Mere Ari Gold!
Til dem som ikke kender den amerikanske tv-serie Entourage (2004-2011), kan jeg kun anbefale at tjekke den ud. Godt nok løber serien med sine 8 sæsoner en smule metaltræt hen imod de sidste par sæsoner, men serien er en interessant skildring af den moderne amerikanske filmbranche indefra på en underholdende og morsom måde. Nogle vil måske glæde sig til gensynet med Vincent Chase, E, Turtle og Johnny Drama, men de fleste, og jeg selv personligt, ser mest frem til gensynet med den hyperaktive, brutalt ærlige og uortodokse filmagent Ari Gold spillet af Jeremy Piven.
Filmen Entourage fortsætter et stykke efter hvor serien sluttede. Firkløveret Vincent Chase er blevet en filmstjerne og hans venner E, Turtle og Johnny Drama kører deres eget Hollywoodræs. Men nu vil Vincent springe ud som instruktør og Ari, som er blevet chef for et filmselskab, har givet Vincent muligheden for at instruere en storfilm. Men da filmens finansielle part, texaneren Larsen McCredle, sender sin søn Travis til L.A. for at holde øje med sin investering, kompliceret projektet betydeligt. Travis er nemlig hamrende jaloux på Vincents succes.
Over sidste salgsdato
Som meddelt forløb serien et par sæsoner for langt, så man kan spørge sig selv, om en film, som fortsætter historien, i virkeligheden var nødvendig? Som fan af serien kan man selvfølgelig ikke undgå at se frem til den, men også med en vis skepsis.
Entourage – The Movie føles også som et forlænget afsnit med overskredet salgsdato. Det er mere af samme skuffe i et længere format, og filmen kommer nok en smule for sent efter bølgen er redt. På plussiden har filmen til gengæld en bedre endelig afrunding af serien. Så må vi bare håbe at Entourage holder ved hvad det er nu: afsluttet; endeligt. Medmindre de selvfølgelig vælger at lave en spin-off med Ari Gold, så er jeg på!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.