Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Fejø Film Festival
Svend22
Cinema Made In I...
Tyske Filmdage 2022
Oscar 2022

Se alle artikler
Overskrift konkurrence



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

En Lang Forlovelse

20. januar 2005 af Jesper Skovlund

4 stjerner Skriv en kommentar

En Lang Forlovelse billede

Uden det bizarre og surreelle forbliver historien overfladisk.

Lige siden den smagløst delikate Delicatessen fra –91 har Jean-Pierre Jeunet formået at holde et ekstremt højt teknisk niveau parret med mere eller mindre bizarre, nærmest surrelle rum og begivenheder. Vi så det siden i De fortabte børns by (-95), og i Den fabelagtige Amelie (-01) – og såmænd også i den fjerde Alienfilm, Resurrection (-97), hvor de amerikanske producenter trak store veksler på Jeunets talent.

I En lang forlovelse er det tekniske niveau stadig ekstremt højt, billederne er storslåede og ofte med den lille detalje og de farver der bevidst fremhæver iscenesættelsen. Men hvor det surreelle, bizarre der indtil nu har været Jeunets varemærke før udfoldedes tager nu en mere realistisk fortælling over. Og dette stilskift er ikke ganske uproblematisk, faktisk går det hen og bliver jævnt kedeligt, fordi handlingen i perioder går nærmest i stå, instruktørens personinstruktion ikke slår til, og ikke mindst fordi der prætenderes en dybde, som fortællingen aldrig overbeviser om.

Filmen lægger ud med at fortælle om 5 franske soldater der i 1. Verdenskrigs skyttegrave påfører sig selv sår for at slippe væk – alle fem skyder sig på den ene eller anden måde i hænderne. Ved en krigsret afsløres det, at det er selvpåførte sår og de dømmes derfor til døden. Henrettelsen består i at de gennes ud i ingenmandsland mellem de franske og tyske skyttegrave. Tilsyneladende dør de alle, men den unge Mathilde (Audrey Tautout) kan ikke tro, at hendes elskede Manech (Gaspard Ulliel) er død ved fronten. Hun sætter sig for at finde ud af, hvad der skete de 5 mænd i ingenmandsland.

Jeunets skildring af livet i skyttegravene er klart filmens styrke – angsten hos de menige og afstumpetheden hos de overordnede, mudderet, massakrerne bliver i Jeunets nærmest teatralske rum et dødens teater, som gør et uudsletteligt indtryk.
Men hovedhistorien, Mathildes søgen forbliver uforløst, simpelthen fordi det aldrig lykkes hverken Tautou eller Jeunet at gøre hende til en interessant person. Hendes stædighed er blot et barns stædighed, og den kærlighed hun kæmper for er på samme måde baseret på naive erindringer, hvor det næsten er ligeså vigtigt at se som at røre, kropsligheden er næppe til stede (hvilket bekræftes i den ganske vist bevægende men også dybt problematiske slutscene). Uskylden har slet ikke de utrolige overtoner der gjorde Amelie, også med Tautou i hovedrollen, interessant. Det er sigende, at en anden krigsenke er meget tydeligere og mere interessant end Mathilde, på trods af at vi kun møder hende et par gange: Hun søger ikke, men hævner sig korporligt på de som sendte de fem ud i ingenmandsland. Her slår kropsligheden fatalt, grumt og morsomt (!) igennem – og her kan man genkende Jeunet, når han er bedst.

Overfor hovedhistorien kommer de små detaljerede begivenheder til kort, - postbudets stadige skriden ind på plejeforældrenes gårdsplads, motorcyklistens æderi, imens han fortæller slagsmarkens grusomme detaljer, Mathildes og kærestens oplevelser i fyrtårnet, Mathildes forhold til sin massør (hun har haft børnelammelse), ja Mathildes forhold til sine kærlige plejeforældre og ikke mindst hendes tvangsritual-lege, hvis hunden når at komme ind ad døren, så lever Manech etc.. Alt sammen har Jeunet underlagt den store historie om 1. Verdenskrig grusomheder og først og fremmest en kærlighedshistorie der ret beset fremtræder frygtelig glansbilledkulørt medmindre det bizarre, surreelle og ekstremt naive får råderum. Det sker som sagt sjældent.

På sin vis kommer Mathildes naivitet i klemme i den store historie. Og for Jeunets vedkommende kommer tilværelsens aburditet til kort i samme historie. Det er ærgerligt, for der er brug for begge dele. Det er svært ikke at forbinde den omstændighed med det forhold, at En lang forlovelse hovedsagelig er produceret med amerikanske midler, Warner Bros. står bag – Jodie Foster dukker minsandten op midt i filmen. USA kræver store historier, ikke fransk surrealisme. Faktisk er der så mange amerikanske midler i filmen, at den er holdt udenfor konkurrence om den franske filmpris, César.

Titel: En Lang Forlovelse
Original Titel: Un long dimanche de fiancailles
Premieredato: 21. januar 2005
Instruktør: Jean-Pierre Jeunet
Skuespillere: Audrey Tautou, Gaspard Ulliel, Jean-Pierre Becker, Dominique Bettenfeld, Clovis Cornillac, Marion Cotillard, Jean-Pierre Darroussin, Julie Depardieu, Jean-Claude Dreyfus
Spilletid: 134 min.
Selskab: 2003 Productions, Warner Bros., Tapioca Production, TF1 Films Productions, Canal+, Centre National de la Cinématographie, Région Poitou-Charentes, Region Bretagne, Gerber Pictures, 2004
Genre: Drama
Link: http://www.enlangforlovelse.dk
Mathilde og hendes plejefar.
Mathilde og hendes plejefar.
Mathilde i fyrtårnet med minderne om den elskede Manech
Mathilde i fyrtårnet med minderne om den elskede Manech


banner
Overskrift Højre Block
Triangle of Sadness
Ticket to Paradise
Pinocchio (Disney+)
Chiaras Valg
Europa
Kærlighed For Vo...
Anatolian Leopard
Udvandrerne
Farvel hr. Haffmann
Beskytteren



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...