Skriv en kommentar
Ingmar Bergman har i lighed med ABBA været medvirkende til at give os danskere et kulturelt mindreværdskompleks i forhold til vores blågule naboer. En af årsagerne til Bergmans verdensomspændende succes hedder ’Fanny og Alexander’. Filmen cementerede nemlig svenskerens internationale format med fire Oscar-statuetter i 1983 – blandt andet året bedste ikke-amerikanske film, hvilket ikke lader meget tilbage at håbe for niveauet af filmåret 1982.
For ’Fanny og Alexander’ ligner bestemt ikke noget eviggyldigt mesterværk. Ambitionerne fejler ellers ikke noget hos Bergman, der præsenterer en tre timer lang film om en velhavende og farverig svensk families kvaler først i det 20. århundrede. Familien består af en farmor, hendes tre sønner og deres respektive koner og børn. Grundplottet drejer sig om et af disse børn nemlig Alexander, hvis mor efter farens død gifter sig med biskoppen, og i bispeboligen venter en noget strengere hverdag Alexander og hans lillesøster Fanny.
Men selvom Fannys navn lyser op i filmens titel, så ser man faktisk ikke meget til den kønne pige i selve handlingen. Hendes eksistensberettigelse ligger visuelt på det symbolske plan. Hun virker som den lyse modpol til den mørke Alexander. Men hendes karakter lærer vi intet om.
Og sådan virker ’Fanny og Alexander’ på mange måder klodset skruet sammen. Filmens anslag, en juleaften, varer eksempelvis en time, hvorefter handlingen sådan nogenlunde begynder. For sent desværre. Derudover bliver skildringen af børnenes mareridt hos biskoppen aldrig rigtig dybdeborende til trods for filmens længde.
For filmen kaster nemlig en del andre konfliktbolde op i luften. Dem forsøger Bergman panisk at gribe, men det lykkes ikke helt.
Det, der ifølge filmens egen beskrivelse skulle være dramaet om to børns vanskeligheder, ender derfor i ufrivilligt latterlige scenarier med anstrengt dialog og unødig indblanding fra spøgelser og anden hokuspokus. Desuden virker børnenes mor Emilies karakter ulidelig vægelsindet. Hendes valg virker konstant ubegrundede – hun går fra den ene ekstrem til den anden, uden at seeren får at vide hvorfor. Det er skidt, når hendes valg er centrale for filmens fremdrift.
Heldigvis for ’Fanny og Alexander’ fungerer billederne fantastisk. Her vrimler det med vitalitet og kreativitet i både bevægelser og beskæringer. Så kun filmens visuelle troldmand, Sven Nykvist, motiverer til at se filmen, selvom kulisserne og kostumer også virker overbevisende. Men mesterværk? Niks! Bergman forsøger at lave en smuk fabel om fantasi og børns lidelser, men det falder desværre så grueligt sammen. Så i dette tilfælde har vi danskere ingen grund til mindreværdskomplekser.
Ekstramateriale:
Sammen med den tre timer lange film følger den 110 minutter lange ’Bilder från inspelningen av Fanny och Alexander’. Og hvis ikke Bergmans påståede mesterværk tager livet af seeren, så skal den her ’bag kameraet’ nok få øjnene til at glide i. En film som ’Fanny og Alexander’ med så mange fantastiske billeder og kulisser inviterer naturligvis til en nærmere granskning. Men her har Bergman glemt at tage stilling til én ting: Hvorfor skal folk se det her? Derfor virker filmen både overfladisk og dybt ligegyldig. Det eneste, den viser, er, at det kræver meget arbejde at lave en film, og at de svenske bagmænd er nogle flinke og rare mennesker. Nå …
