Skriv en kommentar
Handlingen er som det måske er bekendt henlagt til en velstående familie på landet. Solen skinner og familien er ikke belastet af hårdt fysisk arbejde. Til gengæld går tiden med at få svejset de rette mænd og kvinder sammen – efter snørklede forhandlinger og overvejelser, som det nu må være, når man skal holde stilen med … stiff upper lip.
Emma er en i grunden velmenende ung kvinde, der i grunden ikke efterstræber rigdom. Hun bruger til gengæld meget ihærdigt sin tid på at udbrede sin opfattelse af, hvem der hører sammen. Ikke altid så empatisk og imødekommende over for personernes egne tanker, men på den anden side heller ikke decideret ondsindet.
Billedsiden understreger personernes mulighed for at leve i elegante omgivelser. Der er grønne marker og blå himmel. Kvinderne fører sig frem i de mest elegante kjoler og frisurer og mændene er ligeledes klædt i lette gevandter. Der er tjenestefolk til snart sagt enhver lejlighed. Hvis Emma vil gå en tur ned til lysthuset bagest i haven, er der 2 tjenestefolk med hende. En til at holde en stearinlys-lygte og en til at skærme hende mod nedbøren.
Ind på scenen træder Mr. Knightley. Han har helt klart ikke meget respekt for Emmas manipulationer, hvilket han giver udtryk for over for Emma i utvetydige vendinger. I første omgang har Emma sat sig for at coache veninden Harriet – der tydeligt er af lavere rang … - til at afvise et frieri, selv om Harriet og Mr. Martin tydeligt har sympati for hinanden. Emma får derefter læst og påskrevet af Mr. Knightley.
… og så’n skrider handlingen stille og roligt fremad. Der er en slesk præst, Mr. Elton, som forgæves forsøger at indynde sig hos Emma. Der er en lettere enfoldig Miss Bates – spillet af Miranda Hart, kendt fra serien ”Call The Midwife”, der fint former en figur, der i det store og hele er til irritation for sine omgivelser. Der er en Miss Fairfax, der ender med at rende af med Frank Churchill, som økonomisk set vist ikke har helt rent mel i posen. Alt i alt et kompliceret men til tider bestemt også komisk figurgalleri. Ikke mindst er Bill Nighy i rollen som Mr. Woodhouse, Emmas far, aldeles fornøjelig. Han har – som resten af galleriet – ikke ret meget at tage sig til end at være bekymret, særligt for træk og kulde. Hvis der er eller bare bliver talt om den mindste smule træk, så skal der fluks stilles skærme op omkring ham.
Harriet ender med at kaste sine følelser på Mr. Knightley, som til gengæld når frem til, at han i virkeligheden holder rigtigt meget af Emma. På den måde falder de elegante forviklinger på plads i et mønster, hvor de, der passer sammen, også rent faktisk FÅR hinanden. Og Emma ender med at blive en hel klogere på både sine egne og sine bekendtes følelser.
Det er absolut værd at sætte et par timer af til denne gen-/nyfortolkning af Jane Austens klassiker. Skønhed og elegance fra en tid, der var – eller måske aldrig helt har været.
