Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kontroversiel, grov, og tæt på direkte upassende er blot nogle af de adjektiver man tænker på i sammenhold med Seth Macfarlanes animationsserie, Family Guy, der siden 1999 har gået en viral og populær sejrsgang. Nu er Familien Griffin, der tæller Peter, Lois, Chris, Meg, Stewie og ikke mindst hunden Brian tilbage med en kuleskør fjortende sæson.
I denne forsætter narrestregerne for dem alle, ligesom Stewie i det indledende afsnit også bliver diagnosticeret med ADHD - noget man skulle tro hele serien havde. Det viser sig imidlertid, at Stewie bliver afhængig af sin medicin, alt imens Peter bruger den til fokusere på at skrive en roman. Undervejs i seriens tager Peter med hans kammerater Joe, Cleveland og Quagmire til Korea, hvor de, til deres store forbløffelse, opdager at Quagmire har medvirket i en soap opera i landet. Endvidere møder Peter hans glemte søster, mens Meg opdager, at hun faktisk mobber Peter akkurat ligeså meget som Peter mobber hende. Chris bliver stemt til hjemkomst-konge, hvortil Meg finder ud af, at dette var en spøg arrangeret af de seje børn. En gruppe hverken Meg eller Chris er en del af. Ydermere rejser Brian og Stewie til Indien, for at opspore en teknisk supportmedarbejder Brian har forelsket sig i.
Forvirret endnu? Bare rolig, sådan er Family Guy, der med sine 21 episoder i sæsonen har meget på hjerte. Det har da også har været en smule umuligt at beslutte sig for, hvad der skulle med i dette ovenstående referat. Faktum er dog, at Family Guy peger i alle retninger, hvorfor man også fornemmer, at Seth Macfarlane arbejder ud fra tankegangen stream of consciousnes, altså bevidsthedsstrømme, der er med til at trække serien i alle retninger.
Bedst er serien når der refereres til virkelige personer eller politiske dilemmaer og gør tykt grin med disse. På den måde fungerer serien i høj grad også som højaktuel samfundssatire, om end man måske skal kende til det amerikanske politiske system, for helt at forstå, hvad der bliver gjort grin med. Dog er det ikke kun det politiske debatter, der får en tur i møllen, men kan ligeså vel være skuespillere eller musikere. For det er hvad man får med Seth Macfarlane. Han er ikke for fin til at sende en satirisk sviner af sted – end ikke hvis Obama er modtageren.
Det forekommer tydeligt, at seriens succes skyldes de vanvittige, charmerende og groteske karakterer, hvoraf Peter befinder sig i centrum. Men også bizarre biroller Herunder Joe, Quagmire og tilbagevendte Cleveland er med til at give serien et løft. Det skal dog nævnes, at sæson fjorten af Family Guy ikke er nyskabende, og derfor ikke kommer til at omvende nogen, der ikke allerede er fans er showet. Men det er måske også fint nok. For med en fjortende sæson af seriens synes det, at man har fundet en opskrift, der virker. Det man producerer virker tilsyneladende, og har skabt en solid fanbase. Ligeså triviel serien til tider synes, ligeså hylende morsom kan den være på andre tidspunkter. For mit eget vedkommende er Family Guy med sine afsnit på små 20 minutter en fremragende afveksling mellem serier, der kræver større hjernekapacitet. En sjov og morsom afveksling.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
