Skriv en kommentar
Skal du bruge en ''blikkenslager''?
Forestil dig, du er en smuk, selvsikker kvinde midt i tyverne, som sidder på en café alene.
Da du skal til at gå, taber du din taske. En midaldrende mand med et komisk ansigt springer til og hjælper dig med at samle dine ting op.
Så begynder hans ven, som er en gammel nisse, at flirte med dig, og fortæller dig, at hans ven er en slags altmuligmand. Han kan f.eks. være din ''blikkenslager'' siger han med porno-underforståelse. Han giver dig derefter et visitkort med navnene Virgil og Bongo på.
Spørgsmålet er så, ville du sige nej tak til de lumre tilnærmelser, og hentydninger til at du har brug for at købe mandligt selskab, ELLER vil du sige tak, og smile forførende og sultent til den midaldrende mand med det komiske ansigt?
I John Turturros film Fading Gigolo er reaktionen den sidste. Den køber jeg ikke, og det er desværre på dette grundlag, at hele filmen står eller falder.
Desperate, underskønne kvinder
Fioravante (John Turturro) er en blomsterbinder, som bliver overtalt af sin ven, Murray (Woody Allen), til at forsøge sig som gigolo. Det der burde have været en engangsaffære for pengene udvikler sig til en forretning efter at Fioravante viser sig at have talent for elskovens kunst.
Blandt Fioravantes begejstrede kunder er Dr. Parker (Sharon Stone), som er ulykkeligt gift, og som drømmer om at have en trekant med en mand og sin storbarmede veninde Selima (Sofia Vergana). Fioravante skal derfor ''prøvekøres'' af både Dr. Parker og Selima, hvilket han tager i stiv arm (helt uden Viagra).
Tilsyneladende er der så mange desperate, underskønne kvinder i New York, at der ikke skal mere til, end at Murray kontakter vildt fremmede i parken og fortæller dem om sin ven. Ja tak, siger de på stribe - uden videre, uden at have mødt ham. Dette følges op af en montage til lystig jazzmusik af alle de tilfredse kvinder, der går ind og ud af Fioravantes dør.
Murray og Fioravante støder først ind i problemer da den seksuelt hæmmede, jødiske enke Avital (Vanessa Paradis) kommer ind i billedet. Avital er dybt ensom og er ''aldrig rigtig blevet rørt'', selvom hun har seks børn. Avital kommer til Fioravante for at få massage, men de udvikler hurtigt et uskyldigt kærlighedsforhold, hvilket gør Fioravante til mindre af en tyr og mere af en hundehvalp med sine andre kunder.
Fantasi uden retning
Fra start lugter Fading Gigolo af fantasi. Billedekvaliteten er blød, farverne gyldne, og New York er en hyggelig lille landsby. Fantasi er der intet galt med, men når intet overbeviser, samtidig med at personen, der har skrevet og instrueret har valgt sig selv til at udleve det hele, begynder man at rynke på næsen og lugte midtlivskrise.
Titlen lægger op til, at det handler om en gigolo, der har haft sin storhedstid og som nu må affinde sig med sin falmende karriere og sin alder. Det ville have været interessant. Men der foregår ikke meget ''fading'' i Fading Gigolo, og titlen virker mere som et tomt forsøg på ironi. Desværre er der intet at lære, der er ingen samfundskommentar eller ironisk dobbelthed at udforske ved en mand, som bare gør alting rigtigt med kvinder hele tiden.
Det er ikke fordi, at Turturro er usympatisk som skuespiller eller at Woody Allen ikke stadig kan underholde, men filmen vil ikke noget. Alene problemet med titlen peger på, at der ikke har været en klar retning for projektet.
På trods af gode skuespillere er filmen er ikke mere end en utroværdig herrefantasi om en almindelig fyr, der viser sig at være den største tyr i byen.
Den skal du længere ud på landet med, Turturro.
