Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fire protagonister, teenagepigen Tess der lige siden hun som barn solgte trusser med tis på, har drømt om at lave porno eller i hvert fald blive kendt for et eller andet, vennerne Rickard og Geko, som optager pornofilm i Rickards stue og Rickards søn Eric, der mestendels sidder på sit værelse og lytter til maskinel musik, alle har de et hul på det sted, hvor hjertet burde sidde. Nu er der blot tomt; intet har afløst kærligheden.
Måske er det, som Eric et kort stykke tid inde i filmen siger. At menneskene engang var hele, men siden blev delt, og at menneskene nu farer ulykkelig omkring for at finde den del, som mangler. Men det lader sig ikke gøre, siger Eric i sit sorte tøj på sit uoplyste værelse; mennesket bliver aldrig helt igen.
Tonen i Lukas Moodyssons seneste film er væmmelse, afsky, desperation og fornedrelse. Filmen fortsætter således i tråd med Moodyssons forrige film, den gruopvækkende ”Lilja 4-ever” om den tvangsprostituerede Lilja. Samtidig tager ”Et Hul mit Hjerte” kampen om med film som ”Saló – eller de 120 dage i Sadoma” og ”Itchi the killer” om at være blandt filmhistoriens mest afskyelige film.
Fortællingen om de fire karakterer, som ydmyger og spotter hinanden i deres aflukkede lejlighedsunivers, er blæst op i en æstetik, hvor docu-soap krydser klinger med hurtigklippende mtv-stil. Ultranærbilleder af kønsorganer der sprættes op konfrontalklippes med barbiedukker der rives midt over. Brusebade og intimbarberinger gentages, mens Tess får fyldt sine kropsåbninger med pikke, mad eller bræk.
Og dog rammer filmen ikke sin tilskuer så hårdt, som ”Lilja 4-ever” gjorde det. Måske er det iscenesættelsen af det væmmelige, der gør udslaget. Eller måske er det fordi, de fire karakterer rent faktisk fungerer i deres perverse minisamfund. De griner jo indimellem, giver hinanden et knus eller forsøger at tale sammen. Og udenfor lejligheden er verden alligevel kedelig, materialistisk og tåget på samme måde, som alle de logoer og kendemærker, der er censureret bort filmen igennem er det.
Det kunne også tænkes, at væmmelsens mådehold skyldes, at filmen rammer virkeligheden næsten for præcist. Måske er perversiteten, det nederdrægtige i virkeligheden netop som i filmen. Og derfor antastes vi ikke.
Mændene i filmen har opgivet håbet om at finde delen, som mangler. I stedet længes de efter deres mødre, som enten er døde eller ikke tillod at blive kaldt ved navn. Længslen foregår nu helt eksplicit, når mændene søger at kravle ind i den kusse, de kom til verden fra.
Ekstramateriale:
Biografier, trailer og 3 musiknumre fra filmen er alt sammen helt fint, men bedst af alt er en 17 minutter lang ”behind the scenes”. Der er tale om en ganske utraditionel stort set uklippet optagelse fra optagelserne. Her går de 4 skuespillere så småt i opløsning, da Lukas Moodysson ikke ønsker at give dem instrukser men blot beder dem om at være sig selv. ”Der sker så helvedes masse hele tiden i film,” siger instruktøren, som nu vil prøve noget andet. Lade skuespillere bare være, og så se hvad der kommer ud af det. Men spillerne vil have styring, og konflikten skærpes.
Endelig indeholder ekstramaterialet en kortfilm, som Moodysson har produceret og som han mener slet og ret er verdens bedste kortfilm. Filmen viser en mand, der på barnlig vis pjatter rundt ved vandkanten og legende hopper omkring. Så skifter filmen karakter og viser nu et barn, der udfører lignende handlinger. At kalde filmen for verdens bedste er nok lige at stramme det en anelse.
* * * * * til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
