Skriv en kommentar
Det var nok ikke Roger Michells plan, at hans alternative portræt af dronning Elizabeth II skulle vises kort tid efter hendes død – eller måske er det netop, hvad filmselskabet har planlagt. Instruktøren selv døde nemlig i september 2021, et år før den nærmest udødelige dronning, han portrætterer.
Det skal måske tages med i betragtning, hvis man synes, at en dokumentar om den engelske dronning er overload, og det bliver ikke bedre af, at den egentlig ikke tilføjer noget til det, man vidste i forvejen – også selv om man som jeg ikke har fulgt med i de mange indslag, der fulgte.
Filmen lægger ud med en scene, hvor vi følger forberedelserne til en eller anden begivenhed, måske en royal fest. Dette er klippet sammen med gamle sort/hvid-klip fra en begivenhed, hvor der forberedes et teaterstykke, og på lydsiden hører vi noget, der lyder som et publikum, der forventningsfuldt sidder og summer og skramler lidt. Tilbage til dronningen i den lange hvide kjole, først som yngre, hvor hun anviser, hvordan møblerne skal stå, og så som ældre, hvor hun læner sig ud over gelænderet og kigger ned med bagdelen i vejret, en meget menneskelig og ikke særlig royal positur. Og det er nok det største udbytte af filmen. At man får et indtryk af dronningen som en praktisk og jordnær person, der ikke er særlig opmærksom på etikette og sin fremtoning, når man ser bort fra påklædningen. Naturlig, men uden megen ynde og elegance. Og ikke særlig kamerabevidst.
Roger Michell har sammen med sin klipper Joanna Crickmay valgt at portrættere dronning Elizabeth II med et væld af klip fra dels hendes eget – primært officielle – liv, og dels kommenteret disse med en masse klip fra teaterforestillinger om hende, voxpops og ikke mindst musikken, som i bedste kontrapunktiske stil gør åbningsscenen til en rockkoncert, efterfulgt af flere end 30 klip gennem tiderne, hvor hun vinker til folket til lyden af Robin Williams hyldestkoncert ’Let me entertain you’. Blandet op med klip fra parodier om hende, lige fra teaterforestillinger til satire og stand-up-shows.
Og sådan fortsætter dokumentaren hele vejen til enden efter halvanden time. Tilbage står, at jeg i hvert fald ikke blev klogere på mennesket bag dronningen. Vi får vist en masse situationer, som vi har set utallige gange før, blandet op med klip, som ofte ikke er identificerbare. Det er nok heller ikke Michells hensigt, og han lader desuden musikken kommentere fortællingen på en måde, som enten ikke vækker genkendelse hos mig eller står i en mere aparte end meningsfuld kontrast til billederne. Og at dronningen ikke selv kommer til orde i meget andet end ligegyldige bemærkninger, gør ikke filmen mere interessant.
Der er dog charmerende momenter, eksempelvis hvor en hofmarskal til lyden af Lennon/McCartneys Majesty fortæller om, da John Winston Lennon modtog en royal orden den 26. oktober 1965, men afleverede den tilbage fire år senere ’for various reasons’. Og det er også skønt at se den smukke navnesøster Elizabeth Taylor ankomme på besøg og den indtagende Marilyn Monroe ligeledes aflevere et varmt kindkys til dronningen.
Men om dronningen selv er der ikke meget nyt at hente desværre, så Roger Michells film må mest ses som eksperimenterende flødeskum på en royal kage.
