løfte hele landet væk fra jægersamfund og op til dansk velstands højder. Idéen er som nok også hæderlig nok, men problemet var bare, at man glemte de menneskelige aspekter ved processen. Børnene som var i 6-7 års alderen, blev hevet ud af deres respektive familier på Grønland og anbragt i plejefamilier i Danmark i halvandet år, hvor de skulle lære dansk sprog og dansk kultur. Herefter blev sat tilbage på Grønland på børnehjem og i grønlandsk skole og dermed stadig holdt væk fra deres oprindelige familier. Problemet var bare nu, at børnene havde glemt det grønlandske og deres modersmål, savnede deres plejefamilier i Danmark og blev indvandrer i deres eget land.
Hermed bringer den emner op om integration, da den grønlandske befolkning ikke tager pænt imod ”de fremmede”. Men det er her lidt den omvendte verden, for modsat indvandrer som kan have svært ved at finde sig til rette, er det her udvandrede som har svært ved at finde sig til rette i sit eget land. Eksperimentets største fejl var, at det var en tid, hvor man ikke anså disse grønlandske børn som egentlige mennesker, men blot eksperimentelle emner, til at føre Grønland videre. Man overvejede ikke at børnene ville bliver forvirret, udskudt, rodløse og tilnærmelsesvis miste deres nationale identitet.
Til at starte med virker filmen ”Eksperimentet” som en dokumentar med nogle lange fortekster som forklarer baggrundshistorien. Herefter forsøger filmen en tand for stærkt og følelsesmæssigt, hvor vi ikke få ro til at engagerer os med karaktererne. Vi skal tydeligvis holde med lærerinden Gert og de tilbagevendte børn, men man føler det bliver påtvunget. Men derimod som filmen skrider frem, bliver hele denne stil filmens største styrke. Den formår at involverer os dybt følelsesmæssigt.
Ellen Hillingsøs Gert er kompleks og tvetydig. På den ene side er hun fanget i 50’ernes opdragelsesmetoder, hvor en ørefigen og en huskekage kan bruges som magtmiddel mod børn. Men på den anden side vil hun gerne være som en mor for dem. Så Gert lander lidt mellem to stole, hvor hun til tider virker som Fru Skrap og holder børnene i kort snor, men samtidigt til tider som hjertevarm og omsorgsfuld madmor. Som handlingen skrider frem, forstår vi, at hun dog nærer varme følelser for børnene og vil dem det bedste. Gert er nemlig selv vokset op i en plejefamilie og hun forstår bedre end nogen andre, hvordan det er at blive taget fra sin familie.
Gert begår samtidigt en af de største synder indenfor pædagogik; hun forskelsbehandler og tager pigen Karen under sine vinger og behandler hende som hendes eget barn. Når de andre skal have specielundervisning, kan Karen gå frit rundt og endda besøge sin tidligere familie i byen. Det er først når de andre børn vender sig imod Karen og at pigen Dorthe råber op, at det går op for Gert, hvad hun har gang i.
Selvom Gert finder paralleller mellem hendes egen barndom og Karens, er Karens situation stadig en anden. Karen er blevet taget fra sine forældre pga. et socialt eksperiment, og er nu kommet tilbage til sin hjemstavn, hvor hun delvist glemt sine rødder og sin kultur. Karen er den mest modne af børnene og viser enkelte gange sine sande natur, fx ved at hjælpe sin familie med sælfangsten. Men hun kan ikke længere kommunikere med sin biologiske mor og bror, og selvom de alligevel knytter et bånd, er det umuligt at samle familien igen.
Filmen er ganske vellykket og en af de bedre danske film i nyere tid. Den indeholder en væsentlig historie med noget på hjertet, som vi danskere har glemt, men den grønlandske befolkning ikke har. Filmen kan måske bringe debatten frem igen om, at den danske regering aldrig har undskyldt for eksperimentet og de medfølgende ødelagte børns liv.
Derudover er det positivt at se børneskuespillet så vellykket i sin afdæmpede form. Specielt Karen (den debuterende Laura Skaarup Jensen) gør det fremragende, både dybfølt og voksent.
