Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De kære medlemmer af Familien Addams har efterhånden over 40 år på bagen som TV-personligheder. Det ses tydeligt når man i dag genser serien der er både langsom, usjov og alt alt for selvbevidst. Dåselatteren kører i tomgang fra start til slut igennem 21 afsnit der handler om alt mellem himmel og jord i det mærkværdige hushold, og den gør det til vittigheder der i den grad har lidt under tidens tand.
Skulle man ikke vide det, så handler ”Familien Addams” om titlens mildest talt bizare familie. Papa Gomez og moder Morticia kræver hver i sær kapitler, han om sin morbide, smilende adfærd, hun som gudmoder til vor tids trendy goth-tendenser. Læg dertil det skaldede spøgelse de kalder onkel Fester, den levende hånd Thing, der sammen med Frankenstein-kreationen Lurch udgør tjenestefolkene, de to voldelige børn og bedstemoren der jo nok er en heks og sammenlagt har man en familie der nok har skabt opmærksomhed og hævet øjenbryn i 1960ernes USA, men som i dag er alt for nydelige til at vække det mindte lille smil på mine læber.
Serien er simpelthen for skiveskåren, moralerne for tykke, familien alt for ufarlig og vittighederne for platte, for forudsigelige og for tynde. Dåselatteren der understøtter det hele er så voldsom at man ikke kan undgå a bemærke den, særligt de gange den dukker op når der ikke engang er sagt noget som er ment morsomt. Fra tid til anden dukker der enkelte guldkorn op, som regel når tekstforfatterne har turdet bevæge sig ud i lidt mere syret territorie, men overordnet er det i dag mere kedeligt end sjovt eller interessant.
Nuvel, jeg kommer fra en generation der har set de moderne og langt mere kulsort morbide og tidssvarende Addams-film før jeg har set serien her, men selv set igennem andre generationers briller har jeg svært ved at forestille mig at Familien Addams har haft det bid man kunne ønske sig eller forvente af så morbide karakterer. De traditionelle, puttenuttede sit-com formularer passer bare ikke rigtig til afhuggede hænder, kødædende planter og tortur-eksperimenterende småpiger.
Men selvom jeg ikke synes humoren og det langsomme tempo fungerer, så skal jeg være den første til at hylde den enorme camp-værdi Familien Addams har at byde på. I det rigtige selskab og med lidt til halsen, så vil grinene bestemt blive større og enkelte punchlines vil være mindeværdige. Ser man serien alene er her dog ikke meget at komme efter.
Billede- og lydsiden er fine uden tegn på seriens høje alder. De sort-hvide billeder står skarpt og lyden er så klar at dåselatteren ikke kan være andet end irriterende. Bonusmaterialet er til gengæld ikke noget at råbe op om. En featurette om familien er uinteressant og de mærkværdige kommentar-spor består af Thing og den behårede Cousin Itt der sidder i hvert sit hjørne af specifikke scener og siger mærkelige lyde. Det er mærkeligt men lige så lidt lattervækkende som serien som helhed.
Bemærk i øvrigt at det ikke, som indikeret, er hele sæson 2 vi har med at gøre her. Der er derimod tale om slutningen af sæson 1 og starten af sæson 2 og man skal således have den kommende ”Sæson 3” med for at have hele sæson 2. Havde man tænkt sig lidt om havde man nok i stedet skrevet ”Volume 2” på coveret ligesom man har gjort på de amerikanske DVD-udgivelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.
