Skriv en kommentar
Filmen er et flot udstyrsstykke om en tildragelse op til den franske revolution. Genren gennemspilles som den skal; intrigerne omkring det franske hof er mange, rummene og kostumerne er overdådige (kostumerne nomineredes til en Oscar i 2001), og midt i al det umoralske, overfladiske liv kæmper vores kvindelige hovedperson, Jeanne St. Remy de Valois for retfærdighed og en gryende kærlighed.
Jeanne Valois mistede som barn begge sine adelige forældre; kongens mænd slog til, myrdede faderen, og fratog familien gods og værdighed, angiveligt fordi faderen konspirerede mod kongen. Moderen døde kort tid efter. Filmen beskriver Jeannes kamp for at få godset og adelskabet tilbage. Filmens amerikanske titel er The Affair of the Necklace, fordi en overdådig diamanthalskæde er central i Jeannes kamp for at få hoffet, specielt dronning Marie Antoinette i tale, så retfærdigheden kan ske fyldest - i fordanskningens kommercielle øjemed bliver titlen til Farlige Intriger, og slår dermed gennemført fejlagtigt på begæret (Farligt Begær etc.), men det sælger jo, mener man.
Filmen gør meget ud af at fortælle om intrigerne, og gør det på bekostning af personernes psykologiske motiver. Det flotte udstyr og de velturnerede kameragange er en illustration af et sindrigt skakspil der til stadighed kommenteres og forklares af en fortæller, hvis motiver til at fortælle historien forbliver uoplyst. Når filmen føles lang er forklaringen følgelig ganske enkel: personerne behandles som skakbrikker både af det franske hof og af filmens instruktør. Hvis instruktør og manuskriptforfatter havde ladet den meget snakkende fortæller lægge afstand til begivenhederne eller simpelthen havde udeladt ham havde meget været vundet
Undervejs må man skænke Dogme 95 en venlig tanke; opgøret med al overfladiskhed er til stadighed tiltrængt i denne film, der dyrker genrens og hoffets similisprog skamløst og dermed intenderer seriøsitet. Den overflod af overfladisk action, som dogmet åbenlyst gør op med er ikke til stede men er flyttet ind i sproget og udstyret i en film der ikke tør være ved det. Alt i alt læner Farlige Intriger sig vel meget op af en Barbara Cartland-filmatisering.
Og når man nu er i gang med sine overvejelser, kunne man spørge sig selv, hvad det betyder at lancere en film i det man kalder rette tid. På den ene side hylder vi de film der er dogmets eller ligner, og på den anden side strømmer vi i biografen for at se mytiske storproduktioner (Ringenes Herre) der forveksler mytiske dybder med symboler i imponerende actionsekvenser. Her kommer Farlige Intriger i klemme. Det er bestemt ingen stor film, men når den aldrig nåede frem til hjemlige biograflærreder, er det måske fordi den virker ligegyldig på trods af det vældige sprog og det vældige udstyr, for her er hverken action i kroppene eller i sproget. Kun udstyret fortæller, og det er trods alt for lidt.
Farlige Intriger er mao. et mønstereksempel på, hvor galt det kan gå, når en genre mister sanselighed. Gode skuespillere, Hilary Swank, Christopher Walken, Jonathan Pryce og Joely Richardson gør og siger hvad de skal, men slår aldrig igennem en fortælling der kun er kostumering.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment
