Skriv en kommentar
Den amr. filminstruktør og musiker Jim Jarmuschs seneste film på stammen er ”Father Mother Sister Brother” fra 2025, hvor filmens arkitektur er enkel og akkompagnerede af Jim Jarmusch og Annika Hendersons version af sangen ”Spooky” oprindeligt indspillet af Dusty Springfield i 1970. Det er en antologi bestående af tre minimalistiske kortfilm om voksne børn og deres forældre, hvor komplekse og følsomme emner fra familiernes fortid berøres let, men disse ømtålelige emner bliver aldrig dramatiseret eller udfoldet.
De gennemgående fællestræk; ting, temaer og personer på tværs af de tre kortfilm er ultrakort dialog og replikker med overvægt af det usagte og det som bliver insinuerede. En stor portion pinlig tavshed indtager også rummene, når de voksne børn aflægger årligt besøg hos faderen eller moderen. Et rolex går i arv inklusiv en gammel bil af en vis kvalitet. Når de drikker en kop vand eller der bliver skænket English afternoon tea bliver der filmet ovenfra, så vi kan se deres hænder febrilsk rører sukker rundt i teen af mangel på samtaleemner og det akavede bare vokser og vokser indtil det årlige besøg er overstået på et par timer og alle kan ånde lettet op til det næste årlige besøg.
I den første kortfilm sidder et søskendepar Jeff (Adam Driver) og Emily (Mayim Bialik) i en bil på vej til deres far (Tom Waits – ikonisk Jim Jarmusch skuespiller og musiker). De er omgivet af sneklædte bakker i et unavngivet lokalsamfund på den amr. østkyst. De taler til hinanden som kollegaer, der mangler at få de sidste ting på plads inden et arbejdsmøde. Desto nærmer de kommer faderens hus, desto mere vokser ængsteligheden hos dem begge uden ord, men sætter sig i deres kroppe og gestik. De skal samle deres nerver og lægge ansigterne i rette folder, inden de går ind. Forældre-børn relationen er omvendt. De kommer med mad og penge til faderen. Faderen er enke og bor hyggeligt, men tingene er placerede hulter til bulter og vandhanen drypper og der er ingen varme. Faderen er i en jogging-trøje med hætte og slidte fløjlsbukser. Han tilbyder dem en kop vand. Og alle har de svært ved at begynde en samtale og spørger ind til hinanden uden at engagere sig oprigtigt. Datteren Emily har på sin to-do-liste at høre, om faderen tager receptpligtig medicin. Mens faderen går frem og tilbage, nævner han i flæng alle de former for ulovlige stoffer, som han ikke tager dvs. hash, morfin, fentanyl, hesteberoligende midler. Scenen er komisk og faderen er slet ikke på kanten af tragedie, ulykkelighed eller fattigdom. Scenen er optakten til at se, hvem faderen ’virkelig’ er i både overført betydning og i bogstavelig forstand.
I anden kortfilm, bevæger vi os fra amr. usikker grund til europæisk anstændighed. Vi befinder os i det rige Dublin hos en berømt forfatterinde og moder (spillet med stor kølighed, afmålthed af Charlotte Rampling). Hun afventer det årlige eftermiddagsbesøg af sine to døtre Timothea (spillet med underdanighed af Cate Blanchett) og Lilith (spillet provokerende og udfordrende af Vicky Krieps). Inden døtrene ankommer, forbereder hun sig følelsesmæssigt på besøget ved at tale med sin psykolog i telefon. Som en kirurg anlægger hun en skarpskåret vinkel i sin fortolkning af sine døtre, mens hun sidder henslængt i sin dyre design sofa i hendes kunstnerisk, perfekt indrettet hjem. Og hun omtaler sine døtre som udgjorde de nogle bestemte karakterer i et persongalleri i en af hendes romaner. Her hersker devisen om at ’gode manér’ kan bruges som klassevåben i selv forældre-voksne børn forhold. Moderens følelsesmæssige afstumpethed og fiksering på den korrekte måde at hælde te op på eller hvis frakkerne lander skødesløst i sofaen og ikke hænges på bøjle. Alle de små neurotiske træk er en del af strategien til at holde de virkelige presserende spørgsmål ude af de fine stuer. Døtrene har mestendels en indre forståelse af hinanden, så de samarbejder og gør modstand på hver deres måde, hvor de giver halve statusopdateringer på deres respektive jobs og siger kun det, moderen kan tåle at høre. Storsøsteren er blevet forfremmet indenfor arbejdsområdet kulturarv og bygninger og lillesøsteren er ifølge hende selv en succesfuld influencer, som ingen af de andre to forstår, hvad går ud på. Besøget ender ligeså tørt, som det begyndte og alle følelser plus svagheder er trukket helt ud af deres konversationer for de snakker ikke, de konverserer lidt og høfligt.
I sidste og tredje kortfilm kører vi rundt i Paris små smalle gader med det voksne tvillingepar Billy (spillet med varme og humor af Luka Sabbat) og Skye (spillet med intensitet af Indya Moore). De sørger over deres afdøde forældre, som levede et vildt liv med risici bl.a. en pludselig idé om at flyve, som bliver deres død. Søsteren spørger broderen, om han tror, at forældrene havde overlevet, hvis moderen havde styret flyet. Broderen trækker på skulderen og svarer: ”sikkert” og viser med sit kropssprog, at den snak har de haft før og han gider ikke være pladespiller på repeat. Tvillingeparret har en varm og naturlig kemi, hvor de smådriller hinanden, men ligesom de andre hovedpersoner taler de ikke om de ting, som gør ondt og er sorgfyldte. De er tænksomme og kloge og har mere dybde i deres småfilosofiske replikker end de andre personer, når Billy sætter ord på sit livsmotto, at ”each moment is each moment”, hvortil Skye svarer, at ”life is so fragile”. De aflægger besøg i forældrenes tomme pariser lejlighed og vi bliver introducerede til forældrene via fotografier og ser deres liv passere i form af stablede flyttekasser i et opmagasineringsrum.
De tre kortfilm eller vignetter akkompagneres af temasangen ”Spooky”, som supplerer den visuelle side i overgangene mellem de tre kortfilm, der antyder celluloidblegning, når en filmrulle slutter og en ny begynder. De kan også tolkes som en slags besværgelse og en ikke-fysisk transport i overført betydning dvs. fra én oplevelse eller tankegang til en anden og kan derfor ikke forklares med ord, kun vises. Ligesom skaterne som ruller forbi med yndefulde bevægelser og med stor fart og slår over i slow-motion og bliver nærmest meditative og giver en ro hos vores hovedpersoner. Skaterne limer de tre kapitler sammen på forunderlig vis.
Budskabet med de tre kortfilm er soleklart. Bliv ved med at deltage i de årlige ritualer og besøg uanset om samtalerne er på repeat og løbet tør for stof og det eneste der er tilbage, er akavet tavshed, skrøbelig høflighed og te, kaffe, vand og alle blot skal udstå at komme igennem disse pligtopfyldende besøg.
